Det er nu tre uger siden, at uddelingen af Årets Pressefoto fandt sted i Den Sorte Diamant.
Og der er ét billede, som stadig ikke har bundfældet sig i mine tanker. Manden sprøjter, mens kvinderne viger til side. Vinderen af Årets Pressefoto 2018 har med sit ’champagnebillede’ fanget en umiddelbar festsituation med billedteksten ”Realitystjerner fester igennem til Reality Awards”. Der var stilhed i salen, da billedet blev projiceret stort op til ’fotojournalistikkens festdag’, og dette indlæg i rækken af ÅP-kommentarer skal handle om netop det: Årets Vinderbillede.
Ser ikke det, som juryen ser
Juryen skriver til Årets Pressefoto, at billedet viser ”en problemstilling, der gør det til Årets Pressefoto: Ungdomskulturen og den digitale revolutions ubønhørlige krav om selviscenesættelse, perfektionisme og facaden, der skal holdes for enhver pris, hvis man vil frem i verden”. Ingen af delene ser jeg i det valgte billede.
Årets Pressefoto viser en umiddelbar festsituation. Manden står oprejst, er klædt i sort og har et målrettet, fast blik, mens kvinderne sidder foran ham i korte røde og leopardmønstrede kjoler. Han gør noget ved dem, kvinderne: Sprøjter med champagne, så de vender sig væk. Fotografiet har en klar lyd: Man kan høre kvinderne sige ’aaah’ i deres venden-sig-væk. Der er ikke langt i associationskæden fra flaskens grå champagnedråber til pikkens grå spermdråber. Og billedet fortæller mig én ting: At der blandt de fire mennesker til festen hersker stereotype kønsroller.
Hvad er de vigtigste og mest velfortalte visuelle historier i det forgangne år? Det skal kåringen af Årets Pressefoto gerne svare på. Og svaret undrer mig af to årsager, selv om champagnebilledet er flot fotograferet. Dels det samfundsvæsentlige valg af billedet, dels begrundelsen for valget.

Foto: Bax Lindhardt
”Intet ekstraordinært, nyt, spændende eller udfordrende”
”Det er ekstremt for at være ekstremt,” skriver juryen. Og ”billedet åbner op for et dybere blik ind i den verden, der kun ser sådan ud på overfladen”. Jeg har svært ved at se en dybereliggende mening. Nattelivet ser ud til at huse de samme kedelige machomænd, som nattelivet længe har huset. Manden agerer, kvinderne reagerer. Der er intet ekstraordinært, nyt, spændende eller udfordrende i indholdet eller formen af billedet.
Juryen nævner i begrundelsen også tendenser om unges depressioner, stress og manglende robusthed, hvis modsætning festbilledet skulle vise. Store ord, som jeg ikke ser forankret i billedet. Når hverken champagnebilledet i sig selv, billedteksten eller juryens argumentation formidler den nødvendige kritik af den hierarkiske festsituation, som billedet – efter min læsning – udstiller, bør Årets Pressefoto handle om noget andet.
Og det er netop ærgerligt, som de tre herrer Lorenzen, Ryge og Hove også nævner i deres refleksioner over Årets Pressefoto. At der i andre kategorier i Årets Pressefoto er mange væsentlige fotohistorier nomineret. Et ærligt portræt af hvidvaskskandalens hovedperson. Sirligt komponerede fotografier fra det lukkede Nordkorea, hvor formen mimer indholdet. Eller – for at blive ved samme emne som champagnebilledet: En række respektfulde portrætter af mænd, der reflekterer over deres (måske) seksuelt krænkende adfærd i ’Grænseland’. Som netop peger på den debat og revurdering af det seksuelle rum, som 2018 har båret præg af.
Påstande uden belæg
”Det er noget vrøvl, der står,” sagde min morfar meget lige ud af posen, da jeg dagen efter ÅP-kåringen stak kataloget for Årets Pressefoto i hånden på ham. Og det er ikke for at sige, at alle begrundelserne for valgene af Årets Pressefoto i alle kategorier er noget vrøvl. Men det er kritisabelt, især i begrundelsen for Årets Pressefoto: At det, der står, er upræcist, ikke forankret i billedet og med påstande uden belæg.
For det er dét, vi fotojournalister også kan. Beskrive billeder og pege på, hvilke elementer der gør netop disse billeder væsentlige i forhold til tusindvis af andre billeder. Det er dét, aviserne gør dagligt, når de udvælger fotografier, som skal repræsentere vores fælles virkelighed. Det er vigtige valg. Og når det gælder Årets Pressefoto, er det valg, som jeg håber vil blive begrundet med præcision og omhyggelighed fra de fremtidige års juryer.
Katinka Klinge Albrectsen er fotojournaliststuderende på DMJX
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Helt enig, Katinka! "Manglende robusthed"? Intet i deres udtryk indikerer robusthed, tværtimod kun en liggen under for kønsroller og en utilpashed ved situationen.
Godt brølt løvinde! Valget af "Årets pressefoto" er en fuser begrundet med ordskvalder.
Tak for det Katinka. Dommerne må have tabt sutten et splitsekund. Lige der da champagnen knaldede. Langt ude at det skulle ende som vinder.
Albrectsen's analyse er for dansklærer-agtig og jeg er Ikke enig. Det er ikke et dårligt valg. Det er et skud der, i min forstand, henviser til en problematik der sjælden omtales. Nemlig hvad enorme mængder af billed-delinger gør ved os. Tænk på alle de foto der ikke har høj kvalitet, men hvor kvantiteten påvirker. Billeder som unge selv viser på sociale medier. Personerne på vinderbilledet er bare unge der har en fest. Vi er alle menneskedyr som deler billeder af liv og drømme. Årets pressefoto (og Nyhedsmedier som sådan) har i for mange år vist dramatiseringer i en grad der er urealistisk. Vi skal lære at læse hinandens billeder, for at få en nuanceret forståelse af, hvad vi menneskedyr går og drømmer om og at verden ikke altid er farlig. Nu har ÅP slået hul, tak.
Kære Lars Bahl, er du sød at uddybe det her i forhold til ÅP "Årets pressefoto (og Nyhedsmedier som sådan) har i for mange år vist dramatiseringer i en grad der er urealistisk" Måske du kan komme med nogle eksempler.
Flere