Kommentar til Årets Pressefoto: Fik vi set det, vi ville?

En “visuel stemme” er blevet mantraet, når juryen i Årets Pressefoto efter nye regler har udvalgt vinderen i kategorien Årets Pressefotograf. Men en stemme skal sige noget. Har den ikke gjort det tidligere? Og gør den det i år? spørger Berlingskes Søren Lorenzen
  • Foto: Mathias Svold
    ”Jeg mangler dybden i kanonsalutten, så det bliver mere og andet end en “foto-flot” registrering,” skriver Søren Lorenzen, redaktionschef for foto, video og grafik på Berlingske.
11.03.2019 · 11:32

I fredags blev der uddelt priser ved Årets Pressefoto. Særligt to priser blev i løbet af dagen og aftenen debatteret i krogene: De to hovedpriser Årets Pressefotograf og Årets Pressefoto. Sådan er det altid, og sådan skal det være. Men i år var diskussionerne anderledes. For særligt valget af de fem vinderfotos fra Årets Pressefotograf havde baggrund i en længerevarende debat blandt Pressefotografforbundets medlemmer, der synes at have været splittede mellem det hidtil eksisterende regelsæt for udvælgelsen og et helt nyt, som er blevet indført forud for årets konkurrence.

Dele af Pressefotografforbundets medlemmer og bestyrelse mener nemlig ikke, at konkurrencen afspejlede udviklingen i fotojournalistikken. Andre mener, at udviklingen løbende er blevet afspejlet i konkurrencens vinderbilleder.

Resultatet er blandt andet, at dommernes ramme for udvælgelsen af Årets Pressefotograf er ændret fra (lidt firkantet formuleret) “fem fotografier, der præsenterer fotografen som en alsidig fotograf” til i dette års konkurrence i stedet mere at være “årets visuelle stemme”.

De fem vinderfotos i kollektionen er: Et enestående og malerisk foto af en jæger, der hviler på sit netop nedlagte bytte – en hjort, han har båret op ad en bakke. Et nærværende portræt af en pige, der er maori og fotograferet i en newzealandsk flod. En registrering af ældre vinterbadere på stranden i Skagen. En registrering af Kronborgs kanoner lige i affyringsøjeblikket. Og et foto af børn, der klumper sig sammen i en rugbykamp på New Zealands nordø.

Nytænkning er godt – men …

Lad mig først slå tre ting fast. 1. Forandring og nytænkning er godt – også i Årets Pressefoto. 2. Priserne er et resultat af, hvad fem dommere kunne blive enige om ud fra de retningslinjer, der var udstukket for konkurrencen. 3. Jeg under fuldt ud Mathias Svold at blive Årets Pressefotograf – han er en ung og yderst talentfuld fotograf, vi kommer til at se meget mere til. Men vi kan godt diskutere billederne og det nye regelsæt, der har udløst prisen. For hvad har dansk fotojournalistik opnået med den nye kurs?

Særligt tre af fotografierne i kollektionen Årets Pressefotograf er i år markant anderledes, end de plejer at være – vinterbaderne, kanonaffyringen og rugbykampen. Men er de så nyskabende? Ikke i min optik.

For eksempel har jeg i Årets Pressefoto tre gange tidligere set billedet af kanoner, der er fotograferet i splitsekundet, hvor de affyres. Det er selvfølgelig interessant at fastfryse et øjeblik, men for mig er det en registrering, og jeg leder efter noget i det foto, der er væsentligt for mig – nemlig journalistikken. Og det gælder flere af vinderbillederne i Årets Pressefotograf. Jeg savner historiefortællingen, eller at billederne er forankret i et samfundsrelevant emne, jeg savner at blive følelsesmæssigt ramt, jeg savner nærværet og overraskelsen. Jeg savner indlevelsen. Jeg savner, at billederne som enkeltbilleder vil mig noget, for i serier kan de noget helt andet og bedre. Det vender jeg tilbage til.

Så mange sportsfotos var der ikke før

Nogle var umiddelbart efter prisoverrækkelsen meget begejstrede over forandringen i de fem fotos, der udgjorde dette års Årets Pressefotograf. Nogle mente, at fotografen nu har en fotografisk stemme. Andre var glade for, at det klassiske sportsfoto ikke var i kollektionen, og sportsfotoet er for mange blevet synonymet på en del af skabelonen, der tilsyneladende måtte udfyldes, hvis man skulle kåres som Årets Pressefotograf.

Og hvad angår sportsfotoet, kunne jeg i de 15 tilfældige kataloger, jeg lige havde liggende fra tidligere års konkurrencer, kun finde tre kollektioner til Årets Pressefotograf, der indeholdt et sportsfoto (1987/88, 1998/99, 2003/2004)

Nu er sport i øvrigt et emne i (foto-)journalistikken på lige fod med alle andre, og rugbybilledet i årets vinderkollektion er pudsigt nok netop det første sportsfoto i mange år. Og jeg synes desuden, der er flere eksempler på vinderkollektioner, der generelt ikke er præget af den skabelon for sammensætningen, som de nye regler ønsker at gøre op med.

Er den visuelle stemme tydeligere i år?

Juryen taler i begrundelsen om, at de fem fotos har en stringent rød tråd, at “fotografen ved, hvad han vil, og bruger sin visuelle stemme til at fortælle det”. Begrebet “visuel stemme” er blevet mantraet i de nye retningslinjer. Men har tidligere vindere af titlen da ikke haft en visuel stemme? Og en stemme skal jo sige noget, mene noget, fortælle noget, have noget på hjerte. I min optik har det som regel allerede været udgangspunktet i tidligere tiders vindere. Det er ikke noget nyt. Og spørgsmålet er, om den stemme er blevet tydeligere i år.

For hvad er det nye? Der tales i disse år meget om, at fotojournalistikken bevæger sig i en mere kunstnerisk retning, og juryen udtaler også om billederne i kategorien Årets Pressefotograf, at “dette udvalg afsøger netop grænselandet mellem kunsten og fotojournalistikken”. Og så er vi tilbage ved det, jeg savner i dette års kollektion.

Form før indhold

For ser man bort fra det fuldstændigt eminente foto af jægeren, der hviler på sit bytte, savner jeg journalistikken i flere af de øvrige fotos. Hvis det skal være det nye, frygter jeg, at fotojournalisterne bevæger sig for meget i en retning, hvor formen kommer før – eller helt overtager – indholdet.

Men så længe Pressefotografforbundet er en del af Dansk Journalistforbund, og så længe uddannelsen hedder fotojournalist og er forankret på journalisthøjskolen DMJX, mener jeg, at indholdet skal komme før formen. Men er indholdet på plads, kan man sagtens forny fortælleformen. Det er vel nærmest en pligt for en fotojournalist at forny sig. Og også derfor er det fint, at rammerne er blevet bredere i fortolkningen af regelsættet for Årets Pressefotograf.

Dansk foto skal adskille sig fra ikke-foto

Vicedirektør ved Det Kongelige Bibliotek Pernille Drost nævnte i sin åbningstale, at alle i dag tager billeder med deres mobiltelefon, og at der derfor “mere end nogensinde er brug for de professionelle fotografer til at gå i dybden og vise os virkeligheden”.

Eller som lektor i fotografi ved DMJX Søren Pagter tidligere har udtalt: “Fotojournalistikken er rigtig vigtig i en tid, hvor vi bliver bombarderet med billeder, som skal behage os og sælge os ting. Den er en uundværlig modvægt. Den viser virkeligheden og får folk til at reflektere over den.”

Jeg er enig. Danske fotojournalister skal kunne adskille sig markant fra ikke-fotografer med et mobilkamera. De skal få os til at reflektere. Og uagtet hvor dygtig, jeg synes, Årets Pressefotograf reelt er, synes jeg, det er ærgerligt, at juryen med flere af fotografierne i kollektionen gør dem til noget, der som enkeltbilleder går i dybden og får os til at reflektere. For det synes jeg ikke opnås med tre af fotografierne.

Jeg mangler dybden i kanonsalutten, så det bliver mere og andet end en “foto-flot” registrering. Jeg leder efter detaljen i billedet af vinterbaderne, så jeg bliver overrasket og kan danne min egen fortælling, og jeg spejder forgæves efter nærværet og følelsen, der skal gøre fotoet af rugbykampen til mere end en registrering. Og billedteksterne gør mig ikke klogere på en journalistisk kontekst.

Fotojournalistikken er forsvundet i tre af billederne

Jeg savner altså fotoJOURNALISTIKKEN i årets vinderkollektion. Den del er nemlig forsvundet i tre af billederne, når de i kollektionen fremstår som enkeltfotos taget ud af den oprindelige sammenhæng.

For indhold, stærk journalistisk kontekst og hjerteblod er normalt Mathias Svolds varemærke – når han arbejder i serier inden for samme emne. For i de sammenhængende fortællinger, som de tre fotos normalt indgår i, kender man konteksten. Så har fotografen virkelig noget på hjerte, og resultatet er et stykke flot fotojournalistik, hvor fotografen vil betragteren noget.

Men den effekt opnår juryen ikke i år, hvor motiverne står alene uden for den store sammenhæng, og så svækkes fortællingen markant. Her skulle juryen have været sit ansvar mere bevidst og have været bannerfører for fornyelse, uden at det kostede indholdet. Og det hjælper ikke, at de i begrundelsen for eksempel uddyber, at “de dæmpede lys- og farvetoner i kanonbilledet giver en følelse af, at man selv har høreværn på”(?).

Har presset for forandring taget overhånd

Det er sjældent nemt for fem dommere at nå til enighed, og jeg kan frygte, at presset på juryen for at gennemføre en markant forandring i Årets Pressefotograf har taget overhånd. Er juryen endt i en situation, der kræver, at man kender bagkataloget til fotografens indsendte billeder for at forstå, hvorfor prisen gik til netop ham?

Og så nærmer vi os et centralt spørgsmål. Hvem skal Årets Pressefoto være noget for? Er det for en gruppe fotojournalister, der fejrer sig selv i en lukket klub, eller er det den årligt tilbagevendende begivenhed, der viser omverdenen, hvad danske fotojournalister virkelig kan … og som alle de andre med mobiltelefoner og instagramfiltre ikke kan?

Den samlede udstilling viser tydeligt alt det talent, der er derude. Jeg håber, dette års nye regelsæt har dannet grundlaget for noget, vi næste år kan nyde meget mere af, så resultatet bliver en ny form, uden at vi mister indholdet og fortællingen i de fem enkeltfotos, kollektionen til Årets Pressefotograf udgør.

Søren Lorenzen er redaktionschef for foto, video og grafik på Berlingske

Kommentar

Seneste jobopslag

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

Nyhedsjournalist til DR Fyn

DR
Ansøgningsfrist: 22.04

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

Er du en skarp kommunikator med bundlinjefokus?

Mødrehjælpen
Ansøgningsfrist: 23.04

Pressekonsulent til Rigshospitalet

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 23.04

Udlandsreporter til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp med flair for kommunikation

Ankestyrelsen
Ansøgningsfrist: 22.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05

Forlagschef til Informations Forlag

Information A/S
Ansøgningsfrist: 22.04

Redaktionschef Printcentralen

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 22.04

Vil du svømme med på nyt succesmedie om vand?

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 23.04