
Foto: Privat og Thomas Tolstrup
Efteruddannelsesmarkedet bløder også i coronakrisen. Flere kurser aflyses, og det rammer udbyderne økonomisk.
En af de ramte kursusvirksomheder er Kaas & Mulvad, hvor Nils Mulvad og Tommy Kaas udbyder en stribe kurser inden for journalistisk efteruddannelse.
”Vi har markant færre tilmeldinger, end vi plejer. Nogle kurser er udsolgt, men mange er på kanten, og nogle er vi desværre nødt til at aflyse,” siger Tommy Kaas.
Forventer at miste hver anden tilmelding
Mediernes Efteruddannelse udbyder kurser fra cirka 50 små og store udbydere. Deres tal illustrerer tydeligt, hvor hårdt krisen har ramt efteruddannelses-virksomhederne.
Antallet af tilmeldte er i efteråret faldet med 40 procent. Indtil nu er 420 tilmeldte, hvor der plejer at være over 700 i en efterårssæson, fortæller sekretariatsleder Michael Aage Jensen.
Han forventer, at antallet ender under 420, fordi en del kurser vil blive aflyst.
”Vi regner med, at vi kun får halvt så mange igennem, som vi plejer her i efteråret,” siger sekretariatsleder ved Mediernes Efteruddannelse Michael Aage Jensen.
Mange ser tiden an
Udlandskurser er selvsagt hårdt ramt, fordi det er svært at rejse ud. Men der er også mange kurser i Danmark, som lider af for få tilmeldinger.
”Vi kan mærke, at mange vælger at holde hestene. Selv om udbyderen har håndsprit og tager alle forbehold, så kan man være utryg og se tiden an. Det tror jeg, mange gør,” siger Michael Aage Jensen.
Samtidig er der usædvanligt mange kurser i efteråret – selv om der altså er markant færre tilmeldte. Det skyldes, at mange kurser fra foråret er blevet udskudt til nu. Kaas & Mulvad valgte også at udskyde alle planlagte kurser.
Har ikke udbetalt løn
Selv om virksomheden er hårdt ramt af krisen, går Kaas & Mulvad ikke konkurs, siger Tommy Kaas. Det skyldes blandt andet, at virksomheden ikke har udbetalt løn til de to ejere, Nils Mulvad og Tommy Kaas, i nogle måneder, ligesom de har modtaget støtte fra en af regeringens hjælpepakker.
Men Tommy Kaas er bekymret for, hvor længe undtagelsestilstanden varer.
”Det er enormt svært at planlægge. Vi ved ikke, om der kommer nye restriktioner,” siger Tommy Kaas.
Forventer, at krisen fortsætter i 2021
I foråret 2021 forventer Kaas & Mulvad at afvikle 18 efteruddannelseskurser. Tommy Kaas håber, flere får lyst til at tilmelde sig.
”Vi oplever, at især nogle medier holder sig tilbage. Enten er det, fordi journalisterne er mere forsigtige, eller måske har mediet bedt dem holde hestene lidt. Vi håber, at det kommer igen,” siger han.
Michael Aage Jensen fra Mediernes Efteruddannelse forventer ikke, at krisen er overstået i 2021.
”Vi kunne godt drømme om en ketchup-effekt – så flere tager på kurser i 2021, fordi de ikke kom afsted i 2020. Men det regner vi ikke med. Vi forventer også mindre aktivitet næste år, men det er svært at spå om,” siger han.
Michael Aage Jensen forventer ikke, at krisen vil udsulte markedet for efteruddannelse på langt sigt, men især nye og mindre spillere kan miste modet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.