Graverjournalisterne bag Berlingske Tidendes Cavling-vinder, "Forbrydelsen", har taget webjournalistik til sig. Nettet er fremragende til at generere tip. Men man skal signalere meget tydeligt, at man gerne hører fra læserne, siger de.
"Det kan simpelthen ikke gøres tydeligt nok på websitet, at folk kan levere tip, og at vi nok skal håndtere dem seriøst."
Sådan forklarede journalist og Cavling-vinder fra Berlingske.dk Jesper Woldenhof, da han sammen med Morten Crone og Morten Frich besøgte UPDATE i København i går.
Sammen med billedjournalist Erik Refner vandt gruppen Cavlingprisen – blandt andet fordi de inddrog borgerne i researchen til "Forbrydelsen". Metoden gav pote, fordi det var tydeligt for læserne, at gruppen efterlyste henvendelser – og de blev behandlet seriøst, skriver UPDATEs nyhedssite om web 2.0.
De to skrivende graverjournalister Morten Crone og Morten Frich forklarede, at de ikke kunne forestille sig at arbejde videre uden nettet som en central platform.
"Om jeg kunne finde på at lave projekter i fremtiden, som ikke er tværmedielle???… Aldrig!!! Hey, på dage, hvor jeg ikke laver noget eller har fri, har jeg 1000 læsere. Hvor tydeligt kan jeg sige det," sagde Morten Crone.
Og der er stadig mange uafprøvede muligheder digitalt, fastslog han ifølge Journalist 2.0:
"Det næste oplagte skridt er jo at undersøge, hvad vi kan med mobiltelefonen. Kan borgerne også være med i det?" spurgte Morten Crone.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.