Så er Tøger Seidenfadens afløser fundet. Ny chefredaktør er historiker Bo Lidegaard, som Politiken betegner som en "en af landets mest vidende mennesker og skarpeste intellektuelle". Kontakten kom i stand for blot få uger siden, oplyser Lars Munch til Journalisten.dk. (opdateret 11:32) Bo Lidegaard, 53, bliver den 13. ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Politiken, hvor han følger efter Tøger Seidenfaden, som døde i januar i år.
De seneste år har Bo Lidegaard været chef for Statsministeriets klimasekretariat, og har før det beklædt ledende stillinger i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Han har desuden været udsendt til Genève og til Paris, hvor han blandt andet virkede som Danmarks faste repræsentant ved UNESCO, skriver politiken.dk.
Bo Lidegaard er uddannet historiker og Politikens website fremhæver hvordan han i offentligheden har gjort sig særligt bemærket med bøger om Danmarks nyere historie, blandt dem biografien om Jens Otto Krag og doktordisputatsen om Henrik Kauffmann. Hertil kommer bøger om Danmarks stilling i forbindelse med anden verdenskrig.
Over for Journalisten.dk påpeger adm. direktør for JP/Politikens Hus, Lars Munch, hvordan Politiken i øjeblikket er i "en meget god gænge"
»Det ved enhver. Det gælder både læsermæssigt og kvalitetsmæssigt. Og jeg er helt sikker på, at Bo Lidegaard vil videreføre avisen med samme styrke.«
Lars Munch oplyser samtidig, at de første følere til Bo Lidegaard blev taget for forholdsvis kort tid siden.
»Den første kontakt blev taget for relativt nyligt. Det er blot få uger siden,« siger Lars Munch til Journalisten.dk og tilføjer:
»Der har været navneleg lige siden Tøger døde. Så vi har ikke haft behov for mange konsulenter til at komme med ideer. Vi har så en særlig proces med bestyrelse og fondsbestyrelse, som godkender indestillingen endeligt. Og der blev kun indstillet en person.«
Ifølge Lars Munch har Bo Lidegaard i øvrigt alle de kvaliteter, der skal til for at føre Politiken videre.
»Bo Lidegaards enestående diplomatiske karriere og hans forskning har givet ham et internationalt udsyn, som ikke overgås af mange. Han er en uovertruffen formidler og debattør og har til overflod et usædvanligt behageligt væsen,« hedder det i pressemeddelelsen.
Selv påpeger den nye ansvarshavende chefredaktør, at behovet for Politiken aldrig har været større end nu:
»Som land og folk står vi over for valg, der på afgørende vis vil komme til at præge vores samfund i de kommende år. Politiken har en helt særlig plads i samfundsdebatten. Det gælder både journalistikken og de synspunkter, der forbindes med avisen. Jeg føler mig hjemme begge steder og glæder mig til at blive en del af alt det, Politiken står for«.
PS: Journalisten.dk arbejder på at få et interview med Bo Lidegaard senere i dag.
(opdateret 11:32 med kommentar fra Lars Munch)
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det bliver spændende at se, om Politiken på lederplads vil fortsætte med at hævde, at regeringens strategi bag COP15 var forkert, og at det var et dårligt råd som Bo Lidegaard - som nogle hævder - gav Fogh om ikke at møde de muslimske landes ambasssadører i forbindelse med Muhammed-tegningerne.
Kan man forvente af Journalisten.dk, at man kommer bag om beslutningen for, hvorfor man "endte med" Bo Lidegaard?
Historier går om, at "pavevalget på Rådhuspladsen" trak ud, fordi to fløje i JP/Politiken anført af Jørgen Ejbøll og Erik Hoffmeyer havde deres egne favoritter og ikke kune blive enige.
Den nyhed kræver vist et link til Kommunikationsforum, som for nogle måneder siden kaldte Lidegaard for "djøf’ernes Lady Gaga." Listen, der er en gennemgang af mulige kandidater til stillingen som chefredaktør, er fantastisk sjov læsning.
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/post-toeger-shortlisten
He, he. Den med Lady Gaga og distanceblænderiet var fandeme sjov, Filip. Men man ånder lettet op. Nu var Carsten Jensen formentlig helt chanceløs. Han ville have bombet demokratiet tilbage til før enevælden. Men tænk, om det havde været manden, der hele tiden MÅ udtrykke. Som en ADHD'er på speed, Lars Trier Mogensen? Hvad Anita Bay Bundegaard angår, var hun forhåbentlig osse langt fra stillingen, men tænk alligevel, hvis hun var blevet spurgt? Alt kan jo ske på den avis.
Stort tillykke til Bo Lidegaard, til Politiken … og hvem véd måske endog på sigt også til os frafaldne læsere/abonnenter? ;-)
Hej,
Ja, det bliver det vi også må måle Journalistens nye ledelse på - om Journalisten er i stand til at løfte den indlysende opgave det er, at lave historien bag historien om Politikens valg af Bo Lidegaard.
Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg hørte det navn var en magtfuld embedsmand og "var det ikke manden, der med en elefants elegance fik flyttet kontrollen med COP15 over i Statsministeriet".
Man sidder lidt med en halvparanoid fornemmelse af, at nogle meget magtfulde mænd i dansk erhvervs- og kulturliv har belønnet en af logebrødrene med et topjob i en af fillialerne .....den fornemmelse må Journalisten meget gerne sørge for at få be- eller afkræftet....også Corduas oplysninger, som indikerer at Lidegaard var et kompromis mellem JP- og Politiken-fløjen.
Det er ikke umiddelbart til at se for mig, hvad der kvalificerer Lidegaard til jobbet - men her kan jeg se at K-Forum er skarpere end mig, tak for det link Filip Kirkegaard :-)
vh Chr. Barfoed
Flere