99,6 procent af algerierne tror på helvede – og andre facts

Inspirationen kommer fra Buzzfeed, og målgruppen er global. Danske 'Factocean' laver korte visuelle historier baseret på fakta. På otte dage er siden blevet besøgt at læsere fra 57 lande. »Jeg vil gerne give stof til eftertanke og aha-oplevelser, som folk husker,« siger Jan Birkemose, der er manden bag (Præciseret 17:30)

I hvilke lande er de mest dovne? Hvor i verden tror flest på helvede? Hvordan ser en visualisering af tweets om kvindernes internationale kampdag egentlig ud?

Jan Birkemose, tidligere redaktør på LO’s ugebrev A4, har nu i otte dage været i luften med sitet factocean.com, som han driver alene. Trafiktallene viser, at siden har haft besøg af brugere fra 57 lande. Geografisk kommer flest klik lige nu fra USA, næstflest fra Danmark. Factocean  er på engelsk, fordi det henvender sig til et globalt publikum.

»Hvis jeg bare rammer en promille af befolkningen i hvert land, når jeg ud til flere, end jeg ville kunne gøre i Danmark,« fortæller han.

Bag om nyhederne

Selv kalder Jan Birkemose det et eksperiment.

»Jeg går bag om nyheder og tendenser og finder det centrale, der ligger bag historien – og gør en historie ud af det. Hvis folk kan blive efterladt med to-tre pointer efter at have set en grafik, billedserie eller quiz, er målet nået,« siger han.

Mest trafik har Factocean fået for en liste over, hvor mange kvinder der sidder i forskellige landes parlamenter bragt på kvindernes internationale kampdag.

På andenpladsen ligger et verdenskort over, hvor mange procent i hvert land der tror på helvede – i Algeriet er tallet for eksempel 99,6 %.

Ikke et nyhedsmedie

Jan Birkemose fortæller, at mens Ugebrevet A4 skulle være dagsordensættende i den danske nyhedsstrøm, er ambitionen med Factocean en anden.

»På Factocean har jeg ikke den store nyhedshunger. Jeg har ingen ambitioner om at lave nyheder, men jeg vil gerne give stof til eftertanke og aha-oplevelser, som folk husker. Om det har nyhedsværdi eller ej er ligegyldigt.«

Det er vigtigere at levere perspektiv, der får folk til at forstå nyhederne på en mere kvalificeret måde, mener han.

»Nogle gange skal man klædes på til at kunne forholde sig til nyheder. Den opgave må Factocean meget gerne tage på sig,« siger Jan Birkemose.

Inspration fra Buzzfeed

I formidlingen har han blandt andet hentet inspiration fra for eksempel amerikanske Buzzfeed, der mest er kendt for fængende rubrikker og kattevideoer – men også astronomiske trafiktal. Indholdet ligger dog langt fra Buzzfeed, siger Jan Birkemose. Men han kan godt lide måden at præsentere stoffet på.

»Vi, der gerne vil informere på lidt højere niveau end en liste med nuttede kattekillinger, er forpligtet til at eksperimentere med de metoder, som andre har udviklet,« siger han.

Men i forhold til »meget andet flimmer på nettet« baserer Factocean sig på dokumenterbare facts, siger Jan Birkemose. Han tror, at læserne ofte får mere ud af en kort grafisk fremstilling end af en lang artikel.

»Mit indtryk som journalist med mange år på bagen er, at folk ofte ikke sidder tilbage med meget mere, når de har læst en lang eller traditionel artikel.«

Hvad er det, vi misser, hvis vi tror, at den bedste måde at informere på er ved at lave en lang artikel?

»Hvis man entydigt har den opfattelse, at den type formidling er finere end andet, så misser vi måske et innovationspotentiale,« siger han og understreger, at Factocean ikke er et oprør mod den etablerede journalistik eller lange artikler.

Fuld damp på tallene

Ugebrevet A4 brugte også tal og grafer, men indtil for tre-fire år siden kom det altid i anden række – som en slutning, illustration eller dokumentation af historien, siger han.

»Tal og grafikker skulle dokumentere historien. Men det var ikke en indgang til historien. Det var en partykiller. På Factocean gør jeg det til selve hovedfesten. Jeg sætter fuld damp på tallet. Så pyt med alle holdningerne eller vurderingerne. Det vil jeg lade andre om,« siger han.

Når han researcher, googler han sig til de oplysninger, han skal bruge.

»Jeg har flyttet mit mindset fra at kigge på Danmark, Christiansborg og Danmarks Statistik. Der ligger simpelthen så meget information derude.«

Præciseret 17:30. Underrubrik ændret til, at Buzzfeed er inspiration for Factocean – ikke forbilledet.

2 Kommentarer

Mads Nyvold
16. MARTS 2015
Godt tænkt - eller skulle man
Godt tænkt - eller skulle man snarere sige visualiseret. Klø på, Jan Birkemose.
Lasse Lindquist
16. MARTS 2015
Pissefedt initiativ
Pissefedt initiativ