Visuel disharmoni

TAL TIL ØJET Bo Bergstrøm lokkede i sin forelæsning tilhørerne til at forstå, hvordan billeder og tekst kan supplere hinanden. Sammen skal de skabe større mening end hver for sig.

TAL TIL ØJET Bo Bergstrøm lokkede i sin forelæsning tilhørerne til at forstå, hvordan billeder og tekst kan supplere hinanden. Sammen skal de skabe større mening end hver for sig.
»Øjet elsker billeder og billeder elsker øjet.«
Ordene skyldes den svenske professor og visuelle pædagog Bo Bergström, ekspert i visuel kommunikation. Bo Bergström taler om gaverne til øjet. Om de billeder, der skaber den spænding, som øjet søger. Om billeder som en hyldest til øjet. Meget passende på DJs konference "Tal til øjet", der har trukket 180 deltagere denne lørdag.
»Billeder har en indre og ydre sammenhæng eller kontekst. Selve billedet. Og billedet i en sammenhæng,« forklarer han og viser samtidig med at han skridter rundt i auditoriet på IT Universitetet, billedet af Gadaffi, skudt i hovedet. Kvinden i Afghanistan uden næse. En lille tynd dreng i en stor balje – uden vand. En kvindelig demonstrant ganske overraskende med dametaske – og sten i hånden, som hun vil kaste mod regimets repræsentanter. En fugl smurt ind i olie efter katastrofe i Mexico.
Og så billeder af en smuk ø; udsigten fra hans hus i Skærgården. Men udsigten er blevet visuelt forurenet af nyhedsstrømmen – det er for evigt blevet til billedet på en katastrofe i Norge.
»Tiden forandrer billederne, og vi ser noget helt andet i billedet, når det vises, end da det blev taget,« lyder pointen. Han viser billeder af voksne, sammen med børn. Og vi associerer straks pædofili, selv om det manden på billedet ikke er pædofil.
»Vi ser pædofile overalt, fordi nyhederne har fortalt os om dem.«
Billeder fra et feriekatalog, kun få år gammelt, er utænkelige i dag – der er mænd, der morer sig med glade børn. Og de billeder er forbudte i dag. Han viser et billede af en lille pige, hvor kønsdelene er synlige under kjolen. Naturligt. Men umuligt i dag.
»Det går ikke længere.«

Men kodebrud er også effektiv kommunikation. Han viser et billede af forskelligt slik og marcipanbrød – med citatet: »Spiser du varieret nok?«
Latter.
»I griner. Det gør jeg også hver gang jeg viser det billede. Det er kodebrud.«
Han viser billeder fra udstillingsvinduer på Strøget. Kontraster. Rødt. Sort. Hvidt. Afgivelser virker forstærkende på koncentrationen. Mørke billeder afløses af lyse.
»Hjernen lokkes: Hvad sker der nu? Der skabes en vilje til at gå videre til næste billede.«
»Fortællingen vitaliseres,« forklarer han – og viser serier fra modemagasiner, hvor der veksles mellem portræt, storbyens højhuse, følsomme tegninger af mennesker – og så tøjet, der skal sælges. Læseren lokkes til at opbygge sin egen fortælling og skabe sammenhæng.
Også gentagelse kan ægge modtageren. Billeder i rækkefølge med minimal variation. Øjet lokkes til at lede.
»Det kan være kommercielt humbug – men også æstetisk fascinerende.«
Man skal ikke sige det samme i tekst og i billede – vi nærmer os professorens centrale pointe.
»Hvorfor skrive julegran 100 kroner – når man har et billede af en julegran. Kan man ikke bare skrive 100 kroner?«
Så viser han et billede af en pige og et julelys. Fyldt med stemning. Det er endnu bedre:
»Og så kan vi skrive: "Julegran 100 kroner", nu giver det mening. I skaber en medageren hos modtageren. Intet er bedre i kommunikation end at gøre modtageren aktiv.«
Skriv ikke at kvinden er lykkelig – hvis billedet viser hun er lykkelig. Skriv hellere "Lykkelig?". Så folk skal tænke. Og det er netop Bo Bergströms centrale pointe: Harmoni forklarer – men keder modtageren. Disharmoni lokker – og får modtageren gjort aktiv. For stor disharmoni forvirrer – og skræmmer modtageren væk.