TAL TIL ØJET Bo Bergstrøm lokkede i sin forelæsning tilhørerne til at forstå, hvordan billeder og tekst kan supplere hinanden. Sammen skal de skabe større mening end hver for sig.
»Øjet elsker billeder og billeder elsker øjet.«
Ordene skyldes den svenske professor og visuelle pædagog Bo Bergström, ekspert i visuel kommunikation. Bo Bergström taler om gaverne til øjet. Om de billeder, der skaber den spænding, som øjet søger. Om billeder som en hyldest til øjet. Meget passende på DJs konference "Tal til øjet", der har trukket 180 deltagere denne lørdag.
»Billeder har en indre og ydre sammenhæng eller kontekst. Selve billedet. Og billedet i en sammenhæng,« forklarer han og viser samtidig med at han skridter rundt i auditoriet på IT Universitetet, billedet af Gadaffi, skudt i hovedet. Kvinden i Afghanistan uden næse. En lille tynd dreng i en stor balje – uden vand. En kvindelig demonstrant ganske overraskende med dametaske – og sten i hånden, som hun vil kaste mod regimets repræsentanter. En fugl smurt ind i olie efter katastrofe i Mexico.
Og så billeder af en smuk ø; udsigten fra hans hus i Skærgården. Men udsigten er blevet visuelt forurenet af nyhedsstrømmen – det er for evigt blevet til billedet på en katastrofe i Norge.
»Tiden forandrer billederne, og vi ser noget helt andet i billedet, når det vises, end da det blev taget,« lyder pointen. Han viser billeder af voksne, sammen med børn. Og vi associerer straks pædofili, selv om det manden på billedet ikke er pædofil.
»Vi ser pædofile overalt, fordi nyhederne har fortalt os om dem.«
Billeder fra et feriekatalog, kun få år gammelt, er utænkelige i dag – der er mænd, der morer sig med glade børn. Og de billeder er forbudte i dag. Han viser et billede af en lille pige, hvor kønsdelene er synlige under kjolen. Naturligt. Men umuligt i dag.
»Det går ikke længere.«
Men kodebrud er også effektiv kommunikation. Han viser et billede af forskelligt slik og marcipanbrød – med citatet: »Spiser du varieret nok?«
Latter.
»I griner. Det gør jeg også hver gang jeg viser det billede. Det er kodebrud.«
Han viser billeder fra udstillingsvinduer på Strøget. Kontraster. Rødt. Sort. Hvidt. Afgivelser virker forstærkende på koncentrationen. Mørke billeder afløses af lyse.
»Hjernen lokkes: Hvad sker der nu? Der skabes en vilje til at gå videre til næste billede.«
»Fortællingen vitaliseres,« forklarer han – og viser serier fra modemagasiner, hvor der veksles mellem portræt, storbyens højhuse, følsomme tegninger af mennesker – og så tøjet, der skal sælges. Læseren lokkes til at opbygge sin egen fortælling og skabe sammenhæng.
Også gentagelse kan ægge modtageren. Billeder i rækkefølge med minimal variation. Øjet lokkes til at lede.
»Det kan være kommercielt humbug – men også æstetisk fascinerende.«
Man skal ikke sige det samme i tekst og i billede – vi nærmer os professorens centrale pointe.
»Hvorfor skrive julegran 100 kroner – når man har et billede af en julegran. Kan man ikke bare skrive 100 kroner?«
Så viser han et billede af en pige og et julelys. Fyldt med stemning. Det er endnu bedre:
»Og så kan vi skrive: "Julegran 100 kroner", nu giver det mening. I skaber en medageren hos modtageren. Intet er bedre i kommunikation end at gøre modtageren aktiv.«
Skriv ikke at kvinden er lykkelig – hvis billedet viser hun er lykkelig. Skriv hellere "Lykkelig?". Så folk skal tænke. Og det er netop Bo Bergströms centrale pointe: Harmoni forklarer – men keder modtageren. Disharmoni lokker – og får modtageren gjort aktiv. For stor disharmoni forvirrer – og skræmmer modtageren væk.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
spännande replik till min föreläsning. iIntressant med kopplingen till film och ljud. tack. bo bergström
Det den svenske professor her taler om, er jo grundlæggende for al god kunst, nemlig ikke at overfortælle. Der skal være noget tilbage til fantasien.
Og han taler også om samspillet mellem de forskellige udtryk – at det ikke er oplevelsen af to udtryk som hver for sig er vigtig, men den nye og tredje effekt (eller oplevelse), som opstår i tilskuerens eller tilhørerens bevidsthed ved sammenlægningen.
Jeg har i en bog om lyd til film ”Lydens Rolle”, skrevet om metaforiske og kontrapunktiske lyde, hvor den dybereliggende hensigt bag disse to betegnelser er at aktivere publikums underbevidsthed på bestemte måder og i bestemte retninger ved hjælp af lyden. Dette kan foregå ved ikke udelukkende at bruge den direkte objektivt reproducerende lyd af et givent objekt, men derimod bruge lyde som ikke umiddelbart har noget med scenen at gøre, og som så, sammen med det man ser på billedet afstedkommer en bestemt oplevelse hos tilskueren.
Og Christian Braad Thomsen skriver i en bog om Alfred Hitchcock:
”Han ønskede, at dialogen snarere end at understøtte filmens visuelle udsagn skulle forholde sig kontrapunktisk til det. Hvis en pige smiler, var der f.eks. ingen grund til, at hun også skulle sige: ”Ih, hvor er jeg glad”. Han fremhæver en situation fra ”The Secret Agent””:
Madeleine Carroll sidder med tårerne strømmende ned ad ansigtet, en mand forsøger at trøste hende, hun vender sig mod ham og siger: ”Oh, don´t make me laugh”.
Hitchcock beklager, at det vil tage en manuskriptforfatter alt for lang tid at lade hver eneste sætning i en film sige det modsatte af, hvad der formuleres visuelt, - men det er egentlig hans ideal af en dialog.”
Brugen af underlægningsmusik frembyder i disse sammenhænge store åbenlyse problemer. Alt for mange benytter den desværre som en forstærker af følelser som allerede er tilstede hos tilskueren, eller er på vej til at blive dannet, og utallige er de danske tv serier som til overflod er underlagt ildevarslende brummetoner med det til formål at fortælle, at nu bliver det sandelig uhyggeligt. Det er dybt banalt, og sådanne følelsesdirigerende pegefingre er ødelæggende for den ægte og dybe oplevelse.