Tiden begyndte at rinde ud, så snart ’Nazar’ begyndte at opføre sig som en rigtig journalist og gå i kødet på Libyens nye magthavere i 2012.

Ved pressemøder stillede han sig op og krævede på læsernes vegne svar på de mange skandaler omkring diktatorens arvtagere.

»Jeg spurgte for eksempel til ledernes baggrund. En af dem var en tidligere kriminel, der havde siddet i fængsel under Gaddaffi for kriminalitet og ikke for sin politiske overbevisning,« siger han. Han følte, han gjorde revolutionen en tjeneste med sine spørgsmål.

[[nid:33867]]

Fortid som pr-mand

Før omvæltningerne drev han et pr-bureau for internationale virksomheder, der ville markedsføre sig over for velhavende libyere. Men under revolutionen forsvandt det marked, og han måtte finde på noget nyt at tage sig til.

»Alle ville hjælpe til, og jeg var måske ikke god nok til at bære våben. Jeg gjorde det lidt for at beskytte mit nabolag mod Gaddafis styrker og levede med den risiko, at jeg må skyde eller selv dø. Men gudskelov udgød jeg ikke noget blod,« siger han.

Hen over sommeren 2011 begyndte han at skrive for The Telegraph, og i januar året efter kom han i kontakt med manden bag Libya Herald. Derfra begyndte karrieredrejningen mod journalistik for alvor.

Pr-manden var hurtig til at glide over i rollen som fuldblodsjournalist.

»Jeg sendte The Telegraph mindre rapporter om situationen i området, hvordan folk levede og om stemningen i Tripoli. Jeg løb en stor risiko, så ofte indtelefonerede jeg bare korte beskeder på op til 60 sekunder til dem,« siger Nazar.

Senere blev det, der var en slags leg med ord i aviserne, til en leg med ild både på gaderne og hele vejen hjem i privaten.

»Der er meget vold mod libyske journalister, og jeg er én af dem. Jeg blev anklaget for at være pro-Gaddafi, fordi jeg ikke støttede Natos luftangreb,« siger han.

Hele familien kidnappet

Først var han nødt til at forlade sit hus under trusler fra militser, der var utilfredse med hans dækning, og senere blev det endnu værre, da en af dem kidnappede hans familie sidste sommer.

»De blev sat fri efter 12 timer, men det er nu et år siden, og min søn har stadig talefejl og meget slemme mareridt om natten på grund af chokket,« siger han.

Med hjælp fra Journalister uden Grænser (RSF) flygtede Nazar og familien til nabolandet Tunesien, hvor han fortsat forsøger at holde liv i dækningen af Libyen i udenlandske medier.

»2011 var en gylden tid, hvor alle internationale medier var i Libyen, men nu er der ikke megen international dækning. Udenlandske medier tager ikke mange historier fra Libyen. De sakser bare fra andre eller citerer fra Facebook, hvor alt jo ikke er sandt,« siger han.

Laver nyt netværk

I et forsøg på at kvalificere dækningen af Libyen har han engageret sig i det libyske forbund for journalister i eksil i Tunis. Her er han ved at opbygge et netværk af kompetente libyske journalister, der kan bistå internationale mediers dækning af Libyen indefra.

Der, i den tunesiske hovedstad, sidder han nu med en kop kaffe og trætte øjne og en samtale, der hele tiden kredser om, at revolutionsmageri er en opslidende affære.

Selv ikke i eksilet føler han sig sikker nok til at ville stå frem med navn.

»Vi har brug for al den hjælp, vi kan få, til at dække andre sider af Libyen end illegale immigranter og smuglere,« siger Nazar.

Han mener, at de underliggende problemer med stridende fraktioner i Libyen hurtigt kan blive relevant for Europa.

»I Syrien og Irak var der en direkte trussel mod hele verden, som blev ignoreret, indtil de (IS) var vilde og blodige. Det samme kan ske i Libyen, men alle ignorerer det.«

’Nazar’ ønsker ikke at medvirke med navn, da han frygter, at de, der truede ham og hans familie i Libyen, kan finde frem til ham i Tunis.

Dette er den femte og sidste artikel i en serie om de unge lokale aktivister og journalister, der i dag dækker konflikterne i Libyen, efter at store dele af den vestlige presse har forladt landet.