Hassan Morajea er siden den libyske revolution gået fra at være en 17-årig medicinstuderende til at være en 21-årig journalist med egne bylines i Wall Street Journal og al-Jazeera.

Da han i 2011 gik rundt på Benghazis journalisthoteller og delte visitkort ud med besked om sine engelskkundskaber og telefonnummer, var det blot med at ønske om at udbrede revolutionen og hjælpe de udenlandske journalister, der dækkede den.

[[nid:33867]]

Gik frivilligt i fængsel

Arbejdet med at oversætte og finde kilder og historier til alverdens mediefolk gjorde han gratis, og da en fotograf var på vej i militsfængsel, fik han talt hende ud af cellen og sig selv ind.

»Hun tog et billede af det fængsel, hvor Gaddafis søn skulle sidde, selv om militsen på stedet havde sagt, hun ikke måtte. De opdagede det og ville anholde hende. Men jeg fik dem overtalt til at lade hende være og tage mig i stedet. Jeg regnede med, at jeg med mine kontakter kunne komme ud hurtigt,« siger han.

»En del af mig ville vise det Libyen, jeg kender, og ikke lade en eller anden fyr med et gevær lave en international sag ud af det.«

Han kom ud efter nogle få timer og har siden skruet helt ned for aktivismen og skrevet sig et par ting om Libyen og journalister og deres metoder bag ørerne.

»Jeg er blevet mere skrap med journalister, og så har jeg også lært, at en mand med et våben altid har ret. Man skal bare blive ved med at smile til ham,« siger han med et grin.

Militser nyder dækningen

I begyndelsen var det let at rapportere. Libyerne var ivrige efter at snakke og vise nye sider af deres land efter årtier, hvor Gaddafi havde gjort det uret.

Men i 2012 var der meget, der forandrede sig, både for Hassan og for Libyen. Landet begyndte at synke ned i intern splid, de lokale medier blev mere og mere politiserede og partiske, og befolkningens lyst til at tale med journalister og deres tiltro til dem dalede.

For Hassan lysnede det derimod. Den sommer arbejdede han for en freelancer fra The Guardian, der fik en opgave fra den konkurrerende The Sunday Telegraph, som han ikke kunne tage imod.

I stedet gik den til Hassan.

»Journalisten sagde, at jeg bare skulle gøre, hvad han og jeg normalt gjorde, men uden ham. Så jeg tog ud til Bani Walid, lavede nogle interviews om en militæroperation, og da jeg kom tilbage til hotellet, hjalp han mig med at skrive historien. Skriveprocessen var virkelig det sværeste,« siger han.

Syrien har overhalet

Siden har hans bylines spredt sig til de største internationale medier, og når medierne selv er i Libyen for at rapportere, er det tit med Hassan Morajea bag kameraet.

»Libyen er ikke øverst på prioriteringslisten. De store medier er mere interesserede i Syrien, så når det går løs i Libyen, er der få, der kan forklare, hvad der foregår.«

Featurehistorier fra Libyen er i dag et absolut særsyn, da det stort set kun dækkes som nyhedshistorier og helst i relation til de sager, der handler mere om Europa end om Libyen.

»Libysk politik og den militære situation er uhyre kompliceret. Nogle journalister reducerer det til, at det er islamister, der kæmper mod verdslige, men det er ukorrekt,« siger Hassan og noterer sig, at det går bedre i migranthistorierne, hvor læserne ikke behøver dybere forklaringer end, at sejladserne lader sig gøre ’på grund af kaosset i Libyen’.

Begge sider skal med i historien

Hans sikkerhed er et spørgsmål om tillid mellem ham og de militser, der i skiftende alliancer bekriger hinanden, og trafikken mellem begge sider af frontlinjerne er lige så farlig, som den er nødvendig.

»Jeg giver ikke militserne indtryk af, at jeg er på deres side, når jeg besøger dem. Men jeg siger, at jeg gerne vil vise deres side af sagen, og at min redaktør kræver, at jeg også fremstiller den anden: Uden den anden side kommer den ene ikke i avisen,« siger Hassan Morajea.

»Faktisk er det nærmest, som om de nu nyder det. En fyr sagde, han godt kunne lide, at jeg er neutral. Han kunne se, at han selv blev fair portrætteret, og så gik han ud fra, at det samme gælder beskrivelserne af den anden side. På den måde kunne han finde ud af, hvad den anden side mener.«

Dette er den fjerde artikel i en serie på fem om de unge lokale aktivister og journalister, der i dag dækker konflikterne i Libyen, efter at store dele af den vestlige presse har forladt landet.