For ’Ibrahim’ stod skriften på væggen ikke med tusch, men med 15 kugler affyret af Islamisk Stat (IS) mod hans hjem.

Kuglerne hamrede ind i muren bag ham, mens han selv kastede sig til jorden og blev liggende skrammet og skræmt, men ellers uskadt.

Han fortæller sin historie på en tunesisk kaffesalon i fransk stil med tjenere i sorte veste, bløde, grønne møbler og træpaneler på væggene. Ganske upassende for historien spiller højttalerne Elton John og sangen 'Sacrifice'.

[[nid:33867]]

Fotografen boede indtil flugten i november sidste år i Derna på den libyske middelhavskyst, hvor han var med til at dække revolutionen i 2011 og de omskiftelige år efter.

Sammen med kolleger filmede han i revolutionens første dage demonstrationerne mod Gaddafi og hjalp med at smugle usb-stik med optagelserne ud til Egypten og tv-stationen al-Jazeera.

Det var i høj grad takket være folk som ham, at libyerne og verden forstod, hvad der var i gang, og dermed banede vejen for at skubbe herskeren fra magten og afslutte 42 års diktatur.

Så langt så godt, tænkte Ibrahim og millioner af andre libyere, og gik i gang med at opbygge et nyt Libyen.

Blev professionel fotograf

Under revolutionen gik Ibrahim fra at være studerende og amatørfotograf til professionel fotograf.

Bagefter blev han tilknyttet mediecentret under Dernas lokalråd, hvor han hjalp udefrakommende journalister og selv dækkede udviklingen i byen.

Libyen og Derna nåede aldrig at blive noget paradis, men i oktober sidste år blev det et decideret helvede, da en herskende milits bekendte sig til Islamisk Stat og gjorde byen til gruppens første fodfæste i Afrika.

»Jeg fortsætte med at dække det, der skete. De bomber, drab, mord på dommere og militærkonvojer, som IS står bag,« siger Ibrahim.

Selv om gruppen sidder på magten i Derna, har den ikke fuld kontrol over byen. Den er ikke stærk nok til fuldstændigt at sætte sig igennem, som den for eksempel er det i dele af Irak og Syrien.

Derfor er lokalrådet fortsat med at udstede dokumenter og drive dele af den civile administration. På den måde undgår IS også for meget ballade med de bydele, der ikke støtter gruppen.

It’s no sacrifice at all

Først sprang gruppen Ibrahims bil i luften, og da det ikke var nok til at jage ham på flugt, kom attentatforsøget i november.

I knap tre timer holdt en bil med tonede ruder foran hans hus, fortalte naboerne bagefter. Da Ibrahim hen under aften gik udenfor, trak de ud fra fortovet, rullede vinduet ned og affyrede 15 skud fra et våben med lyddæmper.

»Da de først rullede sideruden ned og pegede pistolen mod mig, troede jeg, det var en joke. Det er sket mange gange før, for den slags er der mange, der joker med i Libyen,« siger Ibrahim.

»It’s no sacrifice at all,« synger den britiske popkonge, mens Ibrahim fortæller om flugten gennem Islamisk Stats mange kontrolposter.

»Efter angrebet fik jeg det meget skidt, og blev hjemme et par dage. Da indså jeg, at jeg var nødt til at flygte eller blive inden døre på ubestemt tid. For når først de har fuld kontrol over byen, så kommer de efter mig,« siger han.

Beslutningen blev at flygte, og begravet under ting blev han få dage senere kørt ud af byen af sine brødre. Foran deres bil var to andre køretøjer med flere brødre og nevøer, der testede kontrolposterne ud ad byen og meldte tilbage over mobiltelefoner.

Der var ingen kontrol af biler lige på det tidspunkt, og Ibrahims bil satte kurs mod Libyens næststørste by, Benghazi.

Der rasede borgerkrigen, og libyere fra Derna havde allerede fået et dårligt rygte i kraft af Islamisk Stat, så der kunne han ikke blive. Han flygtede videre til Tunis, hvor han opholder sig nu.

Dækningen af Derna fortsætter han via sine kontakter blandt kolleger, aktivister og almindelige borgere i byen.

’Ibrahim’ føler sig ikke tryg i Tunis og ønsker derfor at være anonym.

Dette er den tredje artikel i en serie på fem om de unge lokale aktivister og journalister, der i dag dækker konflikterne i Libyen, efter at store dele af den vestlige presse har forladt landet.