I tiden efter Gaddafis fald i 2011 så mere end 700 nye medier dagens lys alene i Libyens næststørste by, Benghazi.

Libyerne var vilde med at fortælle deres historier og lade verden vide, at de og deres land er andet og andre end den excentriske og til tider bindegale oberst, der i 42 år var stort set den eneste libyer, verden kendte til.

[[nid:33867]]

Yousef Sawies vej ind i journalistik begyndte med et tilfældigt møde med en journalist fra The New York Times, der havde brug for en fixer til at tolke, researche og lave aftaler.

Senere lavede han egne interviews for avisen og arbejdede for freelancere fra Canada, Belgien og Frankrig og for Asahi Shimbun, Japans næststørste avis med et dagligt oplag på over 10 millioner eksemplarer.

»Freelancerne var de sværeste og farligste at arbejde med, fordi de ville have saftige afsløringer,« siger han.

Farlig affaldsdækning

Selv de simpleste historier kan vise sig håbløst besværlige i Libyen, siger Yousef Sawie, der i Tripoli forsøgte at skrive en historie om et lille affaldsindsamlingsprojekt.

Under Gaddafi-styret var der intet civilsamfund i Libyen, men efter revolutionen i 2011 er det skudt frem some paddehat på trods af krigshandlingerne.

Ikke mindst på områder, hvor fraværet af fungerende lokalmyndigheder skaber akutte behov for libyerne.

Derfor havde en gruppe besluttet sig for at mødes og samle affald på strande og i parker.

»Jeg tog mit kamera med for at tage et par billeder, men det flippede de helt ud over,« siger Yousef Sawie.

For én ting var, at aktivisterne godt kunne finde ud af at mødes over skraldesække på tværs af kønnene, men noget andet var at fremstille det i en større offentlighed.

»De ville ikke have, at der kom billeder ud af kvinder og mænd sammen.«

Det siger noget om, hvordan forholdet til pressen har udviklet sig siden revolutionen.

I den første tid efter revolutionen var der enorm respekt om journalister og deres arbejde, men siden er de lokale medier sunket ned i virksomhed, der er mere partisk end journalistisk og tilliden er væk.

»De lokale tv-stationer er så partiske, at ingen har lyst til at medvirke,« siger han.
 

Yousef Sawie hjalp under og efter revolutionen i Libyen vestlige medier. »Freelancerne var de sværeste og farligste at arbejde med, fordi de ville have saftige afsløringer,« siger han. Foto: Martin Selsøe

Libyere ikke klar til sandheden

På grund af sikkerhedssituationen opholder han sig for tiden i Tunis, hvor han blandt andet laver undersøgelser for The Economist.

Tusinder af libyere har søgt tilflugt i det relativt fredelige Tunesien, men de er upopulære hos naboerne.

Ikke fordi de suger almisser, men fordi de har så mange penge, at priserne stiger overalt, hvor de kommer frem.

Stod det til Yousef Sawie, kiggede internationale medier på, hvor alle de penge, verdenssamfundet har postet i Libyen siden revolutionen, er blevet af. For libyerne kan ikke få øje på dem, siger han, og det samme gælder Gaddafis gemte oliemilliarder.

Det er et oplagt graverprojekt, men internationale medier vil ikke bruge ressourcerne på det, og i Libyen er der ikke nødvendigvis den store interesse lige nu. Heller ikke for den slags journalistik.

»Jo længere vi venter, jo flere penge forsvinder. Men folk er ikke klar til at se sandheden i øjnene,« siger han.

»De siger, vi skal have fred i landet først.«

Dette er den første artikel i en serie om de unge lokale aktivister og journalister, der i dag dækker konflikterne i Libyen, efter at store dele af den vestlige presse har forladt landet.