I Benghazi var ’Sarah’ i 2011, da revolutionen kom til Libyen, en ung studerende uden det fjerneste begreb om journalistik.

Men i internationale medier kunne hun se og læse, hvordan journalister nu væltede ind fra øst og vest for at beskrive de voldsomme forandringer. Libyerne var vilde med at fortælle deres historier og lade verden vide, at de og deres land er andet og andre end den excentriske og til tider bindegale oberst.

[[nid:33867]]

Men Sarah ærgrede sig over, at så lidt af den engelsksprogede dækning af landet blev lavet af libyere selv. Så hun satte sig til tasterne.

Skrev offline i ni måneder

»Internettet blev afbrudt tre-fire dage inde i revolutionen, så jeg skrev bare i et Word-dokument, jeg gemte på computeren. Da internettet kom tilbage efter ni måneder, lå der en masse tekst, som jeg lagde ud på min blog,« siger hun om de første anstrengelser.

I dag er de fleste af journalister, der dækkede Libyen i 2011 og 2012, rejst. Og dækningen af landet er derfor overladt til libyere som Sarah.

Så fra at skrive meninger og tanker på sin egen blog er hun gået til også at lave interviews og reportage for store medier som fx Middle East Eye og Huffington Post, hvor hun bidrager med alt fra hverdagsbeskrivelser til historier om den igangværende debat om landets nye forfatning.

»Jeg kan godt lide at skrive, så jeg skriver om mit liv, om det, jeg ser, og om, hvad det vil sige at være libyer,« siger hun.

’Revolutionen var ikke det værd’

Siden den amerikanske ambassadør Christopher Stevens blev dræbt under et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012, har hendes by været uden for internationale journalisters rækkevidde.

Hvis de kommer til Libyen, er det langs vestkysten, hovedstaden Tripoli og måske Tobruk nær den libyske grænse. Men Benghazi med godt en halv million indbyggere er i dag en journalistisk ørken.

Antallet af drab er dalet fra 400-500 sidste år, til indtil videre ét i år – en positiv udvikling, Sarah gerne så nogen interessere sig for – men sikkerhedssituationen er stadig dårlig.

For fire måneder siden var Sarahs hus så meget i krydsild, at familien var nødt til at flygte til en anden del af byen.

Siden har de ikke været tilbage, og for nylig blev en af hendes nærmeste venner, en fremtrædende aktivist, skudt og dræbt.

»Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men da han blev dræbt, tænkte jeg, at revolutionen ikke var det værd.«

En anden ven blev også dræbt, og det har fået hende til at tænke på konsekvenserne af at stikke næsen frem. Ikke så meget for hende selv, for hun har besluttet sig for at engagere sig med alt, hvad det medfører. Men for folk og familie omkring hende, der ikke har.

»Jeg kan ikke skrive om alle emner, men jeg prøver samtidig heller ikke at vige uden om at skrive de dårlige ting. Jeg skriver for eksempel om, at ’Operation Værdighed’ er ved at ødelægge byen,« siger hun om en selvbestaltet generals krig mod islamister i Benghazi.

Rådne lig og rabies

Et andet tema i hendes rapporter er konfrontationer med de nye magthavere i bystyret.

Civile aktivister lavede for nylig en liste over de mest akutte problemer på den lokale administrations område:

Bortskafning af rådnende menneskelig fra byens gader og aflivning af gadehunde med rabies, stod der blandt andet på listen.

Aktivisternes indblanding generede byrådet så meget, at et medlem bad dem pakke sig og »gå ud og bygge nogen skoler i stedet«.

For at sætte trumf på vurderede han de frivilliges indsats til at være to på en skala fra 0 til 100.

»Kommunens egen indsats var til 0 ud af 100,« fnyser Sarah.

Fra sin post gør hun, hvad hun kan for stadig at fortælle libyernes historie, men dækningen er præget af, at det også for libyerne er farligt at rejse rundt i deres eget land.

»Folk udenfor ved ikke, hvad der sker i Sydlibyen, hvor der både er problemer med sult, stammer, og hvor narkotika strømmer ind over åbne grænser,« siger hun.

Hun ønsker ikke at medvirke med navn på grund af den alvorlige trussel, der er mod kritiske stemmer i Libyen og ikke mindst i Benghazi.

Dette er den anden artikel i en serie på fem om de unge lokale aktivister og journalister, der i dag dækker konflikterne i Libyen, efter at store dele af den vestlige presse har forladt landet.