Nils Thorsen har tilbragt en stor del af sit 42-årige liv i sit eget hoved. Derinde har han ledt efter svar på en endeløs række af gåder. "Jeg er en bekymret slags. Jeg tvivler meget. Det er ikke så sjovt, men man laver bedre interviews," siger han.

Nils Thorsen går mig i møde. Han er lille og rank. Skridtene er små, mens armene svinger kraftfuldt frem og tilbage.

"Hej". Hånden kommer frem. Et hurtigt, fast tryk. Så kigger han ned i gulvet, mens hænderne søger helle på hofterne.

Journalist Nils Thorsen er nærmest en institution i dansk presse. Han skriver rekordlange portrætinterviews med kendte danskere. De usædvanligt personlige artikler er blevet trykt i bøgerne "Engle og Dæmoner" (1999) og "Den man er" (2001). For nylig blev den tredje bog med navnet Nils Thorsen på omslaget udgivet. "Klangen af et menneske", hedder den. Med undertitlen: "Om at spørge godt, lytte rigtigt og finde sit eget sprog."

Vi når enden af en smal mørk gang på Politikens kulturredaktion.

"Vil du have kaffe?"

Nils Thorsen finder et plastikbæger og sætter det ind under en tud. Så kigger han ind gennem en dør til højre.

"Det er min søster."

Journalisten Lotte Thorsen sidder to meter fra os og smiler. Hun er lillesøster. "Men større," som hun bemærker. Hun kommer hen og læner sig op ad dørkarmen. "Jeg er det kæreste, han har," siger hun med fløjlsstemme og smiler drillende.

"Arrh," kommer det næsten lydløst og genert fra Nils Thorsen. Han skubber en dør op og drejer hovedet.

"Det har været en mærkelig dag."

"Min fugl er forsvundet. En papegøje med gråt hoved. Jeg har haft den i 7-8 år. Det er en meget lille fugl med stor personlighed og endnu større ego."

Nils Thorsen har været journalist på Politiken i 18 år, alligevel står der kun omkring 20 bøger pænt ordnet og 10-12 tomme tidsskriftholdere på hans lille kontor med skråvæg.

"Jeg er ingen samler," konstaterer han og sætter sig forsigtigt ned.

Der er stille lidt. Han ser afventende på mig. Undrende, som om han ikke helt kan forstå, at det er hans tur til at tale.

"Buller er i virkeligheden en pisse irriterende fugl," siger han så.

"Den har en blanding af nysgerrighed og angst for alt nyt."

Nils Thorsen kigger op i den blå himmel gennem Velux-vinduet.

"Den er garanteret søgt opad. Og så er den jo hurtigt væk."

I samme øjeblik begynder rådhusklokkerne omkring 100 meter væk at dundre.

"Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan dør den? Hvor koldt er det om natten? Hvor længe kan sådan en fugl leve? Hvad ved den? Hvad tænker den?"

Nils Thorsen har altid søgt svar. Han søger opad ligesom Buller. I buddhisme, naturvidenskab, filosofi og psykologi.

I perioder er han mere optaget af det ene end det andet. Men én gåde bliver ved med at dukke op: Hvordan er det at være et andet menneske?

 

Luderen
Allerede som dreng følte Nils Thorsen sig anderledes. Han troede, at han var den eneste i hele verden uden et kranium. Andre kunne han jo ikke trænge ind i hovedet på. Men ham selv kunne man færdes på indersiden af. Blandt tanker og følelser. Nils fandt hurtigt ud af, at han havde et kranium ligesom alle andre. Men følelsen hang alligevel ved.

Følelsen af at være anderledes.

"Alle føler sig anderledes, tror jeg. Det er måske det klareste tegn på, at man er ligesom alle de andre."

I 6. klasse kaldte han sig kommunist og ønskede at gøre verden til at bedre sted at være. Derfor blev han som 25-årig journalist med eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i Århus.

Nils Thorsen fik et vikariat i DR, først på Natredaktionen og senere Radioavisen. Så kom han til Politiken, hvor han fik en plads som kommunalreporter.

Men der var sket noget siden 6. klasse.

"Jeg følte mig fejlanbragt i faget."

I "Klangen af et menneske" beskriver Nils Thorsen sin første tid på Politiken således:

Tidsånden optog mig ikke synderligt. Skredet i moralen endnu mindre. Betalingsbalancen og det kommunale selvstyre var nok heller ikke lige det, jeg tænkte på, når jeg cyklede til arbejde. Det var mere små, lommefilosofiske spørgsmål som: Hvordan opstod universet? Hvad er bevidsthed? Hvorfor tror mennesker på Gud?

Spørgsmål, man dengang overlod til astronomer, filosoffer og teologer. På avisen blev den slags spørgsmål betragtet som latterlige, nærmest barnlige.

Efter et halvt år på Politiken besluttede han sig for at tage ud og rejse.

"Jeg måtte finde på et eller andet for at holde op med at være der. Men da jeg kom hjem igen, fik jeg til min store fortrydelse en fast stilling."

Nils Thorsen kæmpede snart med Berlingske Tidende om at komme først med nyhederne fra Borgerrepræsentationen.

Alle livets gåder lod han forblive under sit kranium.

Men en dag i foråret 1990 skete der noget. Nils Thorsen blev sendt til Warszawa. Han interviewede en luder og skrev en meget personlig beretning fra den polske hovedstad:

Lige som ved byen aner man hendes gamle, velbevarede karaktertræk, men modsat Warsawa er de ikke tilgængelige for turister. Vi er henvist til de hastigt opstavlede kasteller, der står godt til hotellerne, natklubberne, hotelværelserne. En mindre kamp udspiller sig mellem os.

Begge vil vi bare udføre vores arbejde, uden at den anden får lov at udføre sit. Jeg må spørge tre gange, før hun indvilger i at fortælle, hvordan hun blev business-girl …"

Historien blev et vendepunkt.

"Den var så psykisk, så indvendig. Jeg havde det sådan: Gud kan man det. Det var en enormt afklædt fornemmelse at skrive den."

Nils Thorsens stemme er følsom, men omgivet af en sprød skorpe. Han leder efter de rigtige ord og lægger tryk de rigtige steder. Som i et stykke klassisk musik. Han gør sig umage.

"Tidligere havde jeg ikke turdet at lave de der reportager. Mine krav til, hvor god reportagen skulle være, var så høje."

Han fik meget ros for artiklen om Warszawa. Blandt andet af daværende chefredaktør Herbert Pundik. Oplevelsen fik noget til at skride inde i Thorsen.

To verdener begyndte at smelte sammen.

"I den ene verden er vi enige om, hvad der er vigtigt. Det er nøgternt, konkret og rationelt. Den anden er subjektiv, diffus og handler om, hvordan man oplever som menneske. Jeg opfattede det som en maskulin og en feminin verden."

Tidligere havde journalisten Nils Thorsen udelukkende befundet sig i den maskuline verden. Men luderen fra Warszawa havde åbnet en kanal til den feminine verden. Den har stået åben lige siden. I dag arbejder han hele tiden med følehornene, som han siger, og han undrer sig over, at der ikke er flere journali-ster, der "træder ind i det personlige".

"Det, som optager os allermest, skriver vi ikke om. Døden, kærligheden, meningen, angsten. Og når vi skriver om det, er det kejtet. Enten meget useriøst eller sådan lidt fiffigt. Det forstår jeg ikke."

 

Hvad ser andre?
"Der er to veje, vi kan køre. Den hurtige og den hyggelige," siger Nils Thorsen og drejer til højre ad den "hyggelige vej". Han sidder på en lille aluminiumsblank cykel. Styret rejser sig lodret fra forgaflen, så Nils Thorsen kommer til at sidde oprejst. Han træder langsomt. Som en gammel mand på en drengecykel.

Da vi når Ole Suhrs Gade, kigger han op mod det åbne vindue på fjerde sal.

"Det var min søster, der sagde, at jeg skulle åbne vinduet. Så fuglen kunne finde ind. Men det kan den ikke. Med den vind er den sikkert blæst til Vesterbro nu," smiler han.

Han går ind i stuen og stiller sig midt på gulvet og kigger rundt. Alle møbler er rykket ud mod væggene. Spisebordet, den flade aflange montanareol, den grå sofa, og skrivebordet med fladskærmen, som er placeret mellem de to vinduer. Der er ryddeligt.

"Da jeg kom hjem i går, tænkte jeg: Hvordan ville jeg aflæse ham, der bor her. Jeg kiggede på den stramme montana-reol. Og så ville jeg se de der ledninger, der hænger ned, og som har hængt der i årevis. Det er det der ungkarlesjusk."

Nils Thorsen sætter sig langsomt i sofaen. Som om han var bange for, at den skulle brase sammen under ham. Det afventende blik vender tilbage. Han har grågrønne øjne, indrammet af skrånende øjenlåg, der efterlader en konstant tristesse. Selv når han smiler.

"Jeg kan godt blive bange, når der kommer folk. Gad vist, hvor mærkeligt det er at have ledninger hængende? Jeg tænker: Er det enormt rodet? Eller er hængende ledninger noget, alle har – uden at jeg har lagt mærke til det? Jeg er ikke klar over, hvordan andres blikke er. Jeg ved ikke engang, hvad de ser."

 

En bekymret slags
Som barn delte Jørgen Schleimann et loftsværelse med sin lillesøster. Og i lang tid kravlede han ud af dynerne, straks søsteren var faldet i søvn, og lagde sig under sengen med sin spejderdolk knuget i hånden. En bredbladet kniv med håndtag af hjortetak.

"Og så lå jeg ellers og ventede på, hvad der skulle komme ind fra det mørke loft," siger han. (Portræt af Jørgen Schleimann, 1999)

"Det er en gåde for mig," begynder Nils Thorsen, "at jeg har lavet portrætinterviews, der er kommet tæt på nogle mennesker. Men…"

Lyset rammer den solbrændte, høje pande. En blodåre snirkler sig op mod hårgrænsen.

"… Jeg tror, det skyldes en række forskellige ting," siger han og trækker vejret dybt ind gennem næsen.

"Da jeg gik i skole, åd jeg bøger. Men jeg holdt meget hurtigt op med det. Fordi det slog mig, at jeg kunne glemme at aflevere dem. Jeg var bange for ikke at få afleveret dem tilbage. Når jeg havde lektier for, måtte jeg lave dem med det samme, for jeg kunne ikke have det i hovedet. Den nervøsitet er ikke så sjov at have, men den betyder, at jeg gør mig virkelig umage i dag. Det er virkelig vigtigt, at jeg ikke gør noget forkert."

Hans hænder arbejder næsten hele tiden, mens han taler. I kontrollerede og rolige bevægelser. Som om han pakker sætninger og ord ned i små usynlige æsker, inden han sender dem hen over bordet.

"Nogle mennesker er indadvendte, og nogle er udadvendte. Jeg er begge dele på skift. Men mest indadvendt. Jeg er en bekymret slags. Jeg tvivler meget. Det er ikke så sjovt, men man laver bedre interviews."

Tvivlen gør ham opmærksom på alle de andre måder, han kan gøre tingene på.

"Hvad nu, hvis jeg formulerede spørgsmålet anderledes? Hvad nu, hvis jeg indledte et andet sted? Det er jo en beslutningsangst. Men de interviews var aldrig blevet, som de er, hvis jeg ikke havde tvivlet og overvejet alle de andre mulige måder at spørge og skrive på."

"En anden ting, som er meget vigtig, handler om at skrive," siger Nils Thorsen og ser straks lettet ud. "Det har været en utrolig oplevelse for mig at blive bedre til at skrive. For jeg kunne slet ikke finde de ord tidligere, som jeg kan i dag."

Han rækker frem mod en stanniolbakke, hvor der for lidt siden lå en gulerodskage. Han klemmer forsigtigt, og bakken giver en skarp lyd fra sig.

"Jeg kan ikke finde ordene for den lyd, men jeg hører den. Og så kan jeg gemme den i mit hoved og begynde at fylde ord på. Det kan alle, men jeg har gjort det til en vane. Jeg har lært mig selv at fastholde den ordløse oplevelse – af lyde, synsindtryk og fornemmelser – i nogle få se-kunder, mens jeg leder efter ord til at beskrive dem."

 

At mærke verden
Nils Thorsen bliver drillet på Politiken. Det konstaterer han med et smil.

"Jeg bliver hånet for at skrive langt. Og så er der dén der: Nå, er det én, der skal op på briksen. Vi sender Thorsen. Det er jo sjovt," siger han tørt.

Nils Thorsen har en privilegeret stilling, hvor han stort set kan skrive, hvad han vil. Og lige så langt han vil. Det er let at tro, at han sidder trygt og behageligt på sin journalistiske hylde.

Men sådan er det ikke.

"Det er et angsthelvede at lave de portrætter," siger han tungt og kaster kroppen tilbage i sofaen. Sidder stille nogle sekunder og rykker overkroppen frem igen. Så skifter han pludselig udtryk. Fra koncentreret til urolig.

"Jeg synes, det er så selvoppustet det her. Jeg er lidt sky for at blive set med min dirigentstok, mens jeg tror, at der står et symfoniorkester foran mig … men det fylder jo meget for mig."

"NÅ," siger han højt som for at slå takten an igen.

"Jeg elsker at lave de portrætter. Det er dejligt at bruge sig selv. At prøve, med ord, at række ud efter fornemmelsen af at sidde over for Johannes Møllehave for eksempel. Det er en måde at anstrenge sig for at mærke verden. Mærke den lidt mere, end man ellers ville gøre."

Telefonen ringer.

"Det var min søster. Hun har fået en til at efterlyse Buller på bagsiden. Det er rigtig sygt." Han griner et kort øjeblik.

"For mig har det virkelig været vanskeligt at skrive de her portrætinterviews, fordi jeg synes, det skulle være skidegodt. Hvis man tillader sig selv at opdage for mange tangenter, så bliver man bange. Jeg gør i hvert fald. For hvilke skal man anslå? Der er så mange tangenter."

"Men hvorfor laver jeg dem så?" spørger han sig selv højt og venter længe med at sige noget. En egenskab, som de mange portrætinterviews har lært ham.

"Jeg ved det ikke. Det er svært … måske fordi jeg kan. Man gør jo det, man kan. Ikk?"

Han kigger ud ad vinduet, hvor eftermiddagssolen er ved at gå ned bag lejlighederne, og hvor Buller et eller andet sted basker rundt.

"Følelsen af at være anderledes er meget stærk hos mig," siger han og drejer hovedet.

"Jeg tror hele tiden, at jeg ligger i en slags forhandling med resten af verden, en slags undersøgelse af, hvor forskellig jeg er. Hvor anderledes er de andre, og hvor anderledes er jeg, og hvad har vi til fælles."

"Portrætterne er formodentlig en del af den undersøgelse." Han løfter øjenbrynene.

"Måske."

 

Buller blev fundet dagen efter dette interview i Botanisk Have i København. Omkring 100 meter fra sit hjem. Fuglen havde et mærke i hovedbunden, men var ellers i god behold.

– Nils Thorsen er født den 6. december 1960 i Birkerød.

– Han blev journalist som 25-årig og fik et vikariat på DR, først på Natredaktionen, og senere Radioavisen. Derefter blev han ansat på Politiken, hvor han har været lige siden. Først som kommunalreporter, krimireporter, almen journalist og siden 1997 på kulturredaktionen.

– Nils Thorsen har været udsendt som krigsreporter i Irak, Jugoslavien, Afghanistan og Israel. Men mange vil måske genkende ham fra sommeren 2001, hvor han i 44 dage skrev en personlig dagbog fra fyrtårnet på Omø. Her boede han med sin papegøje Buller.

– Nils Thorsen har gennem de seneste otte år skrevet lange portræt-interviews af mere eller mindre kendte danskere. En stor del af portrætterne er blevet trykt i bøgerne: "Engle og Dæmoner" (1999) og "Den man er" (2001).

– I den helt nye bog, "Klangen af et menneske", skriver han, hvordan han laver portrætterne.