Tøger, Lisbeth og Jørn er de mest magtfulde

Chefredaktørerne for landets tre største dagblade er de mest magtfulde personer i den danske medieverden. Det viser ny liste over landets 100 mest magtfulde personer, der offentliggøres i Berlingske Nyhedsmagasin på fredag. Se her, hvem der er i top.

Chefredaktørerne for landets tre største dagblade er de mest magtfulde personer i den danske medieverden. Det viser ny liste over landets 100 mest magtfulde personer, der offentliggøres i Berlingske Nyhedsmagasin på fredag. Se her, hvem der er i top.

Den komplette magtliste over alle indflydelsesrige personer i Danmark er foreløbig hemmelig, men Berlingske Business sætter allerede i dag fokus på medieverdenens magthierarki. Og her er billedet meget klart:

Det er Tøger, der styrer.

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, er således i dag Danmarks mest indflydelsesrige medieperson skarpt forfulgt af Lisbeth Knudsen fra Berlingske, og noget længere nede på listen kommer så chefredaktør Jørn Mikkelsen fra JP.

Konkret indtager de tre chefredaktører følgende pladser i Danmarks magthierarki: nummer 28, 30 og 40, skriver Business.

Sammenligner man med Berlingske Nyhedsmagasins tilsvarende magtanalyse for seks år siden, er de tre chefredaktører endda kravlet opad på den samlede magtliste, der desuden består af politikere, virksomhedsledere og andre indflydelsesrige danskere.

Dengang var de tilsvarende placeringer for de daværende chefredaktører: Tøger Seidenfaden (Politiken), Karsten Madsen (Berlingske Tidende) og Jørgen Ejbøl (Jyllands-Posten) henholdsvis 35, 51 og 68.

Ifølge Berlingske er der dog ikke noget overraskende ved udviklingen: Tidligere generaldirektør for DR Christian Nissen peger således på, at chefredaktørerne for de store aviser har fået langt større gennemslagskraft i medierne i de senere år. Og kigger man længere end seks år tilbage, vil tendensen formentlig være endnu mere udbredt, vurderer han:

»To ud af de tre chefredaktører markerer sig jævnligt i tv-debatter, hvor de tilkendegiver deres mening om generelle samfundsforhold. Det gjorde man ikke for 15-20 år siden. Dengang skrev man bare en leder,« siger han og peger på, at Lisbeth Knudsen og Tøger Seidenfaden er et skridt foran deres kollega fra Jyllands-Posten, når det gælder den offentlige eksponering.

Resultaterne fra Berlingske Nyhedsmagasin adskiller sig i øvrigt markant fra den magtanalyse, som fagbladet Journalisten offentliggjorde i januar i år. Ifølge fagbladets rangliste over magthaverne i de danske medier – Magtens top 200 – lå David Montgomery fra Mecom Group dengang i top efterfulgt af adm. direktør for JP/Politikens Hus Lars Henrik Munch. De næste navne på listen var Jón Ásgeir Jóhannesson (Baugur Group/Nyhedsavisen), Brian Mikkelsen (daværende medieminister), Anders Fogh Rasmussen (pressens minister), Merete Eldrup (TV 2), Lisbeth Knudsen (Berlingske), Kenneth Plummer (DR), Jørgen Ejbøl (JP) og endelig Per Mikael Jensen på 10. pladsen.

Først herefter fulgte så Tøger Seidenfaden som nummer 11 på fagbladets rangliste.

Der er dog væsentlige forskelle på opgørelsesmetoder og jury, hvilket angiveligt er årsagen til den markante forskel på resultaterne i Berlingske Nyhedsmagasin og fagbladet Journalisten.

Undersøgelsen i Berlingske Nyhedsmagasin definerer alene magt som muligheden for at påvirke det danske samfunds udvikling, hvorimod undersøgelsen i fagbladet Journalisten også tog højde for personernes mulighed for at påvirke medieverdenen.

»Det betød, at folk som Jørgen Ejbøl og Lars Munch sprang længere frem på listen. Når det handler om at påvirke samfundet generelt, bør chefredaktørerne toppe listen,« siger Christian Nissen, der var en del af juryen i Journalistens undersøgelse.

Magtanalysen 2008 i Berlingske Nyhedsmagasin er blevet til ved hjælp af 185 samfundsforskere på de danske universiteter, som har fået en liste med 134 navne udvalgt af Berlingske Nyhedsmagasin. 

Læs flere kommentarer i dagens udgave af Berlingske Business samt Berlingske Nyhedsmagasin, som udkommer på fredag, hvor det blandt andet bemærkes, at Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, ligger forholdsvist langt nede på listen (nummer 85 på top 100-listen). Dermed overgås han af både Jørgen Ejbøl, Merete Eldrup, Kenneth Plummer, Lars Henrik Munch, Leif Beck Fallesen, Anne Knudsen og Michael Dyrby.

Læs også artiklen: Politikerne tillægger medierne stor magt.

0 Kommentarer