I næste uge modtager journalist Thomas Foght fra Radio24syv Kristian Dahls Mindelegat for artikel- og radioserien ’Kina i kulissen’.
Han får prisen fra Kreds 1 for at have afdækket, hvordan Kinas diplomatiske indflydelsesvirksomhed har forsøgt at lægge et pres på Danmark og danske institutioner.
”Thomas Foghts journalistiske historier giver et unikt indblik i Kinas gedulgte, men meget hårdhændede metoder over for en lille nation som Danmark, der hurtigt kan blive presset på bl.a. ytringsfriheden,” lyder det i begrundelsen af juryen.
Endnu et tibetflag
Thomas Foght har i ’Kina i kulissen’ blandt andet beskrevet, hvordan den kinesiske ambassade lagde pres på embedsmænd i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning, fordi en kvinde havde et tibetansk flag på sit halstørklæde, da den kinesiske ambassadør i Danmark skulle plante et træ ved en offentlig ceremoni.
Den kinesiske ambassade vendte ikke tilbage på Radio24syvs henvendelse i sagen. Ambassaden er heller ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.
En anden sag handler om Confucius Institute på Aalborg Universitet – et institut, som de andre store danske universiteter afviste at samarbejde med af hensyn til deres uafhængighed og omdømme.
Syddansk Universitet takkede for eksempel nej til at få instituttet, fordi der fra kinesisk side var en række krav til, hvilken litteratur der skulle bruges i undervisningen.
På Aalborg Universitet afviste dekan Henrik Halkier, at universitetet har været udsat for påvirkningsforsøg.
”Ikke så vidt jeg er orienteret – og vi har taget vores forholdsregler,” sagde han.
15-20 historier
’Kina i kulissen’ kørte i løbet af efteråret 2018 og bestod af 15-20 historier, som i alt var et år undervejs.
Det var nemlig tilbage i efteråret 2017, at Thomas Foght spurgte sig selv, om tibetsagen fra 2012 monstro var en enlig svale. Eller om sagen viste, hvor langt danske institutioner, politikere og myndigheder er parate til at gå for at behage Kina.
”I tibetsagen kunne man se, at den kinesiske ambassade forud for besøget i 2012 havde lagt pres på Danmark. Jeg var interesseret i at vide, om man kunne dokumentere det samme i andre sager,” siger Thomas Foght.
Han beskriver selv sin metode som ”spredehagl”.
”Jeg havde en fornemmelse af, at hver gang Danmark samarbejdede med Kina, ville der være en form for pres eller klare hentydninger fra kineserne. Jeg havde en klar idé om, at jeg ville finde noget, hvis jeg undersøgte de her samarbejder,” siger han.
Frygter for konsekvenserne
Tidligt besluttede han, at temaet skulle hedde ’Kina i kulissen’, fordi han ville undersøge, hvordan Kina prøver at udøve indflydelse på dansk jord.
”Og at det typisk foregår i det skjulte.”
Afdækningen har været alt andet end nem. Mange anmodninger om aktindsigt er blevet afvist med begrundelsen om, at det kunne skade Danmarks forhold til Kina og samarbejde med andre organisationer.
”Min research undervejs har bekræftet min tese: Man ønsker ikke, at der kommer kritik af Kina, fordi man er bekymrede for konsekvenserne.”
Kristian Dahls mindelegat overrækkes til Thomas Foght i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København i dag klokken 16.00. Med prisen følger et legat på kr. 15.000.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flot, flot arbejde, Thomas. Tillykke.