search

TÆNK videre

Forbrugerrådets blad Tænk har journalistisk overlevet udliciteringen til Benjamin. Men væsentlighedskriterierne er ikke så høje som i gamle dage, lyder kritikken fra to eksperter. Claus Dithmer, redaktør, replicerer, at Tænk i dag har flere tilfredse læsere.


foto: polfoto

Der var fra starten særligt højt til loftet på redaktionen, da Poul Henningsen som den første indtog pladsen som redaktør for Tænk i 1964 og gjorde magasinet til en institution i dansk forbrugerjournalistik.
Han slog i bordet, da det blev foreslået, at bladet skulle døbes ’Køb’, for missionen var, at forbrugerne skulle tænke. Med en sådan idealisme i bagagen var bekymringerne til at få øje på, da Forbrugerrådet i efteråret 2012 meldte ud, at den redaktionelle produktion blev udliciteret til Benjamin, der blandt andet er kendt for titler som Woman, M! og Bo Bedre.

Udliciteringen kom efter flere år med stridigheder mellem redaktionen, ledelsen og Forbrugerrådet. Forbrugerrådet ønskede, at det blev tydeligere for læserne, hvad de fik for medlemskronerne, og samtidig skulle omkostningerne sættes kraftigt ned.

Selv om de økonomiske vanskeligheder længe havde luret i horisonten, kom udliciteringen som et chok på redaktionen.
»Folk håbede på, at ledelsen ikke havde valgt den værst tænkelige løsning,« sagde daværende tillidsrepræsentant, Annelene Højvang Larsen, da udliciteringen blev meldt ud. Hun kunne berette, hvordan choktilstanden hurtigt blev afløst af knus og våde øjne blandt medarbejderne, der var nervøse for, at det kunne blive enden på bladets kvalitet, uafhængighed og særlige DNA.

Journalisten har fulgt Tænk tæt før og under udliciteringen. Nu har vi gjort status ved at lade to erfarne kræfter inden for forbrugerjournalistikken give deres bud på, hvordan og hvor meget magasinet har ændret sig, siden Benjamin tog over.

Valget er faldet på Lone Ryg Olsen, tidligere forbrugerredaktør på Jyllands-Posten, og Mette Guldagger, der har en fortid i Forbrugerstyrelsen og nu sidder som journalist på Politikens forbrugerredaktion.
De giver deres vurdering på baggrund af en konkret gennemgang af de sidste to numre af Tænk inden udliciteringen i slutningen af november sammenlignet med de to nyeste udgaver fra april og maj. Målestokken er den beskrivelse af Tænk, som Forbrugerrådet giver på sin hjemmeside: Bladet skal være oplysende, kritisk og grundigt.

De kan først og fremmest konstatere, at bladet på mange måder ligner sig selv, og Mette Guldagger mener endda, at Tænk er kommet helskindet igennem den stormombruste udlicitering. Især kan det mærkes, at selve testredaktionen er blevet i huset. Der er dog sket forandringer undervejs, som ikke falder i god jord hos de to.
»Der er stadig kritiske vinkler, men der er meget mindre bid. Der er mere dameblad og mindre vagthund,« siger Lone Ryg Olsen og tilføjer:
»Det passer i mine øjne ikke så godt med den historiske arv, som Forbrugerrådet har.«

Desuden dokumenterer Tænk ikke længere lige så tydeligt, at de problemer, der bliver taget op, reelt er problemer.
»Journalistikken er blevet mere postulerende end før. Det bliver fluffy og ukonkret,« lyder det fra Mette Guldagger, som sender en opfordring til chefredaktøren:
»Han skal passe rigtigt meget på, at det ikke bliver sådan et sted, hvor organisationens ting skal ud mellem sidebenene.«

Endelig peger de to samstemmende på, at det kan være problematisk, at Forbrugerrådet oftere optræder som kilder og kritikere efter udliciteringen.
Siden udliciteringen har Claus Dithmer kunnet kalde sig chefredaktør for Tænk i tillæg til sin titel som kommunikationschef for Forbrugerrådet. Han kalder udliciteringen »en økonomisk nødvendighed«.
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg også var skeptisk, da vi skulle i gang med det her, og jeg ville da hellere have beholdt Tænk inhouse. Nu var det bare sådan, at økonomien så ud, som den gjorde. Men foreløbig er jeg rimeligt godt tilfreds, uden på nogen måde at have armene hævet over hovedet,« siger Claus Dithmer.

Han er helt på linje med Lone Ryg Olsens betragtning om, at journalistikken nu er mere rettet mod medlemmernes virkelighed, men det er en naturlig udvikling.
»Vi er pissestolte af, at det er PH’s blad, vi laver, og vi har ingen intentioner om at smide PH på møddingen. Omvendt vil jeg også sige, at PH var for 65 år siden, og det ville da være underligt, hvis man ikke udviklede på et koncept, der er så gammelt,« siger Claus Dithmer.

Til gengæld afviser han klart, at Forbrugerrådet skulle fylde for meget i Tænk nu, eller at det er blevet pseudoproblemer, som bliver taget op i bladet.

Fornyelsen er fundet sted bag Frederiksberg metrostation, hvor forlaget Benjamin holder til i en gul murstensbygning, der mest af alt minder om et gammelt pakhus. Indenfor afslører de åbne kontorlandskaber i tre etager, at der er tale om en veltunet og moderne medievirksomhed.

I stueetagen sidder Tænks redaktionschef, Lars Andresen, der ser det som en stor ære at være blevet udpeget som Benjamins førstemand på bladet. Selv om Tænk nu er rykket ud af Forbrugerrådet, så forsikrer han, at ånden fra Poul Henningsen bliver båret videre med største omtanke.
»Jeg er vokset op med Tænk derhjemme. Det har været en del af min opvækst, og da jeg var barn, troede jeg, at det var noget, som alle danskere fik automatisk. På den måde har det været en del af min journalistiske skoling, helt fra før jeg blev journalist,« siger han.

Fingrene dirrer i ophidselse, når han fortæller om, hvad der kunne være sket, hvis produktionen var blevet givet videre til en uengageret tredjepart.
»Så havde de bare fucket det op,« siger Lars Andresen.

Han udgør den skrivende del af Tænks faste redaktion sammen med Tage Majland, der også sad med i redaktionen, før den blev udliciteret. De behandler en del af testredaktionens resultater journalistisk og skriver korte nyheder til magasinet – resten står et hold af 10 fasttilknyttede freelancere for.

Freelancerne er typisk valgt ud fra, at de har særligt kendskab til områder inden for forbrugerjournalistikken, og flere af dem er Tænk-journalister fra før udliciteringen.
En af dem er Thomas Lemke, som Tænk har hyret ind til at færdiggøre en kritisk historie om den økonomi, der er i at handle med forbrugeres e-mailadresser og telefonnumre. Som tillidsmand på Tænk advarede han ved udliciteringen mod, at den kritiske linje stod til at ryge sig en tur, men i dag mener han, at det umiddelbart ikke er tilfældet. Til gengæld er han usikker på, om modellen med mange freelancere kan bære i fremtiden, og især de tunge systemhistorier kan stå for fald. Eksempelvis bygger hans historie om forbrugernes e-mailadresser på en omfattende research, som han lavede i tiden som fastansat.

»Hvis jeg skulle have startet denne her historie op fra bunden, havde det krævet meget mere tid, og så er det ikke sikkert, at Tænk i det nuværende setup ville have betalt for det,« siger Thomas Lemke.
Redaktionschef Lars Andresen slår dog fast, at der stadig er luft i budgettet til at søsætte tunge systemhistorier, men han siger samtidig, at historierne skal give mening i den enkelte forbrugers virkelighed.

Og det ser også ud til, at journalistikken har skiftet perspektiv efter udliciteringen, mener Lone Ryg Olsen efter at have sammenlignet de gamle og nye numre.
»Det er meget ’what’s in it for me-journalistik’ og ikke så meget om, hvordan jeg som medlem af Tænk kan være med til at sætte dagsorden og ændre samfundet,« siger Lone Ryg Olsen.
»Det er let tilgængeligt stof, som er let at lave og let at læse, men man har det måske som med hurtige kulhydrater: Hurtigt spist med en sød smag i munden, men så er det også hurtigt væk igen, og mæthedsfornemmelsen er til at overskue,« siger Lone Ryg Olsen.

Omvendt er de tungere historier sværere at lave og formidle forståeligt og kræver meget arbejde, konstaterer hun.
Det er ingen tilfældighed, at fagpersonerne har indtryk af, at journalistikken har fået et nyt perspektiv, for det er en del af en bevidst strategi, fortæller Claus Dithmer.

Siden udliciteringen har han fungeret som både kommunikationschef i Forbrugerrådet og chefredaktør på medlemsbladet. Han har kontor på de gamle Tænk-gange i en baggård til Fiolstræde, hvorfra han løbende holder sig orienteret om, hvad der sker hos Lars Andresen og Tage Majland på Benjamin. På den måde sikrer han sig, at Forbrugerrådet får netop det medlemsblad, som rådet ønsker sig. Det er blandt andet et blad, hvor journalistikken gør det tydeligt for både nuværende og potentielle medlemmer, at man får noget for medlemskronerne. Derfor er han også tilfreds med, at Lone Ryg Olsen netop synes, at fokus er ændret. »Det ville være åndsvagt andet, for som alle andre medier vil vi gerne have flere læsere og medlemmer af Forbrugerrådet, så det er klart, at vi fokuserer på, hvad du kan bruge,« siger Claus Dithmer.

Ønsket om hverdagsnært og handlings-anvisende journalistik falder nemlig i god jord hos de eventuelle nye medlemmer, som Tænk gerne skal skaffe Forbrugerrådet.
»Vi vil aldrig blive fuldstændigt styret af, hvad læserne vil have, men selvfølgelig har det da en betydning, og vi ville være idioter, hvis ikke vi tænkte på, hvad der faktisk er et marked for,« siger Claus Dithmer.
Han afviser i samme åndedrag, at stilskiftet bunder i, at det er billigere at lave det, som Lone Ryg Olsen kalder dameblads-journalistik, end det er at grave komplicerede systemhistorier ud.

Men uanset hvad sætter den nye situation med freelancere andre rammer for, hvad der kan lade sig gøre redaktionelt, medgiver han. Over tid kan det spille ind på, hvor meget indviklede systemhistorier fylder i indholdsfortegnelsen.
»Det er næsten logik for burhøns, at hvis du har fagjournalister, der kun sidder og laver bestemte stofområder, så er det klart, at de også vil få mere op under neglene, så det kan godt være, at det kan ses på den lange bane. Men det bliver bladet ikke nødvendigvis dårligere af. Alt tale om damebladsjournalistik er i min bog helt ude i hampen,« siger Claus Dithmer.

Freelanceløsningen er således især et spørgsmål om budgettets bundlinje.
»Vi laver jo blad ud fra en given økonomisk forudsætning. Det skal jeg ikke lægge skjul på,« siger Claus Dithmer. Han understreger dog, at han har fuld tillid til freelancernes kompetencer, og at den lille faste redaktion med mange freelancere giver andre muligheder – for eksempel i form af fleksibilitet.

Både Lone Ryg Olsen og Mette Guldagger har rynket bryn over, at Forbrugerrådet i væsentlig højere grad end tidligere optræder som kilder i Tænk-artiklerne. Det bider dog ikke på Claus Dithmer.
»Det er bevidst. Det er jo Forbrugerrådets blad, og det er Forbrugerrådets medlemmer. Og vi har den kæmpe ressource, at vi har otte testmedarbejdere og en del politiske eksperter, så det er fuldstændigt naturligt. For flere år tilbage var det næsten sådan, at redaktionen nærmest havde brug for at bevise, at den ikke var i lommen på Forbrugerrådet, men hvorfor egentlig?« spørger Claus Dithmer.

Det giver fagfolkene gerne indirekte et bud på. De advarer nemlig mod, at for meget organisationspolitik kan ende med at gå ud over journalistikken.
»Man bruger Forbrugerrådet meget mere som kilde end før, og de har en langt mere fremtrædende plads i stort set alle historier,« indleder Lone Ryg Olsen og fortæller, at hun mener, at man er gået lige til kanten.
»Det er legitimt – det er deres blad – men rent journalistisk er jeg ikke sikker på, at det er en fordel. Jeg kan godt få lidt Forbrugerråds-forstoppelse, når jeg læser det her,« lyder det fra hende.

Og Mette Guldagger peger på, at Tænk i de seneste numre byder på flere artikler, hvor man har holdt sig til Forbrugerrådet som kilde for at dokumentere, at det, artiklerne handler om, reelt er problematisk.
»Det er fint, at Forbrugerrådet synes, at noget er et problem, men hvis man skal lave journalistik om det, skal det bygge på dokumentation,« siger Mette Guldagger.

Det er en naturlig udvikling, som altså stemmer overens med Forbrugerrådets ønske med Tænk, forklarer Claus Dithmer, der ikke mener, at det har taget overhånd.
»Der er ikke nogen klausul på noget, og vi bestemmer ikke, hvilke kilder Benjamin skal bruge. Men vi lægger da ikke skjul på, at vi har et ønske om, at fagmedarbejderne skal med ind over og vurdere tingene og, hvis det er naturligt, være kilder,« siger Claus Dithmer.

På Benjamin bekræfter Lars Andresen fraværet af en journalistisk spændetrøje. Han konstaterer dog samtidig, at redaktionen har oplevet at blive kontaktet af Forbrugerrådet med en konkret opfordring til at bruge rådets fagmedarbejdere mere som kilder. Et ønske, som de efterkom.

Det ser ud til, at I har fået lettere ved at skabe en linje mellem Forbrugerrådets ambition med magasinet og magasinet konkret?
»Det tror jeg, at du har ret i, men der, hvor jeg ikke bekræfter dig, det er, at jeg ikke tidligere oplevede, at vi stod og sagde: »Det ville vi gerne« uden at kunne få lov til det,« siger Claus Dithmer.

I Benjamins redaktionslokaler fortæller Tage Majland, der som den eneste flyttede med fra den gamle Tænk-redaktion til den nye, at han heller ikke ser den store forskel på den redaktionelle frihed fra før til nu.
»Den største forskel på Tænk i dag og for et år siden er, at der ikke er et frihedsbrev. Men jeg er i tvivl om, at man overhovedet kan mærke forskel, og jeg har ikke oplevet, at der er nogen negativ konsekvens af det,« siger Tage Majland.

Tværtimod fremhæver han medarbejderne i Forbrugerrådet som gode og engagerede sparringspartnere, der kommer med konstruktive indspark, specialiseret faglig viden og tips.
Alt i alt mener Claus Dithmer, at Forbrugerrådet og den nye Tænk-redaktion har grund til at være stolte af bladet.
»I sagde, vi ikke kunne gøre det, men det synes jeg, at vi har vist, at vi kan. Vi har lavet et blad, der er lige så godt, og det er jeg utroligt tilfreds med,« siger Claus Dithmer med direkte henvisning til Journalistens kritiske dækning af udliciteringen i efteråret.

Han fremhæver, at samarbejdet med Benjamin har gjort bladet mere lækkert og indbydende, hvilket fagfolkene også bakker op om. Omvendt gør deres indsigelser ikke det store indtryk.
»Jeg er ikke sat i verden for at gøre andre journalister tilfredse, jeg er sat i verden for at gøre Forbrugerrådets medlemmer tilfredse,« slår han fast.

Der står Forbrugerrådet stærkt, fortæller han. For selv om de stadig oplever faldende medlemstal, så er tendensen aftagende, og nye læserundersøgelser viser, at de ’meget tilfredse’ læsere fylder næsten 50 procent mere i statistikken end før.

I den seneste læserundersøgelse kan man sammenligne tilfredsheden med artiklerne i de fire første blade fra 2012 med de fire første blade fra i år.
Tendensen er helt klar: Sidste år udgjorde de mest tilfredse læsere 25 procent. I år er det 36,9 procent. Samtidig ser det ud til, at der er kommet en smule flere af de ’noget’ eller ’meget’ tilfredse læsere.
»Det må alt andet lige vise, at vi gør noget rigtigt,« siger Claus Dithmer.

Hamskiftet
Journalisten har bedt de to erfarne forbrugerjournalister Mette Guldagger og Lone Ryg Olsen om at sammenligne de seneste to udgaver af Tænk med de sidste to udgaver før udliciteringen til Benjamin.
På mange måde ligner Tænk sig selv, men en nærlæsning afslører også tendenser, som de to er kritiske over for.

Her kan du læse et par af de eksempler, som de har lagt til grund for deres vurderinger.
»Optællingsmæssigt ligner de hinanden utroligt meget, men der, hvor der virkelig er noget, man kan bide mærke i, det er især i temaerne,« siger Mette Guldagger.

Temaerne i de tidligere udgaver er farlige røgalarmer og vildledende sundhedsanprisninger på fødevarer.
»Farlige røgalarmer, der trods tidligere debat stadig er til salg. Er det nyt? Ja. Er det et problem? Ja. Det er klart en historie, der kunne være dagsordensættende. Det er her, at vandene skilles,« siger Lone Ryg Olsen.

For mens de begge mener, at temaerne i oktober og november er både relevante og veldokumenterede, så går det ned ad bakke i år, mener de. I maj-udgaven er forsidehistorien, at der kan være en bagtanke, når virksomheder tilbyder dig noget gratis.
»Det er ikke nyt, og det bliver ikke med sikkerhed afklaret, om det er et problem. Det er en guide, men vi får ikke afdækket et samfundsproblem,« siger Lone Ryg Olsen.

Ukonkret
»Ser vi på april, så handler det om, at vi ikke klager over vores tandlæger. Er det nyt? Nej, det er ikke nyt. Er det et problem? Muligvis. Jeg synes ikke, at jeg undervejs får en sikkerhed for, om det er et problem. Det er en servicehistorie, hvor man har valgt en kritisk vinkel, men man har ikke rigtigt fundet nogen smoking gun,« siger Lone Ryg Olsen.
En analyse fra Tænk i 2009 viser, at 70 procent af utilfredse patienter ikke klager over tandlægerne, men når det gælder at dokumentere rubrikkens pointe om, at det er ”svært at klage over tandlægen”, så holder

Tænk sig til en udtalelse fra Forbrugerrådet. Derudover har de Tina Jønsson fra Patientforeningen, som siger, at de får »rigtigt mange henvendelser« om problemet.
Det er for ukonkret, lyder det.
»Som journalist løber man ind i organisationer, der ikke opgør tingene i tal, men man skal passe på med den slags kilder, der selv har en interesse i det,« siger Mette Guldagger, der mener, at artiklen har »rigtigt mange løse ender«.

Senere i temaet lyder en underrubrik: ”Nogle tandlæger er lidt for ivrige efter at indkalde, bore og røntgenfotografere patienterne (…)”.
»Underrubrikken er så fluffy, at du ikke ved, hvem den retter sig imod, så det er en mistænkeliggørelse af en hel branche,« siger Mette Guldagger.

Hun kritiserer samtidig, at det er Tandplejerforeningens formand, der som kilde advarer mod overbehandling og anbefaler forebyggende behandlinger – behandlinger, som hendes egne medlemmer står for at udføre.
»Der mangler kildekritik, fordi der ikke tages højde for, at tandplejerne selv har interesse i mere forebyggende arbejde hos tandlægerne. Artiklen giver ingen eksempler på, at tandlægerne med vilje har ’boret for meget’,« siger Mette Guldagger.

Store linjer
De store linjer har en tendens til at forsvinde i hands-on-journalistik i de nye numre.
Eksempelvis sammenligner Lone Ryg Olsen en historie fra april-nummeret om besværligheder ved det nye rejsekort med en historie om palmeolies skjulte omkostninger fra november.
»Her er palmeolie-artiklen en historie, som egentlig ikke har så meget at gøre med mig og de produkter, jeg har i skabet, men mere om de konsekvenser, det har, at mine produkter i skabet har palmeolie i sig. Der er meget forskellige vinkler i, om man ser på, hvad noget betyder i min lille verden med rejsekortet, eller hvad noget betyder for børnene i Afrika,« siger Lone Ryg Olsen.


Layout
Indholdsfortegnelsen giver et godt billede af, hvor Tænk har rykket sig, mener Lone Ryg Olsen.
»I aprilnummeret kan man se, at folk smiler, mens menneskene i november-nummeret ser lidt mere vrisne ud. Det er typisk magasinproduktion. Man gider ikke se på sure mennesker, for man køber et magasin for at blive godt tilpas og i godt humør. Det vil jeg se som et tegn på, at det er blevet mere dameblad,« siger Lone Ryg Olsen.

Tidslinie
1947: Forløberen for Forbrugerrådet bliver etableret under navnet ”Danske Husmødres Forbrugerråd”.
1964: Tænk grundlægges. »Mig forekommer det lettere at føre bevis for reklamefilmens skadelighed end for cigaretrygningens,« Poul Henningsen, Tænks første redaktør.
2007: Abonnenter på Tænk får status som medlemmer af Forbrugerrådet.
2012: 16. oktober indskærper Arbejdstilsynet, at Forbrugerrådet har frem til den 14. november til at lave handlingsplan for arbejdsmiljø og stress på Tænks redaktion.
2012: Den 25. oktober bliver Tænk-redaktionen informeret om, at forlaget Benjamin overtager produktionen.

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen