Sidste store konflikt blandt journalister var i 1981. Konflikten lammede en stor del af de danske dagblade i mere end tre måneder. For Morten Larsen var konflikten lig med ingen sommer og en masse ventetid.

"Først gik typograferne i strejke. Det vil sige, at aviserne allerede var stoppet med at udkomme, da journalisterne afbrød arbejdet. Det var striptease i mørke. Det var dyrt, og det havde ikke nogen synderlig virkning udadtil," fortæller Morten Larsen.

Morten Larsen var dengang som nu journalist på Ritzaus Bureau. Hans opfattelse af baggrunden for konflikten var, at arbejdsgiverne ville have, at journalisterne skulle have samme lønrammer som resten af arbejdsmarkedet. D.v.s. opgive goder som ekstra ferie og orlov.

"Journalisterne stod for tur. Efter lang tid med lønfremgang og orlov skulle de nu indrette sig," forklarer Morten Larsen.

"På grund af at typograferne allerede strejkede, var den eneste konsekvens for arbejdsgiverne, at de slap for en lønudgift," fortsætter han.

Konflikten varede i alt 104 dage. Fra 1.maj til midten af august omfattede konflikten 9 danske dagblade. 1. juli nedlagde også journalisterne på både Ritzau, Politiken og B.T. arbejdet.

Som en del af bestyrelsen i Ritzaus medarbejdergruppe tilbragte Morten Larsen det meste af den tre måneder lange konflikt med at vente på forhandlingsresultater i forbundshuset på Gl. Strand.

Morten Larsen sad som bagland, sammen med repræsentanter fra de forskellige arbejdspladser, mens Journalistforbundets forhandlere kæmpede med arbejdsgiverne om at få overenskomsten på plads.

Hårdt arbejde
"Jeg kunne forestille mig, at der som menig medarbejder ikke er så frygteligt meget at lave under en konflikt. Man kan måske opleve det som en slags ferie. Selvfølgelig kan man jo så lave alle mulige slags aktiviteter, som man prøver at gøre på DR nu," siger Morten Larsen.

"Men sådan oplevede jeg det ikke, der var hele tiden noget at lave for os, der arbejdede med det faglige. Konflikten brød ud, og så kørte der et forholdsvis langvarigt forhandlingsforløb, som endte med et sammenbrud," fortsætter han.
Morten Larsen troede, at han efter sammenbruddet ville få tid til at holde en lille strejkeferie i sit hus i Sverige, men han nåede knap at komme over Øresund, før han blev kaldt tilbage til Gl. Strand til nye forhandlinger.

"Jeg havde ikke en chance for at opleve det som en ferie eller holde fri og smække benene op og få en masse penge for det. Sådan kom jeg aldrig til at opleve det," fortæller Morten Larsen.

Værdi
"I betragtning af, hvad der var arbejdsgivernes strategiske mål, var det rimeligt at kæmpe imod det og prøve på at forhindre dem i at nå det mål. Om vi valgte slagmarken og tiden klogt, det kan jeg da godt komme i tvivl om," fortæller Morten Larsen og fortsætter:

"På Ritzau syntes vi, at det, der kom ud af det, var for lidt og for dårligt. Vi var lidt skuffede."

På trods af, at han spildte en hel sommer på forhandlinger, der ikke levede op til hans forventninger, mener Morten Larsen alligevel, at den lange og dyre konflikt var det værd.

"Vi var villige til at tage konflikten, selvom den var dyr for alle parter. Vi fik bevist, at vi bærer rundt på en kølle på ryggen, og vi er villige til at bruge den over for arbejdsgiverne."