Ambitionerne om at give sportsjournalistikken mere kritisk bid er der, siger sportsredaktøren. Det er muligt, men det går for langsomt, og der er alt for få ressourcer til at hamle op med sportens internationale organisationer, der får for let spil, lyder det fra kritikeren.

DUEL. Pengeinteresser sætter sportspressens dagsorden. Få populære sportsgrene får lov til at fylde næsten hele mediebilledet, og sportsjournalisterne ignorerer betændte emner som sportens økonomiske og politiske forhold, doping og manglende fokus på kvinder.

Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af den globale sportspresse.

Undersøgelsen, der er baseret på mere end 10.000 artikler fra 37 aviser i ti lande fordelt over hele verden, blev af Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, kaldt 'et dybt stød til sportsredaktionerne' i en kommentar i avisen. Han anklagede undersøgelsen for urene slag og for at bygge på en række forkerte præmisser.

Jens Sejer Andersen, der er direktør for den store internationale sportskonference Play the Game, der sammen med Huset Mandag Morgen står bag undersøgelsen, svarede igen og afviste Søren-Mikael Hansens beskyldninger om urene slag.

Journalisten har derfor sat Søren-Mikael Hansen og Jens Sejer Andersen stævne til en duel om sportsjournalistikkens rolle som bidsk rottweiler eller kælen skødehund.

– Søren-Mikael Hansen, du langede ud efter undersøgelsen, men skulle man i stedet ikke kigge på, hvad undersøgelsen kan bidrage med til sportsjournalistikken?

Søren-Mikael Hansen: Jeg vil først og fremmest sige, at jeg ikke kritiserede undersøgelsen, fordi jeg synes, at det er utidigt at kritisere sportspressen. Men jeg synes, at undersøgelsen på nogle punkter gør sig skyldig i nogle af de ting, den beskylder sportspressen for at gøre – nemlig at drage forhastede konklusioner. Og så mangler den at gøre opmærksom på, hvilke kriterier det er, sportsjournalistikken skal kritiseres efter.

Jens Sejer Andersen: Undersøgelsen er sat i gang for at få nogle tal på, hvordan verden ser ud i sportspressen, og ud fra de tal kan vi så tage en mediepolitisk diskussion om, hvordan vi skal forholde os til det.

Jeg synes, at tallene viser, at sportsjournalistikken – målt med de samme kriterier, som jeg gerne vil måle al anden journalistik med – er bagefter.

Det, som anfægter mig, er, at vi efterhånden godt ved, at sporten er blevet en kæmpe industri og en væsentlig politisk magtfaktor. Medierne har ladet denne udvikling foregå stort set uden at give et modspil.

Hansen: Det er rigtigt, at sporten er blevet en industri, der buldrer derudaf, og man kan spørge, om pressen har gjort nok for at holde den i ørerne?

Men hvis vi ser tilbage bare i den nyere sportshistorie, så er der jo flere eksempler på, at sportsjournalistikken har taget sin rolle som demokratiets vogter seriøst. Jeg vil hævde, at hvis ikke vi havde en kritisk aktiv sportspresse, så var WADA (Det Internationale Dopingagentur, red.) aldrig blevet stiftet. IOCs (Den Internationale Olympiske Komité, red.) bestikkelsessager var aldrig kommet frem, og herhjemme havde sagerne om pædofili i idrætsforeningerne aldrig set dagens lys.

Vi er oppe mod koncerner, der får ethvert mediehus til at ligne en iskagebod. Men forsøgene bliver gjort.

Sejer: Det er tre rigtig relevante eksempler, Søren-Mikael nævner, men det er kun det ene
af dem, jeg mener er rigtigt. Det er rigtigt, at pædofili-debatten blev startet af DR. Derimod
skal de to andre sager læses med helt modsat fortegn.

Doping og korruption havde foregået i årevis, hvor journalisterne havde spist af hånden. At dopingen kom til at spille en rolle i mediebilledet skyldes alene, at fransk politi i 1998 greb ind over for Tour de France på en måde, så journalisterne var nødt til at se hinanden i øjnene, og ingen kunne slå blikket ned. Det var syndefaldet på dopingområdet.

Senere samme år var det et aldrende IOC-medlem, der i et interview med en schweizisk journalist om noget helt andet kom til at sige, at der foregik nogle uregelmæssigheder. Og der skal det så siges til journalistens ære, at det var en historie, han ikke sad overhørig.

De to begivenheder har betydet en ændring i sportsjournalistikken generelt, men medierne kan ikke tage æren for dem.

– Undersøgelsen har nu kortlagt, hvordan sportspressen ser ud. Resultater, referater og optakter dominerer, økonomi og politik fylder meget lidt i dækningen, og doping fylder heller ikke meget på sportssiderne. Er det godt nok?

Hansen: Det er et spørgsmål som er nærmest ubesvarligt. Men den journalistiske linje skal være drevet af, at man har nogle ambitioner og intentioner om at være efter magthaverne. Det lyder banalt, men det er jo sådan, det er.

Nu siger undersøgelsen, at 58 procent af stoffet på sportssiderne beskæftiger sig med dagsaktuelle emner. Men i en behandling af for eksempel en håndbold- eller fodboldkamp lægger journalisten jo også hele sin ekspertise ned over stoffet. Jeg er godt klar over, at det ikke er kritisk journalistik i den klassiske forstand, men det er jo også sådan, man arbejder på for eksempel kulturredaktionerne, og der er der ingen, der brokker sig over manglende kritisk sans.

Sejer: Jeg vil heller ikke være med til at stille en facitliste op. Jeg er enig med Søren-Mikael i, at der findes uanede muligheder for at arbejde utraditionelt med den kritiske journalistik, men jeg synes ikke, at ret mange af disse muligheder afprøves ret hyppigt. Sportsjournalistikken er præget af ekstrem vanetænkning.

Jeg vil godt rette blikket opad mod chefredaktionerne. Sportsredaktionerne er meget små, de forventes at producere en helvedes masse, og hvis der skulle være en vilje til at lægge en strategi på det økonomisk-politiske område, så er der meget ofte ikke mulighederne, fordi man også skal dække en ishockeykamp i Vojens.

Og jeg vil gerne fastholde, at det står værre til på sportens område med at monitorere de store internationale idrætsorganisationer, end det gør på andre områder.

Hansen: I det perspektiv kan du sige, at vi ikke gør det godt nok. Grunden til, at jeg har været kritisk over for undersøgelsen, er, at den ignorerer de strømninger, jeg kan mærke i den danske sportsjournalistik. Der er faktisk ambitiøse yngre kræfter, der virkelig har intentionerne om at gøre det godt.

Man skal ikke være bange for undersøgelsen, men det er bare ærgerligt, at den slags undersøgelser kommer frem og bekræfter de fordomme, der også i et journalistisk miljø bliver en forhindring for det tværredaktionelle samarbejde, der åbenlyst er behov for, hvis man skal dække de store økonomiske og politiske sager. Det er ærgerligt, at undersøgelsen har den tone, der siger, at sportsjournalister er nogle idioter.

Sejer: Jamen undersøgelsen siger heller ikke, at sportsjournalister er nogle idioter. Det er de redaktionelle strategier, det er galt med, og hele sportsindustrien lægger pres på medierne.

Det bliver mere nærgående i de tilfælde, hvor medier er sponsorer for sportsudøvere eller begivenheder eller har betalt fyrstelige summer for rettighederne til en sportsbegivenhed for at få et godt show. Så er de selvfølgelig ikke interesserede i at ødelægge det gode show. Enhver kan vel huske, hvordan Jørn Mader og Jørgen Leth havde fantastisk svært ved at finde den sproglige danserytme i dagene efter, at Festina-skandalen brød løs.

– Den danske idrætsforsker Knud Larsen fra Syddansk Universitet udtalte i Mandag Morgen, at man i stedet for at ærgre sig over sportsjournalistikkens mangler skulle håbe på, at erhvervs- og politiske journalister besvarer de spørgsmål, som sportsjournalistikken ikke beskæftiger sig med. Så kan sportsjournalistikken koncentrere sig om fascinationsstoffet. Hvad siger I til det?

Hansen: Det vil være en journalistisk falliterklæring, hvis vi gjorde det, og det ville i hvert fald være uden mig. Det svære er at udnytte ressourcerne – som er meget små i forhold til andre stofområder – bedst muligt. Og der er utrolig mange ressourcer, der er bundet op på den begivenhedsjournalistik, som Knud Larsen siger, at vi bare skulle nøjes med. Undersøgelser viser, at sporten er en af de mindste grunde til, at vores læsere køber Politiken. Alligevel lyder der et ramaskrig, hvis der er en superligakamp, vi vælger ikke at dække.

Det handler om at finde det rigtige skæringspunkt, fordi sporten har det særkende, at det er underholdning, begejstring, følelser, men det er altså også den kritiske sans.

Sejer: Jeg vil gerne tage fat i det med, at læserne ikke gider den kritiske journalistik.

Hansen: Det var ikke det jeg sagde, jeg sagde, at de også vil have det dagsaktuelle stof.

Sejer: Jeg tillægger dig heller ikke det synspunkt, men det er det skjold, de journalister, der ikke vil lave om på noget som helst, holder op foran sig, hver gang der er kritik. Men hvordan ved man det, når ingen har forsøgt sig? Og i forlængelse af det argument, så ser det faktisk ud til, at man har held med det, når nogen forsøger.

– Som jeg hører jer, så handler sportsjournalistikkens manglende kritiske bid mere om manglende ressourcer end om manglende vilje?

Sejer: Det handler ikke kun om ressourcer, det handler også om, at der stadig er en meget stor konservatisme blandt sportsjournalister.

Hansen: Jamen, der er da ingen tvivl om, at der er en høj grad af konformitet. Og det kan godt ske, at sportsområdet i højere grad end andre er præget af det, fordi der stadig er en reminiscens af den tid, hvor det var en sportsfan, der satte sig til skrivemaskinen uden egentlig at have andre forudsætninger. Det kan godt ske, at det ikke ser så godt ud nu, men jeg er sikker på, at vi er på vej med hastige skridt i den rigtige retning, og det mener jeg ikke bare på Politikens vegne.

Sejer: Jeg vil ikke tage håbet fra hverken mig selv eller Søren-Mikael, men jeg vil sige det på den måde, at den her følelse af at være på vej frem har vi jo haft før. Og er blevet skuffede. Mediebilledet i Danmark er meget lille, og der skal meget få personrokeringer til før der sker voldsomme redaktionelle ændringer.

For eksempel forlod Olav Skaaning Andersen Ekstra Bladet efter i et par år virkelig at have opbygget en internationalt opsøgende journalistisk linje. I det øjeblik han var væk, var Ekstra Bladet også væk fra den idrætspolitiske linje, og det er kun et eksempel ud af mange.

På den måde kan man sige, at jeg deler håbet, men jeg føler ikke, at det er så velunderbygget.

• Det viser undersøgelsen
  
  Gennemsnitligt 58 procent af artiklerne på sportssiderne handler om de helt dagsaktuelle begivenheder.

  Kun én ud af 30 artikler har politiske aspekter med i historien.

  De sociale aspekter i idrætten er nærmest usynlige. Fritids- og amatøridræt fylder 2,5 procent i avisernes dækning.

  Kun 1,5 procent af artiklerne beskæftiger sig med doping.

  86 procent af sportsdækningen forkuserer alene på mænd.

  De danske resultater fra International Press Survey 2005 bliver offentliggjort den 28.-29.
  november på Idrættens Analyseinstituts konference i Århus, se  www.idan.dk.