search

Skuespilleren: Gå imod den fælles understrøm af konsensus

Journalister skal stoppe med at marchere i takt, mener skuespiller Hassan Preisler. Han vil se kulturradikale journalister tale nynazismens sag, og nationalkonservative journalister afdække deres indre længsel efter marxismen

»Hvis man skulle hente noget inspiration fra min branche, kunne man måske gøre det på den måde, at man så på os for at blive inspireret til, hvad man i hvert fald ikke skal gøre. Jeg synes, at teaterfaget og filmbranchen er præget af et konsensussøgende udtryk. Det har punkteret vores relevans og troværdighed. Vi kommer med de samme udsagn, uanset om det er en lille eller stor scene, uanset om vi er etablerede eller undergrund, og uanset hvad vi laver vores kunst om. Det er desværre lidt det samme, jeg ser i journalistbranchen. Vi mangler radikaliserede mennesker, som tør at ophøre med at marchere i takt. Mennesker, som er villige til ikke at kappe en hæl og hugge en tå for fællesskabets skyld, men som tør stille sig op og være faglige som individer. Sådan vil vores troværdighed blive genskabt.«

[[nid:34221]]

»Dengang vi havde en klassekamp, repræsenterede journalister forskellige befolkningsgrupper. I dag har det hele samlet sig inde på midten i et konsensusland, hvor man ikke længere mener noget. Hverken som kunstner eller journalist. Det er måske i orden, det er i hvert fald bare sådan, det er. Men så synes jeg, at ens faglighed som skuespiller eller teatermenneske – eller som journalist – må træde i forgrunden. Jeg synes, vi burde have kunstnere og journalister med stor lyst til at bevare den fulde integritet og så arbejde fokuseret på at afdække og afsløre sammenhængene. Det er vel det, vi er til for. Skildre problemet med faglig integritet. Det er, som om vi stadig hænger lidt i bremsen, fordi vi enten skriver for Politiken eller Berlingske og på den måde enten er kulturradikale eller nationalkonservative. Men det er jo en kamp, der er overstået, det er gammeldags, bedaget, støvet. Jeg synes, det kunne være mere interessant, hvis der ud af den her nye danske verdensorden opstod sådan et felt af kunstnere og journalister, som individuelt arbejder for deres fag. Journalister, der afdækker konspirationer og skildrer uretfærdigheden, uanset hvordan den ser ud.«

Der vil opstå en ny kunstnerisk og journalistisk troværdighed

»I dag vil det være sådan, at det, der klassisk er venstreorienterede medier, vil afdække en bankskandale, mens såkaldte højreorienterede medier måske vil skrive om kvindeundertrykkelse inden for muslimske grupper i samfundet. Det læner sig op ad en gammel agenda, og det gør, at journalister bliver forhindret i at udtrykke sig frit i forhold til uretfærdigheden. Jeg mener: Det burde da være en venstreorienteret agenda at afsløre kvindeundertrykkelse, også selv om det foregår i muslimske miljøer. På samme tid burde det også være en højreorienteret agenda at afsløre korruption, også når den findes i samfundets bærende institutioner. Fagligheden skal op i front.«

»Aviserne kommer ikke til at bestå. Period. Derfor kan positionerne heller ikke bestå. Det er helt sikkert, at det kommer til at kollapse. Men vi skal ikke være desperate over, at noget er ved at falde fra hinanden, for ud af det vil der opstå noget nyt. Aviserne ligner på den måde teatret rigtig meget. Færre og færre går i teater, fordi vores publikum er ved at blive for gammelt og dø, og vi er ikke i stand til at tiltrække unge til vores bedagede konstruktion. Men af asken vil der opstå noget nyt, som det er meget svært at regne ud, hvad er, og det er jo sådan, det skal være. Jeg tror, der vil opstå en ny troværdighed; kunstnerisk og journalistisk.«

Man må turde sætte sig ind i livet med hud og hår

»Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen to gange, da jeg var meget ung. Siden har jeg flere gange tænkt på, at det kunne være spændende at være journalist. Jeg har lige været 14 dage i Beirut, og der er jo for eksempel sindssygt mange ufortalte historier fra Libanon. Jeg oplevede utroligt mange ting, som jeg ikke havde nogen idé om foregik, og som jeg ikke ville have en chance for at lære om gennem danske medier. Det handler jo om, at hvis man vil skildre konflikten i Syrien, for eksempel i relation til Libanon, så er man nødt til at lette sin røv fra sit redaktionslokale og tage ud i verden og opleve kompleksiteten. Det tager tid, og det kræver mod i forhold til at gøre op med sig selv: Man rejser altid ud med en lærdom, som man har fået gennem rigtig mange år herhjemme, og så skal man ligesom være i stand til at bryde den ned for at kunne lære på ny, når man er ude i verden. Det samme gør sig gældende i forhold til de lokale forhold. Man må nedbryde sig selv for at genopdage sin verden. Smide den gamle ham. Turde sætte sig ind i livet med hud og hår. Og ophøre med at skildre sammenhænge ud fra etablerede positioner bag skrivebordets beskyttelse.«

Vi er ikke får

»Hvis jeg var journalist, ville jeg – lige så snart jeg mærkede en fælles understrøm af ubevidst konsensus – tage godt fat i nakken på mig selv, vende på en femøre og gå imod den. Finde de alternative historier til den bevidstløse fælles fortælling, der er. Det kan være hvad som helst: Hvis jeg var ansat på Politiken, ville jeg fortælle stærkt højreorienterede historier, hvis jeg var på Jyllands-Posten, ville jeg gøre det modsatte. Hele tiden søge efter en anden vej at gå end flokken. Det er en rigtig god måde at skubbe sig selv i gang og aktivere sin individualitet, sin evne til at tænke selvstændigt og begynde at grave i andre retninger. Finde ind til menneskets natur. Kompleksiteten. Det, der forbinder os alle sammen. At vi ikke er får. At vi ikke kan reduceres til marcherende kødhoveder.«

»Vi kan ikke se os fri fra at være præget af meninger fra den flok, vi nu er en del af. Men lad os for Guds skyld være vanvittigt bevidste om den påvirkning. I begyndelsen vil det være en meget teknisk øvelse, hvor man ligesom skal tage noget på sig, som ikke er ens eget. En holdning, en sag. Men det er jo sådan, det i forvejen er, hvis vi er ærlige omkring det: Jeg er både socialist og neoliberalist; jeg er både rasende og rolig; jeg er både multikulturalist og bange for Islamisk Stat. Så lad os se kulturradikale journalister tale nynazismens sag, og lad os se nationalkonservative afdække deres indre længsel efter marxismen.«

[[nid:34227]]

Foto: Sigrun Gudbrandsdottir

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen