»Hvis jeg var journalist, ville jeg specialisere mig på en eller anden måde. Jeg ville virkelig forsøge at finde en branche eller niche eller passion – og så blive dygtig inden for det felt. For hvis man virkelig er hjemme i et område og et stof, kan man forøge sin egen værdi. Det er der for eksempel nogle finans- og politiske journalister, der har gjort, men jeg synes, der er rigtig mange generalister, som ikke ved en skid om det, de skal skrive om. Og så ender det jo ikke med at blive særlig lækkert. Hvorfor skal folk betale penge for at læse en person, der ikke ved noget, som interviewer en person, der ved noget? Det er klart, at hvis spørgsmålene ikke er særlig interessante, så bliver svarene heller ikke særlig interessante, og så bliver artiklen ikke særlig interessant.«
[[nid:34220]]
»Dygtige iværksættere har en niche: De specialiserer sig, de forfølger en drøm og en passion. Og en drøm og en passion er forhåbentlig ikke bare at få lov til at skrive hvad som helst, som mange journalister gør. Men hvis man stræber efter at gøre en forskel inden for et eller andet – sociale forhold, kultur, politik, hvad ved jeg – så kan man forøge værdien for læseren, men også sin egen markedsværdi. Det virker journalister ikke særlig optaget af.«
Fagligheden er helt i bund
»Det er sjældent, man snakker med journalister i dag, der rent faktisk ved noget om det, de laver interview om. De interviewer godt, de skriver godt, men fagligheden er helt i bund. Det virker, som om de ikke fra redaktionen får nogen tid til at lave deres arbejde ordentligt. Jeg kunne sådan set fortælle dem hvad som helst, der var aldrig nogen, der ville tjekke et eneste fact. Og jeg kan for eksempel se, at en af mine konkurrenter bliver nævnt i enten Børsen, Berlingske eller Jyllands-Posten hver eneste dag med løgnagtige tal. Jeg ved, det er løgn, det han siger – 100 procent – du kan tage to minutter og tjekke et årsregnskab, men det er der ingen, der gør. Og det sker hver eneste dag.«
»Der er så få ressourcer på aviserne, at journalisterne simpelthen er bange for, at deres historier bliver aflivet med facts. Hvis nu de rent faktisk undersøgte tingene – og det tager tid – så kunne det være, at historien faldt på jorden, og så skal man jo starte forfra med at ringe ud og finde en ny. De har simpelthen ikke tid til at gøre deres arbejde ordentligt, og de vil så gerne have en god historie med de meget få ressourcer, de har. Så de er skidebange for, at hvis de gik ind og kiggede på et årsregnskab, ja, så viste det sig, at det, de byggede historien på, var pis og papir.«
»Kritisk journalistik – jeg tror knap nok, det eksisterer længere«
»En ny tendens, jeg har set over de seneste par år, er, at jeg lige pludselig optræder i store artikler, selv om jeg aldrig nogensinde har snakket med journalisten. Artiklen er 100 procent bygget på citater fra andre interviews eller på ting, jeg har skrevet på Facebook. Og altså, det er store artikler – fyldt med citater. Det er ikke negativt, det er fint nok, jeg sidder og klapper i hænderne og siger: »Fedt, at jeg får noget pr.« Men det er meget sjældent kritisk journalistik, for kritisk journalistik tager tid. At klappe folk på hovedet og sige: »Nåhr, hvor er det synd« eller: »Nåhr, hvor er det flot« det kræver ingen research, det tager ingen tid at skrive.«
»Kritisk journalistik, altså journalister, der ringer og siger: »Martin, du har sagt sådan og sådan – kan det nu passe?« Jeg tror knap nok, det eksisterer længere. Jo, jeg havde en freelancer for nylig fra et fagblad, gudhjælpemig. Det er den bedste journalistiske behandling, jeg har fået de seneste 10 år. Han sad på et revisor-fagblad og skulle lave en artikel omkring en af de virksomheder, jeg var med i. Og han gik eddermame til stålet. Er du sindssyg, jeg følte, jeg var med i et krydsforhør. Men han var saglig, jeg fik det til gennemlæsning, han tog min kritik til sig og ændrede lidt af det, men beholdt noget andet, som han havde researchet sig frem til, og som han syntes var væsentligt. Bagefter sad jeg og tænkte: Fuck, jeg fik én over ballerne, men jeg kunne ikke sætte en finger på noget af det arbejde, han havde lavet. Han var sober. Enten var det en journalist, der var ligeglad og bare sagde: »Det kan godt være, jeg ikke tjener så mange penge på det, men jeg vil fandme levere en ordentlig vare.« Eller også har han en redaktion, der rent faktisk gider at betale for et ordentligt produkt, det ved jeg ikke, men jeg sad tilbage halvt i chok og tænkte: Hold da kæft, eksisterer sådan nogen virkelig endnu?«
»Jeg er blevet interviewet omkring 2.000 gange. Altså, jeg har eddermame snakket med mange journalister, og igen: De er flinke, rare, kvikke, anstændige, pæne mennesker. De skriver ikke ting, der ikke passer. Men de går aldrig til mig længere.«
»Hvis jeg var journalist, ville jeg søge til udlandet«
»Første gang, jeg skulle i TV Avisen, kom de fem mand: En fotograf, en lydmand, en lysmand, en journalist, og så praktikanten, der slæbte. I dag, når der sendes live hjemme fra min bopæl, er de to. Og den ene, ham, der sidder ude i vognen, er ved at blive sparet væk. Når jeg bliver interviewet til TV Avisen, kommer der én mand og stiller et kamera op, og så står han og roder lidt med det, og så hopper han rundt, og så er han sgu også lige journalisten. Det er fint nok, det er slet ikke det, men det giver næsten sig selv, at når den mand kommer løbende ud af bilen med alt det der udstyr, og han så skal lave et interview, så dur det jo ikke, at jeg ikke siger det, jeg skal, i forhold til den historie, han allerede har vinklet. Derfor bliver de jo fuldstændigt desperate, hvis man ikke mere eller mindre ordret siger det, man sagde til researcheren – eller hvis man er kommet på noget siden. Så spørger han fire-fem gange for at kunne klippe det sammen, så det bliver sådan, så det passer ind i den historie, han allerede har konkluderet. Det er sgu da sørgeligt.«
»Den store udfordring er, som jeg ser det, at medierne har kæmpe problemer i forhold til at finde bæredygtige forretningsmodeller og med overhovedet at få hverdagen til at hænge sammen. Så jeg ved godt, at det er let at sige, når man har sit på det tørre, men hvis jeg var journalist og virkelig brændte for det, så ville jeg søge til udlandet og finde nogen medier, der havde råd. For det må da være sindssygt utilfredsstillende, hvis man er kvik i pæren og har en god lang uddannelse, at skulle sidde og skrive sådan noget clickbait-pladder med tåbelige overskrifter og tyndt indhold og bare meget af det. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen bliver journalister for at lave.«
[[nid:34223]]
Foto: Anne Kring
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tre ting:
1) en gruppe journaliststuderende på RUC lavede sidste semester bachelorprojekt om mediernes fortegnede, overbegejstrede dæknimg af iværksætteri, som de fandt i deres miniforskning
2) ofte, når jeg læser journalistik om noget, jeg har forstand på, finder jeg fejl, der burde være fanget i faktatjek. Mediawatch er det medie, hvor jeg oftest har oplevet dette (har nu og da mailet til redaktionen)
3) Unge journalister er bestemt ikke mindre vidende i dag, end vi generelt var i 1992, da jeg blev uddannet. Akademiseringen af ufdannelderne har givet et løft. Om fejlene er blevet flere, må andre svare på
Og det er jo sådan set fint nok, ikke mindst fordi det flytter diskussionen ud af rent sjurnalistiske snirkler, hvor det hele godt kan blive lidt indspist.
Givet temaet er det fint. Men det er lidt underligt, at journalisten.dk ikke har noget Twitter-boks kørende for at gøre opmærksom på, at der snakkes anderswo. No website is an island i det herrens år 2015.
Den diskuteres skam på Twitter, og jeg har vist også set link og kommentarer på Facebook:-) Problemet med mikrofonholderi over for iværksættere erkendes, også af store medier.
Men om den fulde forklaring er travlhed/generalister ved jeg nu ikke. Iværksættere er i hvert fald siden medio 90'erne strøget med hårene. Samme tendens ses over for yngre danske virksomheder med eksportsucces.
Når det er sagt, så tilføjelsen. Kommentarer er desværre i høj grad flyttet over på Twitter og Facebook. Resultatet er skidt overblik over holdninger/supplementsinformation. Til gengæld hjælper disse medier så med at skabe opmærksomhed om artiklen via links.
Av, den sved, så den må vi hellere lade være med at diskutere - så går det nok væk af sig selv.