»Psykologien handler i praksis meget om at lytte – om ikke at danne sig en mening for tidligt. Det gælder om at udsætte dommen så længe som muligt. Somme tider er jeg ude for journalister, som nærmest har skrevet historien på forhånd, når de ringer. De har ligesom dannet sig en mening om, hvad der er fat, og så skal de bare have en eller anden forskers ord for, at det er okay. Når jeg så prøver at forklare, hvordan jeg ser på det, kan jeg nogle gange godt høre, at det måske ikke lige var det, de syntes, der skulle stå. Og nogle gange har jeg simpelthen spurgt: »Kan du ikke bare fabrikere et citat – hvad vil du gerne have mig til at sige?« Så kan journalisten finde på at sige, at han havde håbet, jeg ville sige dette eller hint, fordi det ville passe rigtig godt i hans vinkel. Men ofte sker der selvfølgelig det, at jeg er uenig, og så må jeg jo bede ham om at ringe til en anden, som måske gerne vil udlægge det på den måde. Det er lidt trist journalistik, synes jeg, hvor man i hvert fald ikke lytter og ikke har antennerne ude.«

[[nid:34218]]

»Det, der bør kendetegne forskning, er grundighed, og at alt, hvad man siger, på en eller anden måde er midlertidigt. Forskning er det, vi mener at vide nu, men vi ved alle sammen også godt, at det kan revideres, og meget af det bliver revideret. Det synes jeg er en ganske væsentlig og sympatisk tilgang til livets små og store spørgsmål. Men det er lidt anderledes for journalister, for de lever jo ikke af at fastslå sandheder, men af at fastslå, hvad mennesker udlægger som sandheder.«

Humanistiske perspektiver har svært ved at komme til orde

»Når det gælder videnskabsjournalistik, bliver der lavet nogle rigtig gode ting, og der findes mange velskrivende journalister, der går i dybden. Men det er også mit indtryk, at naturvidenskaben i disse dage bliver kraftigt opprioriteret. Det giver fin mening, for der er sket meget naturvidenskabeligt, når det gælder for eksempel hjerneforskning og genetisk forskning, og vi har lige nu en klimakrise, hvor de biologiske videnskaber helt naturligt er væsentlige. Men jeg synes desværre, at den prioritering ofte sker på bekostning af de humanistiske videnskaber. Hvis vi taler psykologiske problemstillinger, er det ofte mennesker, der kan vise nogle billeder fra hjernescanninger, eller mennesker, der arbejder med en eller anden form for evolutionspsykologi, som får plads i medierne. Mennesker med mere humanistiske perspektiver har lidt sværere ved at komme til orde. Eller også bliver de ikke spurgt. Jeg kunne godt ønske mig, at de mere bløde videnskaber også kunne fylde.«

»Overordnet savner jeg journalister med større forståelse for forskellige videnskaber og for videnskabelighedernes forskellighed. Det gælder ikke bare videnskabsjournalister – de fleste af dem har egentlig ret godt styr på det – men det sker meget ofte, at jeg bliver ringet op af en journalist, som vil have en eller anden kommentar til et eller andet, og som går ud fra, at man bare direkte kan oversætte psykologiske teorier og begreber til noget, der sker nu og her. Det spørgsmål, jeg næsten altid får, er: »Hvilken psykologisk mekanisme ligger bag at …?« Og så kan man selv putte et eller andet ind. Så får jeg lyst til at svare: »Jeg tror slet ikke, der findes psykologiske mekanismer, jeg tror, der findes mennesker, der handler og tænker og udtrykker sig, men det er ikke det samme som mekanismer.««

Vigtigt at vide noget om det, man skriver om

»Det må være et evigt dilemma i journalistikken: Hvor meget skal man vide om det, man formidler, og hvor meget kan man være generalist? Der er ingen tvivl om, at de bedste journalister – dem, der laver de bedste historier – er dem, der ved noget om det, de skriver om. Ofte er det også dem, der på en eller anden måde er med i historien. Jeg har tit gode oplevelser med journalister, som selv har en holdning til det, jeg siger. Det kan jeg rigtig godt lide.«

»Nogle journalister er uddannet fra Journalisthøjskolen og andre fra universiteterne, og jeg må indrømme, at jeg ikke har bemærket, at der skulle være forskel på, hvor de så at sige kommer fra. Jeg tror mere, det er et spørgsmål om, at man som journalist skriver sig ind på et område. Sådan er det jo: Politiske journalister ved meget om politik, og det ville være mærkeligt at sætte en journalist, der kun arbejder med krop, livsstil og madopskrifter, til at dække politiske diskussioner. Men når det gælder formidling af videnskab, sker det meget ofte, at man har journalister, som ikke ved noget om, hvad videnskab er, og i hvilken udstrækning man kan anvende de videnskabelige teorier i 1:1-forhold på menneskers almindelige gøren og laden. Journalister skriver jo om alting, lige fra løbetræning til rumfart, og jeg tror bare, at jeg argumenterer for nødvendigheden af journalister, der ved noget om det, de skriver om. Det handler ikke om, at de skal gå på universitetet. Det er snarere et spørgsmål om en viden, de erhverver sig gradvist, når de danner deres professionelle identitet som journalister i løbet af en karriere.«

»I virkeligheden er jeg meget skeptisk over for psykologien. Jeg synes ikke, den har så meget at lære andre fag.«

Der er altid flere sider af en historie

»Meget er politisk ladet; fyldt med værdier og etiske ståsteder. Alle har deres interesser og ser verden deres sted fra. Det ved samfundsforskere godt, og det ved humanister godt. Men nogle gange kunne man godt savne, at journalister vidste, at sådan er det altså med den slags videnskab. Det betyder ikke, at den er uvidenskabelig eller noget som helst, det betyder bare, at det er nogle lidt andre betingelser, vi opererer ud fra, end for eksempel naturvidenskaberne.«

»Det psykiske – hvad end det er – er et resultat af alle mulige kræfter, der spiller sammen. Det er ekstremt diffust, og derfor ved vi psykologer dybest set godt, at der er mange, mange sider af det, vi siger. Det er ekstremt komplekst. Og mere komplekst, vil jeg påstå, end hvad fysikere og kemikere og andre naturvidenskabsfolk arbejder med. Det skal vi holde fast i og også minde journalisterne om. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi skal lære det til journalisterne, for i virkeligheden bør journalister jo vide det i forvejen: At der altid er flere sider af en historie.«

»Det må være en kolossal fristelse for journalister at trykke på knappen lidt hurtigere for at være først. Og i betragtning af, hvor stor den fristelse måtte være, synes jeg faktisk, at det går ret godt. Jeg sidder ikke og begræder journalistikkens fald, som jeg ser andre gør indimellem. Det synes jeg bestemt ikke, der er grund til. Det kunne stå langt værre til.«

[[nid:34216]]

Foto: Lisbeth Holten