»I litteraturen går tingene meget, meget langsomt. Man kan godt læse en bog på tre-fire timer, afhængigt af hvor tyk den er, men selve processen at læse er en meget fysisk og langsommelig proces. Modsat når man ser film og hører musik, er det ikke rigtig muligt at lave noget andet, samtidigt med at man læser. Læsning er noget, man skal give sig tid til. Og den der langsomhed tror jeg, at journalistikken ville have godt af at tage ved lære af. Den kan skabe et modbillede til det virkelig massive bombardement af nyheder, der lige nu foregår på alle mulige platforme.«

[[nid:34205]]

»Den slags journalistik, jeg er vokset op med, er på tilbagetog. Den står med den digitale udvikling midt i en opløsnings- eller brydningstid. Papiravisen er det journalistiske produkt, der minder mest om bogen som objekt, og derfor er det også mest dem, jeg tænker på. Spørgsmålet er, hvilke historier der kan stå i en avis. Bliver det ved med at være interessant at læse helt tørre nyhedsartikler i en papiravis? Jeg tror, vi kommer til at se, at de forskellige aviser bliver nødt til at beskæftige sig med dybere journalistik og længere formater, der til forveksling kan minde om litteratur, så avisen kommer mere til at ligne en bog. Det er, tror jeg, det, der kan få folk til også at købe en avis om 10-15 år.«

»Folk taler om, at vi ikke længere har tid til noget som helst. Det kan jeg ikke forstå. Jeg synes, vi har så meget tid. Men mange af de ting, der bliver skrevet på nettet, bliver lagt op med 10 minutters mellemrum. Det går så hurtigt. Det, man får som læser, er overfladisk, og man har ingen forudsætninger for at kunne forstå konflikten i Syrien eller Libyen, eller hvorfor bådflygtningene kommer strømmende herop, når det er de samme syv-otte linjer, der kører på alle digitale flader. Jeg er sikker på, at mange savner noget andet. Noget mere dybdegående. Og jeg tror, at det er aviserne, der skal til at gentænke deres formater og historiefortælling.«

»Jeg kan huske, hvordan jeg som barn glædede mig til at få Anders And-bladet. Magasinet eller ugebladet er et format, der har historier og eksklusivitet i sig, og som man glæder sig til at få. Dermed ikke sagt, at aviserne skal blive Anders And-blade, men nyhedsstrømmen i dag er så overfladisk. Der er behov for noget længere og mere dybdegående, og det har Zetland jo også bevist med deres singler. En avis som Weekendavisen er karakteriseret ved at give plads til lidt større ting; den beskæftiger sig ikke på samme måde med nyhedsstof, eftersom den kun udkommer en gang om ugen. Det er sigende, at den har kunnet overleve krisen og hele tiden har haft god økonomi, synes jeg.«

Hold balancen

»Når journalistikken må gentænke sig selv, gælder det også journalistens rolle. Jeg tror, at vi fremover kommer til at se mere til journalisten i teksterne, frem for den helt nøgterne fortællestil, hvor jeget er skrevet fuldstændigt ud af teksten. Journalistens mest fornemme rolle er at kunne være til stede et sted og sanse og se alting – og samtidig være fuldstændigt inkognito.«

»Når journalisten er ude i felten for at skrive en reportage, er det hans vigtigste opgave at kunne balancere på den hårfine grænse mellem at skabe nærvær og forsvinde. Det gælder ude i virkeligheden, når journalisten er på det sted, han skal skrive fra, men det gælder også i teksten. Journalister behøver ikke nødvendigvis skrive sit jeg, men han må nødvendigvis tage ud på stedet, og først idet han kommer frem straks glemme sig selv – samtidig med at han giver alt, hvad han kan af sig selv. Og det må ske i erkendelse af, at det ikke er ham, det handler om. Han er vidne og de eneste øjne på stedet.«

»Det ville være godt for rigtig mange journalister, hvis de læste mere. Også skønlitteratur. Der sker det, når man læser, at man får adgang til utroligt meget sprog. Journalister interesserer sig for sprog i forvejen, må man næsten gå ud fra, og derfor er de ekstra modtagelige over for sprog. Og ved at læse mere får man mere adgang.«

Bevar nysgerrigheden

»Jeg synes, det siger mere om en mand, hvilke snørebånd han har i sine sko, og hvilken måde han binder de snørebånd på, end om han for eksempel har været sin kone utro. Portrættet bliver til i de små ting, som vi næsten ikke kan se, eller som er blevet så almindelige og hverdagsagtige, at vi er holdt op med at se dem. Hvordan sidder en mand i bussen, hvordan løfter han pølsen i pølsevognen? Det er de små bevægelser, der skaber billedet af et menneske, og det handler igen om langsomhed; om at komme ned i tempo.«

»Det at skabe en nærværende tekst er ofte et spørgsmål om detaljer, og med hjælp fra litteraturen kan journalistikken udvikle sansen for dem. Men det er ikke noget, man kan lære ud fra skriveøvelser. Det er learning by doing, ved at gøre det igen og igen og igen og opsøge steder.«

»I forbindelse med min seneste roman, ’Mikael’, der blandt andet handler om krigen i Afghanistan, rejste jeg derned og tilbragte noget tid sammen med de danske kamptropper. Det handlede netop om både at være til stede og forsvinde på én gang. Og det var nødvendigt for, at jeg kunne sanse de detaljer, der karakteriserede de forskellige mennesker. Menneske for menneske.«

»Det bedste råd, jeg kan give til journalister, må være, at I skal bevare jeres nysgerrighed. Hvis ikke man er nysgerrig på det emne, man skal skrive om, dur det simpelthen ikke. Nysgerrigheden er en forudsætning for, at der overhovedet kan komme noget ud. Ellers bliver det dødt i sjælen.«

[[nid:34207]]

Foto: Isak Hoffmeyer