Tre afslag fra Folketingets ombudsmand, stakkevis af uforståelige breve og en god portion stædighed. Det kostede det at knække en over 30 år gammel hemmelighed: Hvem modtager de ti milliarder kroner, der hvert år bliver uddelt i landbrugsstøtte.

DYBDEBORENDE. Først tilfældighederne: Journalist Kjeld Hansens kone er kusine til journalist Nils Mulvads kone.

Derfor havnede Kjeld Hansen og Nils Mulvad til den samme familiefest for halvandet år siden.

Resten af historien handler på ingen måde om tilfældigheder. Men om vedholdenhed og systematik. Eller som Nils Mulvad siger:

»En ganske almindelig journalistisk disciplin, der hedder elektronisk aktindsigt.«

I dag, halvandet år efter festen, har Kjeld Hansen og Nils Mulvad som de første fået en regering til at aflevere samtlige oplysninger om, hvilke personer der modtager EUs landbrugsstøtte. Alene i Danmark udgør EUs landbrugsstøtteordninger svimlende ti milliarder kroner – heraf udgør de 2,6 milliarder hjemlige støtteordninger.

Som det første land i EU har Danmark offentliggjort tallene. Ikke på grund af åbenhed i forvaltningen, men på grund af to journalisters arbejde.

I de lange lister, som findes på DRs hjemmeside, kan man blandt andet se, at landets fødevareminister selv modtog 389.702 kroner i 2003, og søger man på 'Gæmelke', dukker Landbrugsrådets præsident op med følgende tal: 515.615 støttekroner i hektarstøtte og 24.220 kroner i den såkaldte markfrøordning.

– Hvor stor er denne historie?

»Mega. Mega,« siger 57-årige Kjeld Hansen, der er miljøjournalist og har konsulentfirma BæreDygtighed. Han er forfatter til en lang række bøger om miljø. Kjeld Hansen er iøvrigt selv fritidslandmand på Sydsjælland og får en årlig landbrugsstøtte på 75.000 kroner (155.194 kroner ifølge de offentliggjorte lister. Det beløb dækker dog både 2002 og 2003).

Kjeld Hansen holder en kunstpause og siger så:

»Når først det går op for folk, hvem der scorer de helt store penge, så bliver støtteordningerne lavet om. Selvfølgelig bliver de det.«

Kjeld Hansen hæver stemmen og sender de næste ord af sted som slag i luften:

»Ti milliarder kroner om året til færre end 50.000 landbrug og virksomheder, der i forvejen har så rigeligt. Prøv at forestille dig, hvad man kunne bruge ti milliarder til?«

Han læner sig tilbage og siger stille:

»Folk vil da ikke finde sig i, at halvdelen af EUs penge bliver givet væk.«

Tilbage til familiefesten, som var en 40 års fødselsdag.

Det var i januar 2003, og Kjeld Hansen arbejdede på sin bog om Danmarks miljø gennem 200 år, »Der er et yndigt land« (udkom i efteråret 2003). Han havde gentagne gange forsøgt at få aktindsigt i landbrugsstøtteordningerne. Men som en række af politikere og journalister før ham uden held.

»Tallene var vigtige, for under researchen til bogen blev det mere og mere klart for mig, at der er en nøje sammenhæng mellem støtten til landbrug og miljøødelæggelse. Jeg finder det ene eksempel efter det andet på, at naturlokaliteter er blevet ødelagt med offentlig støtte,« siger Kjeld Hansen.

Journalisten og forfatteren var imidlertid kørt fast. Derfor nævnte han sagen for Nils Mulvad, der ud over at være en fjern slægtning også er direktør for DICAR – Center for analytisk journalistik.

Han var med på idéen:

»Vi havde tidligere snakket om EUs landbrugsstøtteordninger på DICAR og henvendt os til direktoratet (Direktoratet for FødevareErhverv, red.), men havde for travlt. Man skal ikke være superkvik for at regne ud, at når landbrugsstøtten udgør halvdelen af EUs budget, og alle de nye lande kommer med på grund af landbrugsstøtten, så er det interessant at se, hvem der i virkeligheden får pengene.«

Den 27. januar, for knap halvandet år siden, indledte miljøjournalisten og tal-journalisten deres samarbejde. Kjeld Hansen underskrev det første brev. Det blev indledt således:

Jeg skal hermed anmode direktoratet om et møde med henblik på at drøfte, hvorledes der kan foranstaltes en fast, årlig offentliggørelse af samtlige hektarstøtte-modtagere i Danmark og deres støtte-beløb.

»Vi vælger at skrive ret åbent,« forklarer Nils Mulvad.

»Hvis ikke de vil lægge data frem, så kan vi i det mindste aftale en køreplan for sagen. Det er ud fra min erfaring en god idé. Ligesom advokater prøver at skære sager til, så de ikke bruger tid på ligegyldige ting. Jeg havde regnet med, at de var interesseret i et møde. De kunne ikke være ubekendt med, at Kjeld ville fortsætte, og de kunne heller ikke være ubekendt med, at DICAR kører tingene til bunds.«

Men parret skræmmer åbenbart ikke Direktoratet for FødevareErhverv. To uger senere skriver direktoratet tilbage:

Direktoratet for FødevareErhverv finder, at en henvendelse som den foreliggende, der omfatter oplysninger i samtlige sager af en bestemt art, ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Dette skyldes, at de pågældende oplysninger ikke eksisterer som et dokument.

Og dermed begynder en halvandet år lang kamp, som Kjeld Hansen beskriver som en 'ørkenvandring'.

»Så skifter vi metode,« siger Nils Mulvad.

»Vi allierer os med pressejurister og skriver meget velovervejede svarbreve,« siger han.

De sender en klage til Ombudsmanden. Men han er tilsyneladende enig med direktoratet i, at der er tale om 49.666 enkeltsager og ikke én stor sag.

Kjeld Hansen: »Det bliver en tvist om, hvorvidt der ligger en dynge på 49.666 stykker papirer, eller om der er en diskette, hvor hele dyngen ligger elektronisk. Vi påstår det sidste. Hvilket selvfølgelig også er tilfældet. Det er klart, at hvis de skulle kopiere 49.666 stykker papir, så ville det være rædselsfuldt. Ombudsmanden forstår ikke, at der er tale om ét dokument.«

De klager til Fødevareministeriet, som også afviser parret.

Man kan undre sig over journalisternes selvtillid, efter at de er blevet afvist overalt. Den kommer blandt andet af samtaler med pressejuristerne Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole og Hen-
riette Schjøth fra Syddansk Universitet i Odense.

»Min optimisme skyldes også, at det var en win-win sag. Hvis vi fik de her data, så var det en kæmpegod historie. Det ville jeg personligt have sørget
for. Og så trækker de jo læsset derovrefra,« siger Kjeld Hansen og nikker over mod Nils Mulvad, mens han fortsætter:

»Jeg kunne aldrig have skrevet de breve, som de skriver. Nogle af dem har jeg simpelthen ikke kunnet forstå.«

»Det her er et spørgsmål om jura,« siger Nils Mulvad alvorligt og fortsætter:

»Om tolkning af paragraffer. Ikke et spørgsmål om rimelighed. Metoderne i søgning om aktindsigt er de samme i hele verden. Man er inde i reglerne. Man arbejder sammen med mediejurister. Man udvælger de sager, man kører. Og man kører dem professionelt. Ikke bare sådan la-la.«

Hen over sommeren lykkes det parret at få aktindsigt i en oversigt over personer, der har fået mere end en million kroner i hektarstøtte. 108 personer. Ikke 49.666, men alligevel et lyspunkt. Det beviser nemlig, at opgaven ikke er umulig for direktoratet.

Nu går parret målrettet efter at få aktindsigt i direktoratets it-system for at bevise, at der er tale om ét dokument og ikke 49.666 forskellige.

»Og så tager det hele en fuldstændig absurd drejning. De vil ikke fortælle, hvordan it-systemet er opbygget« siger Nils Mulvad.

Efter ti måneders arbejde fortæller Mariann Fischer Boel i Folketingets spørgetid den 27. august 2003 blandt andet med denne rekordlange sætning, hvorfor offentligheden ikke kan få adgang til landbrugsstøtteordningerne.

…Da det endvidere vil være forbundet med ikke ubetydelige ressourcer at sammenstille det ønskede dokument og rense det for oplysninger, som ikke må offentliggøres, sammenholdt med at den berettigede interesse, som offentligheden måtte have i at kende navne og adresser m.v. på samtlige hektarstøttemodtagere, bedømmes som ringe, har ministeriet heller ikke ud fra princippet om meroffentlighed uden for offentlighedslovens område fundet anledning til at anvende de krævede ressourcer for at fremskaffe de ønskede oplysninger og gøre dem offentligt tilgængelige.

Udtalelsen viser sig otte måneder senere at være temmeligt misvisende, hvilket ministeren må beklage over for Folketinget og Folketingets Ombudsmand.

Ministeren bekræfter dog i sit svar den 27. august, at oplysningerne ligger i et it-system. Den formulering bider parret sig fast i. Et it-system, et dokument.

Desværre køber Ombudsmanden ikke den logik. For tredje gang bliver de afvist.

»Tre afgørelser, hvor Ombudsmanden siger, at denne sag vil han ikke behandle.«

Nils Mulvad smiler skælmsk.

Der er nu gået næsten halvandet år, og Kjeld Hansens tålmodighed er ved at slippe op.

Han mener, at historien om ministeriets modvilje skal skrives. Hårdt mod hårdt. Men Nils Mulvad siger nej.

»Der har Nils jo været den kloge – næsten faderlige,« smiler Kjeld Hansen.

»Han har sagt: 'Rooolig.' Og det er jo rigtigt set. Når det gælder om få disse data, skal ens mildhed være uendelig, og ens udholdenhed uden ende.«

Det er blevet forår 2004, og parrets strategi er at få lukket alle sagerne i Direktoratet for FødevareErhverv og Fødevareministeriet. Det har Ombudsmanden krævet, før han vil tage stilling til sagen igen.

Det bliver dog ikke nødvendigt. Det ender med at blive et telefonopkald, der fører til det store gennembrud. En aprildag i år, 15 måneder efter at sagen begyndte, ringer Nils Mulvad til specialkonsulenten i Direktoratet for FødevareErhverv.

Egentlig bare en del af det løbende arbejde.

Men til Nils Mulvads store overraskelse siger specialkonsulenten, at de bør 'finde en løsning'. Et par dage senere ringer specialkonsulenten tilbage og inviterer på en kop kaffe, og den 26. april tropper Nils Mulvad og Kjeld Hansen op hos den myndighed, de har spillet mur op af i over et år.

»Det var dårlig kaffe. I plastkrus,« konstaterer Kjeld Hansen tørt. Nils Mulvad griner:

»Men han var behagelig at lave aftaler med.«

»I får det, som I vil have det,« indledte embedsmanden.

»Vi var lige ved at falde ned af stolene,« siger Kjeld Hansen og fortsætter:

»Så sagde jeg: Hvad er der sket? Hvorfor får vi det?«

Embedsmanden giver ifølge Kjeld Hansen tre grunde: For det første er direktoratet dødtræt af alle klagesagerne. For det andet vil de 'ikke længere afvise, at der synes at være en interesse for journalister og folketingsmedlemmer i sagen'.

Nils Mulvad afbryder: »Det må man vel sige, at han efterfølgende fik ret i.«

»Den tredje grund,« fortsætter Kjeld Hansen, »skulle være, at ministeriet er klar over, at det vil medføre 'bad publicity' på længere sigt.«

Kjeld Hansen nægter at tro på, at det er lykkedes. Men efter et par brevvekslinger og telefonsamtaler modtager Nils Mulvad den 24. maj den sidste cd-rom. Fyldt med navne og tal på danskere i alle afskygninger, der modtager støttekroner.

DRs Pengemagasinet var første medie, der kunne offentliggøre tallene torsdag den 3. juni.

I dagene efter fulgte lokale, landsdækkende og udenlandske medier. Ifølge makkerparret er der stadig massevis af historier at hente.

»Hvis man bare kombinerer tallene rigtigt. Det er i kombinationen, at historierne opstår,« siger Mulvad.

Sideløbende er det væltet ind med lykønskninger til makkerparret. De har taget en af de største skalpe inden for elektronisk aktindsigt. Det store spørgsmål er, hvorfor de ikke selv skrev historien?

»Jeg har hverken tid til eller mulighed for at skrive den historie. I øvrigt er der så mange historier, at det er en umulig ambition,« siger Kjeld Hansen.

»Jeg vil sige det samme med lidt andre ord,« konstaterer Nils Mulvad.

»Min drivkraft har været, at den gode historie trives. At journalistik fortsætter med at være ordentlig og vedkommende. Min drivkraft er ikke, at jeg selv skal markedsføres.«

– Hvad bliver det næste?

»Skal vi sige det?« spørger Kjeld Hansen sin makker, der for halvandet år siden havde titel af konens kusines mand.

»Jah,« lyder svaret fra Nils Mulvad, og Kjeld Hansen fortæller ivrigt videre:

»Vi har afsendt en begæring om aktindsig i de støtteordninger, som Skov- og Naturstyrelsen har. Vi regner med relativt ukompliceret at kunne offentliggøre dem inden alt for længe.«

»Håber,« indskyder Nils Mulvad.

Kjeld Hansen: »Ja, og så begynder det at blive rigtig interessant.«

Fødevareministeren kaldte den 9. juni Fødevareudvalget i samråd. Her beklagede hun, at hun over for Folketinget og Folketingets Ombudsmand har påstået, at det af praktiske årsager ville være for vanskeligt at give aktindsigt. Læs hele forklaringen på www.fvm.dk/nyheder.

På www.dicar.dk kan man finde mere omtale af sagen.

Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE) har lagt en del af korrespondencen mellem journalisterne og myndighederne ud på www.cfje.dk Det drejer sig om 31 breve, der vedrører hektarstøtte.

* Kjeld Hansen, 57 år.

Miljøjournalist. Driver konsulent- og kommunikationsfirmaet BæreDygtighed. Holder desuden foredrag om grønt forbrug og afholder kurser i miljø og medier.

Blev uddannet fra Dannmarks Journalisthøjskole i 1981 og har de seneste 15 år udgivet en lang række bøger om miljø.
* Nils Mulvad, 49 år.

Direktør for DICAR – Center for analytisk journalistik.

Har en bachelorgrad i biokemi fra Københavns Universitet, 1977. Afgang fra Danmarks Journalisthøjskole i juni 1989. Kom først til Computerworld, arbejdede dernæst freelance, inden han blev ansat på Jyllands-Posten i 1995. Ansat på DICAR siden 2001.