Der er en almindelig misforståelse omkring rufferiparagrafferne. Nemlig at de straffer udnyttelse af sexarbejdere.

Rufferiparagrafferne handler om kønssædelighed, og det, man straffer efter dem, er dét at medvirke til organiseringen af prostitution. Også selv om denne organisering er positiv for sexarbejderen, hvilket den som regel vil være. Derimod må man gerne sælge ydelser – også til overpriser – til sexarbejderne, så længe man ikke har del i organiseringen. Derfor er Ekstra Bladets massageannoncer ikke rufferi.

Rufferiparagrafferne er oprindeligt strikket sammen på denne måde, fordi de primært skulle beskytte en religiøst betinget moral. I dag er det måske ikke så meget Guds interesser, politikerne har i hovedet. Men det er i hvert fald stadig ikke sexarbejdernes ve og vel, der er i fokus.

Det er heller ikke borgernes retssikkerhed, forstår man, når man læser domsudskrifterne – hvilket journalisterne bag Journalistens artikler (i nummer 11) om massageannoncerne øjensynligt har gjort. De må have læst adskillige historier om, hvordan fredelige og ansvarlige udlejere og telefondamer bliver trukket igennem retsmaskineriet – i sager, der meget ofte ender med frikendelser eller meget milde domme.

Det er forstemmende, at de to journalister alligevel ikke forholder sig kritisk til det og blot istemmer en politisk sang om onde forbrydere. Men desværre følger de generel praksis i medierne i disse år, når det kommer til dækningen af prostitution. Det er i hvert fald ikke på dette felt, at pressen er den fjerde statsmagt. Her optræder medierne næsten konsekvent som trofaste hjælpere for den første statsmagt – den udøvende.

På den måde får man også andel i den udøvende magts ugerninger, og det illustreres i Journalistens artikler, hvor en navngiven kvinde bliver hængt ud for at have tvunget sin aupair-pige til prostitution. Det blev kvinden aldrig dømt for, og tiltalen skyldtes kun en kombination af en usand anmeldelse og skandaløst ringe politiarbejde. Fejlen fik meget alvorlige konsekvenser for kvinden, hendes mand og hendes tre små børn.

Det er patetisk, når Journalisten bagefter ikke kan strække sig længere end til at bringe en "præcisering" med henvisning til, at oplysningen om tvang var kommet frem under researchen. Hvad er det for en "research", hvor man ser bort fra dokumentation og blot viderebringer politiets vurderinger?

– Sten Thorup Kristensen, journalist

SVAR. Journalisten har i tre beskrivelser brugt ordet tvang. I de to af dem er gerningsmændene dømt for tvang. I den tredje sag er Blessing Amenaghawon Oshodin ikke dømt for tvang, men for rufferi. Teksten er baseret på politiets beskrivelse af sagen, og ikke på ordlyden i den endelige domsfældelse. Vi beklager.

– Øjvind Hesselager, redaktør