Pressekortet har tjent som arbejdsredskab, adgangsbillet og potensforlænger i over 100 år. Siden det blev indført, har en række af standens essentielle diskussioner taget udgangspunkt i det lille id-kort, der giver dig ret til at gå igennem politiafspærringer.

Engang var der mere verdensmand over pressekortet. Med kortet i hånden kunne man i 1912 få en tur i zeppelineren Hansa, der som det første luftskib besøgte Danmark. Afleverede man ikke kortet tilbage, kom kongens foged og hentede det, og kunne man ikke betale værtshusregningen, kunne man – imod forbundets vilje – lægge pressekortet i pant.

Det fortæller Gert Nielsen, der med stor sandsynlighed har lavet det pressekort, der ligger i din pung. Siden pressekortet i 70'erne gik fra læder til plastik, har Gert Nielsen lavet alle de kort, der er udstedt af Dansk Journalistforbund. Der er dog ingen luftskibsture i de kort, han laver i dag. Man kan ikke engang komme i Zoologisk Have med dem. Men det er heller ikke meningen med pressekortet. I hvert fald ikke længere.

Ideen med pressekortet er først og fremmest "politinoten". Det er den tekst på bagsiden af kortet, som understreger, at indehaveren skal have adgang gennem politiafspærringer. Ifølge Gyldendals store danske encyklopædi blev de første kort udstedt i starten af 1900-tallet.
»Der var et behov for, at pressen kunne legitimere sig over for øvrigheden. Samtidig var det også praktisk for politiet at vide, hvem der var journalister og pressefotografer, så det ikke først gik op for dem, efter at de havde tævet løs på dem,« fortæller Flemming Reinvard, der er faglig konsulent i Dansk Journalistforbund.

Journalisters lovmæssige adgang gennem politiafspærringer bliver første gang slået fast i et cirkulære fra 1929. Den officielle politinote optræder dog første gang i pressekortene i 1939, hvor kortene også bliver sendt forbi rigspolitichefen for at blive godkendt. Det var en alvorlig sag, fortæller Gert Nielsen. Hvis man ikke længere var berettiget til at have sit pressekort, og man ikke selv afleverede det til forbundet, så blev kongens foged sendt ud og hente det.

Rigspolitichefen stoppede med at godkende alle pressekort i 1970'erne. Kongens foged kommer heller ikke efter dig længere, hvis du glemmer at aflevere kortet til forbundet. Men politiet holder stadig øje med kortene. Hvis et pressekort bliver stjålet, tabt eller ikke bliver afleveret tilbage ved endt medlemskab, er DJ stadig forpligtet til at oplyse politiet om det. Kortnummeret bliver så registreret i et arkiv over ugyldige pressekort. En opgave, politiet tager så alvorligt, at de i 1990 gav en reprimande til forbundet for ikke at leve op til deres forpligtelse.

Der var flere grunde til, at rigspolitichefen stoppede med at godkende pressekort. En af dem var angiveligt en uenighed mellem daværende formand Carsten Nielsen og rigspolitichefen. En tidligere kriminel havde fået tilkendt pressekort af journalistforbundet. Rigspolitichefen ville ikke godkende ham. Den daværende formand for forbundet, Carsten Nielsen, insisterede på, at alle medlemmer skulle have et kort, og så ville politiet ikke længere tage ansvaret for godkendelsen af indehaveren.

Hvis historien er sand, var Carsten Nielsen ret forudseende. For pressekortet skal ikke være forbeholdt en klub af bedre-borgere, har ombudsmanden slået fast. I 1995 blev et kamerahold fra lokalstationen TV-Stop nægtet adgang til et møde i Udenrigsministeriet, fordi de ikke havde pressekort. Efterfølgende gav ombudsmanden udtryk for, at det ikke gik, at man ikke kunne få pressekort, hvis man arbejder med journalistik. Siden dengang har de glade amatører på lokalradio- og tv-stationer kunnet få pressekortet, ligesom en række andre forbund og arbejdsgiverforeninger kan udstede pressekort til folk, der arbejder med journalistik.

Til at starte med ville journalisterne heller ikke have, at fotograferne fik pressekort, men efter en del kampe lykkedes det endelig for dem i 1920'erne. Og ironisk nok gav det journalisterne en fordel, når det kom til pressekortets mere underholdende muligheder. Meget lader til, at pressekortet fra starten har givet journalister adgang til en række ting, som ikke nødvendigvis havde noget med journalistik at gøre. Ud over luftskibet Hansa har Tivoli været et velbesøgt sted.

Men Gert Nielsen fortæller, at det først var, da fotograferne fik pressekortet, at man kunne få lov til at tage en ledsager gratis med i Tivoli mod fremvisning af kortet. Fotograferne havde brug for en assistent til at bære de meget tunge fotoplader. Det havde journalisterne ikke, men de krævede alligevel at få de samme vilkår.
I 1960 udgav forbundet en lille folder over de ting, som pressekortet gav adgang til. Her står ikke noget om fotoassistenter, men under Tivoli står der noteret, at der er adgang "med dame". Her er også informeret om, at man kunne komme gratis i Det kongelige Teater, køre gratis i tog flere steder i landet og komme gratis til fodbold på de fleste stadions.

Den slags aftaler om fordele laver DJ ikke længere.
»Stemningen er skiftet meget siden dengang. Man har ikke ønsket, at der kunne stilles spørgsmålstegn ved vores uvildighed, og derfor er det besluttet, at det er et privat anliggende, hvis en virksomhed vil give fordele til den enkelte journalist. Ligesom det må være op til den enkelte journalist at afgøre, om man vil tage imod,« fortæller faglig konsulent Flemming Reinvard.

Der er dog heller ikke så meget at tage imod længere. Mest symbolsk var det, da Tivoli lukkede for adgangen. I julen 2003 skulle DJ holde julefrokost i Tivoli og skrev i invitationen, at man bare kunne komme ind med pressekortet. Det skrev Journalisten en historie om, hvor formand Mogens Blicher Bjerregård beklagede og sagde, at man skulle værne om respekten for pressekortet. Fire måneder efter besluttede Tivoli, at pressekortet ikke længere skulle give adgang, da DJ organiserede for mange forskellige faggrupper:
»Vi kan ikke se, hvorfor døvetolke, tekstere og grafikere – uden et fagligt ærinde – skal gratis ind i Tivoli. Så kunne vi lige så godt give mange andre grupper gratis adgang, for eksempel pensionister eller børn fra trange kår,« sagde daværende kommunikationschef i Tivoli, Stine Lolk, til Journalisten.

I år 2000 fik DJ lavet en rapport om pressekortet, som ligeledes påpegede problemet:
"Visse sports- og koncertarrangementer afviser adgang mod forevisning af pressekort, fordi der har været en tendens til unaturligt stor interesse for at være til stede på pressevilkår."

Anledningen til rapporten var dog muligvis en helt anden problemstilling, fortæller Flemming Reinvard. De journalister, der virkelig bruger politinoten til noget, politi- og retsreporterne, mente, at der var ved at blive for trangt omme bag politiafspærringerne. En diskussion, der for alvor startede, da politiet ryddede "byggeren" på Nørrebro i 1980.
"Det var fornemmelsen hos PRF (Politi- og Retsreporterne i København, red.), at politiets respekt for pressekortet er konstant dalende. Foreningens medlemmer oplever ifølge bestyrelsen en så stor trængsel ved større politiindsatser, at både deres eget og politiets arbejde generes," står der i rapporten.

Den konkluderer dog også, at problemet ikke kan løses ved at begrænse antallet af pressekort fra DJ, da trængslen primært skyldes større og legitim interesse fra medierne. De få "uheldige elementer", der skaber problemer, havde fået deres pressekort et andet sted.

Sådan var det i hvert fald indtil 2008, hvor en mindre beretning i beboerbladet "Westend og Omegn" igen satte gang i debatten:
"Designstuderende Laurits fra Istedgade har fået fingrene i et meget brugbart pressekort. Da Laurits en dag er på vej mod Børneuniversitetet, hvor hans datter går i skole, er Matthæusgade pludselig afspærret af politiet. 'Jeg forcerer blokeringen og praler efterfølgende med kortet over for min ekskæreste', siger Laurits, der betegner sin rolle i medielandskabet som observatør," stod der i 2008.

Det fik endnu en gang Politi- og Retsreporterne op af stolen:
»Jeg ved snart ikke, hvor mange røntgenfotografer og pladevendere, vi har i det her forbund. Hvad skal de med et pressekort? Vi oplever helt konkret, at politiet siger til os, at der er så mange folk med pressekort derude, at de ikke vil lukke os ind bag afspærringer,« sagde formand Thomas Kristensen til Journalisten.
Laurits fra Istedgade fortalte, at sagen var fremlagt forkert i beboerbladet, og fik lov til at beholde sit pressekort. I stedet endte sagen med, at delegeretmødet i 2009 besluttede, at man fra nu af skulle bede om pressekortet. Det er ikke længere noget, der bliver udleveret automatisk ved indmeldelse i DJ.

Viggo Josephsens pressekort fra før politinoten blev indført i selve kortet.
Han arbejdede for den socialdemokratiske presse og var sandsynligvis manuskriptforfatter til nogle af Socialdemokratiets propaganda-/informationsfilm fra før krigen.

Internationalt pressekort udstedt til Tove Castenskiold i 1937 af Federation International des Journalistes (FIJ/IFJ).
Den internationale journalistorganisation blev stiftet i 1926 og genoplivet i 1952 i den form, som organisationen har i dag, og som DJ er medlem af. Under den kolde krig var der rivalisering mellem IFJ, som de vestlige landes organisation, på den ene side og International Organisation of Journalists (IOJ), der bestod af landene i Warszawapagten, på den anden side. Det var for eksempel ikke nogen god ide at tage til Saigon efter byens fald til kommunisterne med et IFJ-pressekort.
Det lader dog til, at de levede i nogenlunde sameksistens før Anden Verdenskrig. I hvert fald er Tove Castenskiolds kort fornyet et par gange af IOJ i 1946 og 1947. I dag er samtlige pressekort udstedt af DJ godkendt som internationale pressekort af IFJ. IOJ eksisterer vist ikke længere.

Pressekort til Liselotte Jarler Reimann udstedt i 1970.
I dag hedder hun Liselotte Reimann Nelson og gik for et par år siden på pension efter en karriere, der endte som redaktør for Bonniers bogklubber. Da kortet blev udstedt, arbejdede hun for Hendes Verden. Senere kom hun ind i forlagsbranchen.
»Pressekortet var vores svendebrev dengang. Vi var jo kun to gange seks måneder på skole, så kortet var vores bevis for, at vi var blevet rigtige journalister,« fortæller Liselotte Reimann Nelson i dag.
Siden 1997 har alle journaliststuderende kunnet få pressekort fra den dag, de startede på uddannelsen og meldte sig ind i forbundet.

Kirsten Dalum fra Horsens Folkeblad på et plastikpressekort fra omkring 1980.
De første plastikkort blev indført omkring midten af 70'erne, og til den opgave anskaffede DJ sig en af Danmarks første lamineringsmaskiner. Kortene voldte dog lidt problemer, da den specielle lamineringsplastik kun kunne fås i USA, og havnearbejderne i New York strejkede i tre måneder, fortæller Gert Nielsen. Siden omkring 1997 har pressekortet haft den kreditkort-størrelse, som det har i dag.