
Politikens medarbejderforening har inviteret Christian Jensen til møde fredag formiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politikens medarbejdere har torsdag eftermiddag sendt et nyt kritisk brev til avisens chefredaktør Christian Jensen, hvor de kritiserer ledelsens lukkethed:
”Den manglende inddragelse af medarbejderne er desværre blevet en del af ledelsesstilen på Politiken de seneste år. Vi har netop set en større omstrukturering, der har ført til den nye Danmarksredaktion. Den blev gennemført, uden at de mange medarbejdere, der arbejder på redaktionen, på en meningsfuld måde blev taget med på råd,” lyder det i brevet, som Journalisten har set.
”Det er tydeligt, at Politikens økonomi er vigtig for dig, det er den også for os. Men der er andre former for kapital end det, som kan måles i kroner og øre – vi synes, at de mennesker og idéer, der skal vokse herinde, har en betydelig værdi for avisen. De bliver ikke forvaltet ansvarligt lige nu,” fortsætter medarbejderne i brevet.
Brevet kommer i kølvandet af, at Politikens medarbejdere torsdag har genoptaget arbejdet efter arbejdsnedlæggelsen, der begyndte onsdag.
”Vi” er blevet til ”dem og os”
Brevet er i flere passager stilet direkte til chefredaktør Christian Jensen:
”Det virker som en skarp kontrast til den fortælling om Politiken, du præsenterer for os ved festlige lejligheder. Der taler du om et ’vi’, men når der skal ske store ændringer, der påvirker vores arbejdsliv og trivsel og den avis, vi sammen laver, er det ’vi’ blevet til et ’dem og os’.”
”Det er meget langt fra den arbejdsplads og det Politiken, vi holder af og er stolte af,” fortsætter medarbejderne i brevet.
I brevet udtrykker medarbejderne også en forventning om, at man vil åbne for frivillige fratrædelser og efterspørger mere dialog og åbenhed:
”Vi forventer, at der så vidt muligt undgås fyringer. At flest muligt kommer til at forlade Politiken efter frivillige fratrædelser eller efter individuelle forhandlinger med medarbejdere, der selv ønsker at stoppe. Hvad det kaldes, er ikke afgørende for os; det handler om at behandle mennesker bedst muligt i en svær situation.”
Gennem frivillige fratrædelser håber medarbejderne, at man kan nedbringe antallet af regulære fyringer markant. Derudover efterlyser de også en større åbenhed fra ledelsen, så den indvier medarbejderne i avisens fremtidsplaner:
”Det gør det nemmere for medarbejderne at vurdere, om de kan se sig selv i den nye struktur for Politiken, du siger, I har liggende i skuffen, men først vil vise os efter sparerunden. Lige nu går alle rundt og forsøger at gætte, hvad der skal ske. Det skaber en utryg og stresset stemning og gør det svært at tage beslutninger om sit arbejdsliv.”
I brevet inviterer medarbejderne personligt Christian Jensen til et møde med medarbejderforeningens medlemmer fredag formiddag.
Frustration på Rådhuspladsen
Brevet er udtryk for den massive frustration blandt Politikens medarbejdere på Rådhuspladsen, der udspringer af, at der onsdag blev meldt en fyringsrunde ud på avisen.
På et møde onsdag lagde chefredaktør Christian Jensen op til at vinke farvel til 10 medarbejdere.
Besparelserne i JP/Politikens Hus rammer også aviserne Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, hvor medarbejderne også har udtrykt stor utilfredshed med spareplanerne.
Frustrationen skyldes blandt andet, at JP/Politikens Hus har en stærk økonomi, som ifølge seneste årsrapport består af en egenkapital på over 3,25 milliarder kroner.
Stig Ørskov, koncerndirektør i JP/Politikens Hus, sagde i går til Journalisten, at han ikke ser andre udveje end at skulle spare.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.