Martin Burcharth: »Nogle korrespondenter skræller andre mediers artikler alt, alt for meget«
Martin Burcharth: 60 år. USA-korrespondent for Information siden 1996. Har været korrespondent siden slutningen af 1970’erne i lande som Italien, Polen og USA. Afslørede i 2009 en kollega i at have citeret en kilde, som var død flere år forinden.
Mener du, at branchen har et generelt etisk problem i forhold til plagiat og kildeangivelse?
»Nej, men jeg er bange for, at fordi der har været enkelte syndere, så vil det smitte af på opfattelsen af korrespondenter i den danske offentlighed. At korrespondenter generelt set stjæler med arme og ben uden at kildehenvise. Men det er jo ikke rigtigt,« siger Martin Burcharth.
Han mener til gengæld, at nogle korrespondenter ”skræller” for mange historier fra medierne i det land, de arbejder i. De henviser til det pågældende medie, men tager ifølge ham meget mere end det, de henviser til, og kildehenvisningen bliver nogle gange gemt af vejen langt nede i artiklen.
»Nogle korrespondenter skræller andre mediers artikler alt, alt for meget. Det er ikke skræl, når man bruger flere mediekilder til at beskrive, hvad der sker i et land. Men når en redaktør beder en om at omskrive et interview med en kendt litterat i et andet medie, så er det på kanten. Det er ok at skrælle en enkelt artikel i ny og næ. Men det er blevet en vane for nogle,« siger Martin Burcharth.
Har du selv skrevet artikler i løbet af din karriere, hvor du ikke har kildehenvist godt nok eller baseret for meget af artiklen på andres arbejde?
»Det har jeg utvivlsomt gjort nogle få gange. Men jeg har altid gået meget op i kildehenvisning og god citatskik også før de seneste års skandaler.«
Journalister er forfængelige som alle andre mennesker. Er der en tendens til, at korrespondenter gemmer kildehenvisningerne væk langt inde i artiklen?
»Det vil jeg tro er rigtigt. Man vil jo helst have sine egne kilder. Den faglige stolthed gør, at jeg også nogle gange har forsøgt at sløre kildehenvisningen lidt, fordi man helst vil skjule, hvor afhængig man er af andre medier. Det er ikke snyd, og man forsøger at lægge et snit, så det er etisk forsvarligt. Men det må kun ske undtagelsesvist.«
»Det er ikke særligt sjovt at sidde som korrespondent og opleve, at man ikke kan få fat på nogen kilder. Kildeadgangen i især USA er meget dårligere end for bare 10-15 år siden. Presset på kilderne er langt større, fordi der er så mange flere journalister end før i tiden, der kimer dem ned. Der er det en fordel at have nogle gamle kilder, som man kender og kan vende tilbage til. Men adgangen er blevet så svær, at det er blevet noget vanskeligere for mig at føje nye kilder til mit netværk.«
»Mit indtryk er, at de store morgenaviser forventer, at korrespondenterne leverer stof næsten hver dag. Det må være et stort pres at stå op klokken 7 hver dag og skulle aflevere noget klokken 14. Så er det svært at bruge egne kilder. Det kan gøres bedre, men det kræver, at redaktørerne har større forståelse for korrespondenternes vilkår.«
Martin Burcharth har tidligere afsløret en kollega i at citere kilder, som han ikke selv havde talt med. Tilmed en kilde, der havde været død i flere år. Det betød, at Informations daværende korrespondent i Storbritannien i 2009 måtte stoppe på avisen.
»Jeg læste ham som alle andre i min avis og tænkte, hvordan søren kan han nå at komme ud til alle de kilder og være så produktiv? Jeg ved af erfaring, at det er nærmest umenneskeligt. Derfor blev jeg mistænkelig og begyndte at dobbelttjekke hans artikler. Jeg fandt frem til, at han havde citeret en politimester i London, som havde været død i flere år. Jeg gik rundt med det længe uden at sige det til andre end min kone. Det er sgu svært at angive andre mennesker. Men jeg sagde det til nogle kolleger på avisen, som jeg var ude at spise med en aften. Og så rullede snebolden.«
Hvordan har citatpraksis udviklet sig i de år, du har været med?
»Det er blevet bedre. Der har været nogle sager de seneste 10-15 år, som har vakt offentlighedens interesse. Derfor er der blevet skærpet opmærksomhed i korrespondentfaget på at kildehenvise ordentligt. Det er mit indtryk, at der bliver skrællet og skrevet af i mindre omfang end for 20-30 år siden. I dag kan læserne på grund af nettet tjekke, hvad vi skriver, og hvor det stammer fra. Derfor skal man gøre sig mere umage.«
Hvor mener du, at grænsen går mellem inspiration og plagiat i en analyse?
»Det er plagiat, hvis man næsten ordret skriver af. Det er også et problem, hvis man omskriver en analyse, men der praktisk talt står det samme, så bør der være en kildehenvisning. Jeg læser selv alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om eksempelvis Obamas State of the Union-tale. Min analyse baserer jeg på alle mine indtryk, snak med venner og det, jeg selv så på tv. Men når jeg sætter mig ned og skriver, så kigger jeg ikke på de andres tekster igen. Så er jeg blevet inspireret, men det er min egen tekst. Og så behøver man ikke at kildehenvise.«
Foto: Ewa Laier-Burcharth
—-
Poul Høi: »Jeg har lært det på den hårde måde«
Poul Høi: 51 år. USA-korrespondent for Berlingske siden 1996. Vandt Cavling-prisen 2001. Fik i 2003 en reprimande af sin daværende chefredaktør for artiklen ’Den faldende mand’, fordi den i for høj grad byggede på en historie fra et amerikansk magasin.
Hvad er din holdning til den seneste tids debat om plagiering og kildehenvisning?
»Jeg har en vis ydmyghed i netop denne diskussionen, selv om ydmyghed ellers ikke ligger til mig. Men det gør det her, fordi jeg selv er dumpet i engang,« siger Poul Høi.
»Jeg synes ikke, det var sjovt dengang i 2003. Der kom historier om det, og det har hængt ved siden. Jeg har lært det på den hårde måde. Men i dag er jeg meget taknemmelig for, at mine chefer trak mig til side og gav mig en næse efter en artikel med utilstrækkelig kreditering. De sagde: »Poul, du er bedre end det her. Gå ud og gør det bedre.« Og det har jeg forsøgt lige siden.«
»Det har i den grad haft en betydning for mig. Jeg er blevet småparanoid omkring det her. Jeg har en klar forventning om, at nogen kommer efter mig, hvis jeg ikke kildehenviser godt nok,« siger Poul Høi.
Da han vandt Cavling-prisen i 2001, bragte hans egen avis et portræt af ham.
”Han er journalistikkens svar på gentleman-tyven Arsène Lupin. Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarerne. For så har han allerede gjort dem til sine egne,” skrev hans daværende kollega på Berlingske Olav Hergel.
Nogen vil sige, at der er en dobbelttydighed i Olav Hergels hyldest til dig her. At det både kan opfattes som ros og som ris. Hvordan havde du det selv med den beskrivelse?
»Det var så godt og venligt et portræt af en god kollega, at jeg ikke tænkte nærmere over det, da jeg læste det. Men senere har jeg ærgret mig over det. Jeg ved ikke helt, hvad Olav mente med det. Hvis han mente, som jeg selv, at jeg tager fælleshistorier og citerer, hvor de kommer fra, og så forsøger at gøre dem til mine egne derfra, så tager jeg det som et kompliment.«
Hvordan har din egen praksis omkring kildehenvisning ændret sig i årenes løb?
»Det, jeg gør nu, er, at jeg forsøger at lave et unikt produkt. Man må godt skrive om et emne, som andre har skrevet om, hvis man gør det til sit eget. Kan jeg ikke tilføre væsentligt nyt, så sørger jeg for at gøre det klart, hvor historien kommer fra.«
Mener du, at der er overensstemmelse mellem praksis i branchen og de vejledende retningslinjer for god citatskik?
»Jeg har aldrig hørt om de regler, og så vidt jeg ved, er det heller ikke noget, som man navigerer efter på de enkelte redaktioner. Dialogen om, hvad der er god praksis, bør føres på de enkelte arbejdspladser af både chefer og medarbejdere. Og der kunne nok være behov for at undervise mere i praksis om kildehenvisning på journalistuddannelserne.«
Mener du, at der er et generelt etisk problem i branchen i forhold til plagiat og kildeangivelse?
»Det etiske problem er, at man ikke diskuterer det her på de enkelte arbejdspladser. At mange chefer ikke gør, som mine chefer gjorde dengang. Men at man skriger plagiat og hælder folk på bålet, så snart der er problemer.«
»Det nytter ikke noget, at folk går og hvisker og tisker om, at skriver han eller hun ikke af? Er det ikke mere fair at tage den diskussion internt på en arbejdsplads? Det er i orden, hvis chefer eller kolleger spørger, hvor det, du skrev der eller sagde på tv i går, egentlig kommer fra? Det er fair at have den kollegiale dialog.«
Hvordan har citatpraksis udviklet sig i de år, du har været med?
»Det er blevet meget bedre med tiden. Det gælder ikke bare korrespondenter. Da jeg begyndte som lokaljournalist på Ringkøbing Amts Dagblad, lavede jeg mange historier med primærkilder, hvor jeg var i retten eller ude ved dem, hvis hus var lagt ned i en storm. Dengang blev mine og kollegernes historier ofte planket næsten ordret af landsdækkende medier. Det tror jeg ikke sker længere. De seneste 10 år er vi på grund af nettet blevet meget mere opmærksomme på, hvor historierne kommer fra. Alle historier ligger nu på nettet og kan gås efter.«
»Som helt ung stringer oplevede jeg, at en redaktør fjernede nogle af mine kildehenvisninger, fordi han syntes, at der var for mange. Det gjorde hans medie for lille og ubetydeligt. Det var finere at have en historie, som læserne troede var original. Det tror jeg ikke, at der er nogen redaktører, som gør i dag. Jeg tror, der er kommet en bred erkendelse af, at vi ikke bliver mindre af at citere andre.«
Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
—-
Marcus Rubin: »Det var en uretfærdig og faktuelt forkert kritik. Alligevel hænger kritikken af mig ved«
Marcus Rubin: 45 år. Dækker Mellemøsten for Politiken. Tidligere korrespondent i USA og Israel for samme avis. Følte sig udsat for uberettiget kritik i 2010, da en skribent på K-forum kritisererede ham for at skrive for mange citathistorier fra amerikanske medier.
Har branchen et generelt etisk problem i forhold til plagiat eller kildeangivelse?
»Nej. Jeg synes ikke, at man kan tale om et generelt problem i branchen på baggrund af de få sager, som har været fremme,« siger Marcus Rubin.
Hvor mener du, at grænsen går mellem inspiration og plagiat?
»Plagiering er for mig, hvis man stjæler sammenhængende, kreative formuleringer, anekdoter eller sprogblomster uden at kildehenvise. Eller hvis man genbruger en helt særlig eller unik vinkling fra et andet medie uden at kildehenvise.«
»Man kan derimod ikke tale om plagiat, hvis der er tale om helt generelle oplysninger om kendte personers biografiske data eller meget udbredte holdninger og vurderinger. Eksempelvis vurderingen af, at Merkel er den mest markante leder i Europa. Der kan man ikke tale om plagiat. Det er jo noget, som næsten alle mener. Ligesom man ikke behøver at kildehenvise, hvis man skriver, at republikanerne er splittede, eller at der er kaos i Mellemøsten,« siger Marcus Rubin.
Han er ikke blevet kritiseret for manglende kildehenvisninger. Derimod oplevede han i 2010 nærmest det modsatte. At blive kritiseret for at citere andre medier for flittigt. En kritik, som ifølge Marcus Rubin var helt uberettiget.
En skribent beskyldte i et indlæg på K-forum Marcus Rubin for at ”skrælle” for mange historier fra amerikanske medier. Han citerede, som han skulle. Men hans produktion var ikke original nok i internettets tidsalder, lød kritikken.
Skribenten havde foretaget sin egen optælling. Den viste, at Marcus Rubin angiveligt ikke havde foretaget et eneste selvstændigt interview den seneste måned. Men optællingen rummede en fejl. Den var kun baseret på Marcus Rubins artikler til webavisen og ikke til papiravisen.
Flere af Marcus Rubins korrespondent-kolleger i USA tog ham i forsvar og kaldte kritikken helt forfejlet, fordi de mente, at den manglede forståelse for en USA-korrespondents opgave og arbejdsvilkår.
Selv om Marcus Rubin fandt kritikken uberettiget, har den alligevel været et irritationsmoment for ham. Ikke mindst fordi journalisten.dk skrev om den debat, der kørte på K-forum dengang.
»Det var en uretfærdig og faktuelt forkert kritik. Alligevel hænger kritikken af mig ved. Det er også derfor, at du ringer. Hos fagbladet Journalisten skrev I om kritikken dengang, og artiklen dukker stadig op, når man googler mit navn. Det er ret irriterende, og jeg mener, at I burde fjerne den artikel,« siger Marcus Rubin.
Mener du, at der blandt nogle i branchen er et urealistisk syn på, hvor original en udenrigskorrespondents produktion skal være?
»Det ved jeg ikke, men det er en sammensat opgave at være korrespondent. Man skal selvfølgelig lave originalt stof. Men idéen med en korrespondent er jo andet end at lave egne reportager. Man skal analysere og generelt videreformidle, hvad der sker i et land, og hvad der optager sindene. Og det gør man blandt andet ved at holde sig orienteret og bruge de lokale mediers historier.«
Hvis der er tale om en fælleshistorie eller citat, som er gengivet af mange medier i det pågældende land, er det så i orden at skrive det uden at angive en kilde?
»Hvis noget er sagt på et pressemøde, så behøver man ikke at kildehenvise. Men det skal fremgå, at det er sagt til et pressemøde. Man kan aldrig bare skrive ”siger han”, hvis man ikke har talt med manden. Hvis en kilde er ude med det samme budskab i fem forskellige talkshows på tv, så bør man kildehenvise til CNN, eller hvem det nu er, for man kan ikke gå ud fra, at kilden har sagt præcis det samme til alle kanaler, og man har jo taget citatet fra en af dem.«
Har den seneste tids debat om plagiering og kildehenvisning fået nogen betydning for den måde, du selv arbejder på?
»Jeg har måske nok prøvet at være ekstra opmærksom i mine overvejelser. Du kan sige, at jeg har kørt langsommere på cykel. Men jeg har ikke ændret min praksis. Man skal kildehenvise, og selv når man kildehenviser, så er der en grænse for, hvor meget af en artikel man kan tage fra et andet medie og gøre til sit eget. Det er svært at gøre op i procent, hvor meget det er, men de fleste har en fornemmelse af, at der er en grænse, og efterlever det.«
Foto: Jens Dresling/Polfoto
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det havde nok været mere gavnligt for debatten, hvis artiklen havde undladt at tale om plagiering, når nu branchens udfordring er mangelfuld kreditering. Det er det, der er problemet i de aktuelle eksempler, det er det der tidligere har været i fokus når særligt netmedier har undladt kreditering af andre medier, og det er det, der er en udfordring for den journalistiske selvforståelse, fordi den i så høj grad bygger på et ideal om originalitet.