Et nyt magasin om medier, kommunikation og journalistik ser dagens lys første gang 20. februar. Medievaerk hedder magasinet, som tre film- og mediestuderende fra Københavns Universitet står bag.
Det nye mediemagasin skal tage pulsen på tendenser inden for medier, kommunikation og journalistik, skriver de tre skabere af magasinet i en pressemeddelelse.
"Som studerende skulle vi gerne være i stand til at tænke nyt og se lidt anderledes på tingene. Og det er det vi vil prøve med Medievaerk. At kaste nye perspektiver på medie- og kommunikationsbranchen, som vi studerende om nogle år bliver en væsentlig del af," udtaler de tre redaktører Ida Brixtofte Nielsen, Sofie Dalgaard og Mathias Holm Pedersen.
Det første nummer af Medievaerk vil blandt andet indeholde et interview med den nye redaktør for TV2's børne- og unge-satsning, Jeppe Vig Find, en artikel om Barack Obamas revolutionerende brug af nye medier i valgkampen og et portræt af Sarah Holm, der har været i praktik på det velrenommerede amerikanske tv-program 60 Minutes, oplyser de tre redaktører.
2