Nyhedsavisen udkommer ikke i morgen. Medarbejderne har her søndag aften modtaget en mail fra ledelsen, hvori der står, at avisen ikke udkommer. Morten Nissen Nielsen bekræfter lukningen over for Journalisten.dk. (opdateret)
»Jeg vil gerne bekræfte historien. Vi udkommer ikke igen. Der kommer ikke flere numre af Nyhedsavisen. Vi er desværre kommet i en situation, hvor finansieringen er skredet,« siger Morten Nissen Nielsen til Journalisten.dk.
Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå yderligere i detaljer, men henviser til e-mailen, som han for kort tid siden sendte til alle medarbejdere med Morten Lund som afsender:
I mailen til medarbejderne står der følgende:
Morten Lund meddeler:
Jeg er uendeligt ked af at måtte meddele, at vi I dag har stoppet udgivelsen
af Nyhedsavisen. Jeg har sammen med resten af bestyrelsen, ledelsen og
chefredaktionen kæmpet til sidste bloddråbe for at redde projektet, som vi
alle har troet på, men henset til lavkonjunktur og den generelt finansielle
afmatning ser vi det desværre ikke længere muligt at fortsætte.
Af hele mit hjerte vil jeg takke alle partnere, medarbejderne og alle andre,
der har arbejdet og kæmpet for Nyhedsavisen.
Ifølge fagbladet Journalistens seneste beregninger var det samlede tab på Nyhedsavisen frem til juni måned i år 665 millioner kroner. Regnskabet fra Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media, fortæller, at tabene er mindsket med 40 procent i løbet af det første halvår. Sammenholdt med 2007-tallene betyder det, at tabene i dagene før sommer har ligget på 900.000 kroner per udgivelsesdag.
Ikke desto mindre blev lørdagens udgave af Nyhedsavisen den absolut sidste. Dermed nåede Nyhedsavisen ikke engang at fejre sin to års fødselsdag. Første eksemplar af Nyhedsavisen kom således på gaden den 6. oktober 2006. (se video fra lanceringen af Nyhedsavisen på YouTube, hvor bestyrelsesformand Svenn Dam trykker på knappen)
For medarbejderne på Nyhedsavisen kom nyheden som et chok. En del af dem valgte derfor at samles her til aften på værtshuset McKluud i Istedgade i København for at drikke gravøl og støtte hinanden.
Læs også reaktioner fra de øvrige gratisaviser:
Lisbeth Knudsen: God nyhed at Nyhedsavisen lukker.
Søren Riis, metroXpress: Nu overlever gratisaviserne.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Kasper.
Nyhedsavisens ledelse har været meget lidt meddelsom her natten til mandag. Derfor har vi ikke kunnet få det præcise tal på, hvor mange det drejer sig om.
Så snart vi ved noget mere i morgen, skal vi naturligvis nok oplyse det.
Mvh
Jens Jørgen Madsen, webredaktør
Hvor mange medarbejdere mister deres arbejde af det her? I skriver ingen steder, hvor mange der er berørt af den her situation.