Journalisten Bo Østlund udgiver selv sine bøger. Det gør han, fordi det giver ham mere frihed, når bogen skal udformes, end hvis et etableret forlag skulle stå for det – og en potentielt større indtægt.

”Jeg tjener cirka 100 kroner mere per bog ved at selvudgive end på et forlag. Hvis jeg havde lavet bøgerne på et stort forlag, havde jeg fået omkring 30 kroner. Nu får jeg cirka 130 kroner for hver solgt bog. Kalkulen er, at jeg hellere vil tage risikoen og så gå på røven end at være afhængig af de etablerede forlag,” som Bo Østlund formulerer det i en af Journalistens andre artikler i denne serie.

Og det at udgive sin bog selv er noget, flere og flere begiver sig ud i, konstaterer Abelone Glahn. Som medstifter til det danske netværk NewPub, hvor forfattere og andre udveksler erfaringer om blandt andet selvudgivelse, kender hun til tendensen.

”Flere og flere bliver selvudgivere. Tidligere har det haft en negativ klang at gøre det selv uden at have et etableret forlag i ryggen, men i dag er det blevet nemmere at udgive sin egen bog, og selv trykkerierne er blevet spillere på markedet. Der er sket nogle forandringer i hele forretningsdelen,” forklarer Abelone Glahn.

Det er blevet lettere at udgive sine egne bøger – og mange mediefolk kaster sig over det lange format. Journalisten har undersøgt, hvornår en bog er en god idé, og hvor farerne lurer. Dette er femte artikel i serien.

Upload teksten og få udgivet din bog

Som Bo Østlund har erfaret, er der større risiko ved at selvudgive end ved at lade et forlag gøre det for én, og det kræver meget benarbejde at minimere risikoen og få gjort opmærksom på en bogudgivelse på egen hånd, skitserer Abelone Glahn.[quote:0]

”Hvis du laver din bog selv, kræver det meget tid og en del økonomisk investering, men det giver en belønning i den anden ende. Du skal vide, at du ender med at få et bedre udkomme af din investering. Men hvis du går solo, bør du alligevel søge hjælp fra professionelle, som kan bistå dig med eksempelvis layout og korrekturlæsning, så du ikke står helt alene med arbejdet,” siger hun.

Herhjemme er Saxo Publish blandt de største selvudgivelsesplatforme, og direktør Jørgen Balle Olesen bekræfter, at der er en del journalister blandt selvudgiverne, om end det ikke er noget, virksomheden har statistik over.

”Vi sidder ikke og holder øje med, om det nu er en journalist eller en nybegynder eller en erhvervsperson, der bruger platformen til at udgive sin bog. Vi kender ikke folks baggrund, for vi er en selvbetjeningsplatform,” forklarer han om Saxo Publish.

”Men det er klart, at der er forskel på journalister og andre selvudgivere. Der er jo ikke mange uddannede forfattere herhjemme, og det, der kendetegner journalister, er, at de har tilegnet sig evnen til at skrive og har arbejdet med det skrevne ord i professionelle sammenhænge,” siger Jørgen Balle Olesen.

Helt overordnet fungerer platformen ved, at forfatteren uploader sit tekstdokument og vælger, hvilket format bogen skal udkomme i – for eksempel printformat, som undervisningsmateriale eller som e-bog. Herefter formaterer Saxo Publish bogen, så den også kan læses på mobil og tablet, ligesom det er muligt for forfatteren at tilvælge services som forsidelayout og korrekturlæsning.

En dynamisk måde at udkomme på

Den tunge del af opgaven ligger i promoveringen af ens selvudgivne bog.

”Hvor det tidligere var forlag, er det typisk forfatteren selv, der har et netværk og kan promovere bogen på sociale medier og egne platforme, men vi kan også skubbe til den via vores platforme,” siger Jørgen Balle Olesen.

[quote:1]Han mener, at det for journalister handler om at se mulighederne ved konceptet.

”Nogle har måske tænkt tanken, men har ikke taget det næste skridt. Jeg tror, det handler om at betragte selvudgivelse som et nyt medie eller som en ny kanal til at producere indhold på,” siger han og fortsætter:

”En bog er ikke længere en statisk udgivelse, som er trykt af et forlag i 10.000 eksemplarer ad gangen. Det er en dynamisk måde at udkomme på, hvor man måske starter med nogle få hundrede eksemplarer, og hvor man kan redigere løbende. Den tankegang skal man vænne sig til. Det, der kommer til at kendetegne bogmarkedet fremover, er det dynamiske indhold, hvor længere artikelserier eller andet indhold kan blive kurateret og udgivet i bogform. Den økonomiske risiko er for en stor del taget ud af ligningen, og det betyder, at man kan eksperimentere mere og lave noget af det, man gerne vil tage nogle chancer med,” forklarer Jørgen Balle Olesen.

Eksperimenterne fortsætter

Det er ikke kun individuelle journalister, der prøver kræfter med de nye formater. Også et medie som Zetland har eksperimenteret med nye måder at udkomme på.

Tilbage i 2012 lancerede mediet sig som udgivere af journalistiske singler – digitale udgivelser, som var længere end en artikel, men kortere end en bog. Formatet er ikke i brug mere, og Zetland relancerede sig i 2016 som et medie med daglige artikeludgivelser i stedet for månedlige singler. Ifølge chefredaktør Lea Korsgaard var erfaringerne med single-formatet todelte.

[quote:2]”På den ene side syntes vi, at vi lykkedes med selve indholdet, hvor skribenterne fik plads til at strække ben og til at fortælle de historier, som måske ikke kunne holde til en hel bog. Men på den anden side erfarede vi, at vi ikke kunne drive en forretning rundt om en enkelt digital udgivelse om måneden. Blandt andet fordi e-bogsmarkedet ikke tog den himmelfart, som mange ellers forudså,” fortæller chefredaktør Lea Korsgaard.

Men på trods af singlens død er eksperimenterne fortsat – især på forretningssiden. Sidste år udgav Zetland bogen ’Den, der råber, lyver’, som Lea Korsgaard havde skrevet. Udgivelsen var støttet økonomisk af blandt andet Trygfonden, og det gjorde, at Zetland kunne uddele bogen gratis ved diverse lejligheder. I alt blev der uddelt omkring 40.000 eksemplarer.

Bogen kan noget, andre medier ikke kan

Det at rejse penge via fonde og finansiere sin udgivelse på den måde er dog særdeles tidskrævende, påpeger hun.

”Det er ikke nogen langtidsholdbar model, vi kan gøre brug af hver gang. Derfor har vi for nylig forsøgt at gøre det på en anden måde,” siger hun med henvisning til bogen ’Opmærksomhedskrigen’ – en samling af Zetlands tidligere artikler omskrevet til langtidsholdbart bogformat, som sælges på mediets hjemmeside.

”Vi er i en ret afsøgende periode, hvor vi i denne omgang sælger bogen stykvis. Vi forsøger at finde en passende forretningsmodel, men er endnu ikke landet på et fast koncept,” forklarer chefredaktøren.

Hun er dog ikke i tvivl om, at fysiske bogudgivelser stadig er relevante her i 2018.

”Bogen kan noget, som andre medier ikke kan. Der er en efterspørgsel efter noget, der er holdbart og ikke bare flyvsk i vores digitale virkelighed. Vi vil stadig gerne have papir mellem fingrene, og minibogsformatet, som blandt andet Aarhus Universitets ’Tænkepause’-bøger er et eksempel, som passer til vores tid. Det ser ud til, at der er et marked for kortere bogformater, som ikke tager år at producere, og som ikke nødvendigvis behøver at koste en masse penge at lave,” mener Lea Korsgaard.

En underskov af mindre forlag

I takt med at flere af de etablerede forlag satser på udgivelser, der kan generere et stort salg, er en underskov af mindre forlag dukket op i de senere år. Det viser rapporten ’Forandringer i forlagsbranchen’, som udkom i april. Hver især forsøger de at få et lille hjørne af markedet, og forlaget Momenta er et af dem.

[quote:3]Forlaget er startet af den tidligere chefredaktør og undersøgende journalist Olav Skaaning Andersen og fokuserer bredt på nonfiktionbøger inden for historie, debat, politik, sport og kultur.

”Der er stor interesse for at skrive bøger, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Det gælder både for journalister og andre, der har noget vigtigt på hjerte. Jeg har på ret kort tid udgivet erindringer fra en topadvokat, en ekskriminel og en politiker, og jeg har udgivet journalistiske biografier om en DR-dramachef, David Bowie og verdens bedste tennisspiller,” forklarer forlagschefen.

Han uddyber, at Momenta har fået mange uopfordrede henvendelser siden lanceringen sidste år. Dels fra folk, der gerne selv vil skrive, dels fra journalister, der har en god historie, de vil af med.

”Der er med andre ord emner, muligheder og skribenter nok. Det handler mere om at begrænse sig og sige ja til de rigtige og nej tak til mange andre. Og så handler det om at få gode idéer og overbevise de involverede om, at det er en god idé at stille op eller medvirke. Det er her, det hårde arbejde er. Det kan være vanskeligt,” konstaterer Olav Skaaning Andersen.

”Og så er udfordringen – som i al anden journalistik og forfattervirksomhed – at finde det rigtige ’take’ på historien. Man skal stille sig selv spørgsmålet: Er det her en bog? Eller er det bare en podcast på 45 minutter, en longread i Politiken eller en artikel til Ud & Se? Der skal være en helt særlig grund til at lave en bog. For eksempel et eller andet på spil, en særlig interessant vinkel, en uovertruffen historie, en god kommerciel mulighed eller en særlig offentlig interesse,” slutter han.