search

Journalister, der skriver bøger, bliver sjældent rige af det

Journalister er dygtige til at skrive, researche og overholde deadlines, og det er vigtigt, når man skriver en bog. Men de undervurderer ofte opgavens omfang. Derudover er det klogt at have en kommerciel tilgang, hvis man gerne vil tjene mere end bare småpenge for sin bog, lyder rådet fra forlagschef og en karrierekonsulent

Kigger man på listen over Cavling-vindere de senere år, er der flere journalistiske bøger blandt prismodtagerne. Sidste år vandt journalistparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen for deres bog ’Bullshit’ om rockerkrigen i 1980’erne, og for to år siden fik DR-journalist Puk Damsgaard delvist prisen for bogen ’Ser du månen, Daniel?’ om en dansk fotografs fangenskab hos Islamisk Stat. Tidligere er Cavling-prisen gået til journalisten Peter Øvig Knudsen for hans bøger om Blekindegadebanden.

”Mange journalister har drømmen om at skrive en bog, og en del vælger at forfølge drømmen og får succes med det,” konstaterer Bjarke Larsen, der er tidligere redaktør af branchebladet BogMarkedet og nu ejer af forlaget Pressto, som ofte udgiver bøger skrevet af journalister.

”Journalister har den fordel, at de skriver godt og ved, hvilke sproglige virkemidler de skal bruge. De kan det med at skabe scener, og mange af de samme tricks, journalister bruger, når de skriver en lang søndagsfeature, ligger på rygraden, når de skal skabe gode fortællinger i bogformat,” forklarer forlagschefen og tilføjer, at han oftest er mere begejstret, når en journalist sender et forslag til en bog, end når eksempelvis en lektor fra universitetet gør det.

 

Det er blevet lettere at udgive sine egne bøger – og mange mediefolk kaster sig over det lange format. Journalisten har undersøgt, hvornår en bog er en god idé, og hvor farerne lurer. Dette er fjerde artikel i serien.

 

Drømmen om at skrive en bog

Susanne Svendsen har den samme opfattelse af journalisters evne til at blive gode forfattere. Hun har en fortid som forlagschef på blandt andet Gads Forlag og arbejder i dag som karrierekonsulent i Dansk Journalistforbund, hvor hun indimellem rådgiver journalister, der gerne vil skrive bøger.

”Journalister kan skrive, fortælle, researche, overholde en deadline og arbejde hurtigt og fleksibelt. Og så er mange journalister vant til at få efterkritik og kan reagere konstruktivt på feedback. De er samtidig ofte lette at arbejde sammen med, fordi de hurtigt er i stand til at justere teksten, hvis noget skal laves om,” siger hun.

[quote:1]På årets Freelance Festival gav Susanne Svendsen personlig sparring til et par håndfulde freelancejournalister med forfattere gemt i maven, og til daglig får hun også mange henvendelser fra DJ-medlemmer med ambitioner om at blive forfattere.

”Mange af vores medlemmer har en drøm om at skrive en bog. Jeg kan ikke sige, om det er en stigende tendens, for det er selvfølgelig ikke alle, der henvender sig til mig. Men når det gælder nonfiktion, bliver jeg især kontaktet af freelancere, der måske vil udvide forretningen, og af fagjournalister med en viden inden for et nicheområde, som de gerne vil folde ud i bogformat. De efterlyser andres øjne på deres idé, og derfor benytter nogle af dem muligheden for en årlig karrieresparring til at have fokus på deres bogprojekt,” skitserer karrierekonsulenten.

Og advarer også:

”Men jeg kan godt finde på at slå folks forfatterdrømme ihjel.”

Mange journalister undervurderer opgaven

Det skyldes blandt andet, uddyber Susanne Svendsen, at rigtig mange journalister undervurderer den enorme opgave, det er at skrive en bog. Og bare fordi man er en dygtig journalist, er man ikke nødvendigvis en dygtig forfatter, påpeger hun.

”At skrive bøger er et langsommeligt projekt. Det kræver overblik og tålmodighed, og nogle kan simpelthen knække nakken på, hvor omfattende en proces det kan være at gøre alvor af sin idé,” siger Susanne Svendsen.

Hun forklarer, at en del forfatterspirer med journalistbaggrund skal have hjælp til at tænke som forfattere i stedet for at tænke som klassiske journalister.

[quote:2]”Man tænker måske, at her er en god idé – det må kunne blive til en god bog. Men mange gange er det største problem at løfte idéen op til noget, som kan bære en hel bog igennem. Når vi snakker nonfiktion, tænker mange til at starte med, at det vel svarer til at skrive 10-12 lange artikler. Men opgavens omfang er en helt anden, og mange undervurderer, hvor stor en opgave det er,” siger hun.

Karrierekonsulenten tilføjer, at det ikke er nok at ville lave en masse interviews og så koble dem sammen til en bog på 200-300 sider.

”Der skal fortælles en spændende og sammenhængende historie. Nogle bøger består af 10 enkeltstående interviews med forskellige kilder, men de sælger sjældent særlig godt, og de gode citater bliver ofte sakset af medierne, hvilket ikke ligefrem øger sandsynligheden for, at folk vil købe bogen i butikkerne, når de kan læse godbidderne gratis på nettet,” pointerer Susanne Svendsen.

Efterspørgsel efter historiske bøger

Det dilemma genkender Bjarke Larsen godt.

”Selv om en journalistisk bog får stor omtale og fylder meget i medierne, er den ikke automatisk en salgsmæssig succes – netop fordi dens vigtigste dele allerede kan være ’skrællet’ i pressen. Så det er en balancegang mellem at få god omtale og så passe på ikke at sælge for mange af godbidderne,” lyder forlagschefens råd.

Hvad efterspørger forlagene og læserne for tiden?

”I øjeblikket er der stor interesse for velskrevne bøger om historiske emner. Derudover er biografier om kendte mennesker stadig populært, selv om nogle vil mene, at man efterhånden har interviewet alle kendte i Danmark. Her handler det om, hvorvidt forfatteren formår at komme ind under huden på hovedpersonen og få ham eller hende til også at fortælle om det, der gør ondt. Der var også nogle år, hvor interessen for samtalebøger eksploderede, men så gik det lidt tilbage igen. Nu ser det dog ud til, at der igen er et marked for samtalebøgerne, hvor flere personer udveksler erfaringer,” siger Bjarke Larsen.

[quote:3]Derudover er der de bøger, som behandler de store skandaler og mediehistorier, tilføjer han og fremhæver blandt andet Anders-Peter Mathiasens bog ’Søren og Mette i benlås’ om den omstridte folkeskolereform og Morten Skjoldagers meget omtalte ’Syv år for PET’ om den tidligere efterretningschef Jacob Scharf.

”Emner som spionage, PET, hellige krigere og den mørke side af demokratiet er der et stort marked for. Lige nu venter mange forlag på, hvor mange bøger der kommer om Peter Madsen og ubådsmordet – og hvem der mon laver den bedste,” siger Bjarke Larsen.

Forlaget sonderer markedet

På forlagene arbejder man på flere måder i forhold til at finde frem til de nonfiktionbøger, der kan blive en kommerciel succes. Én måde kan være, at forlæggeren selv overvejer, om der mangler en bestemt bog på markedet.

”Her kigger vi for eksempel på, om der er nogle bøger, der er gamle og udtjente. Vi kigger på, om markedet er stort nok til, at det kan tåle en ny bog om emnet, og om der i det hele taget er et hul i markedet. Og derefter gælder det så om at finde ud af, hvem der kan skrive den pågældende bog. Det handler især om at udnytte sit netværk og holde sig bredt orienteret,” forklarer Bjarke Larsen.

En anden måde er, når en journalist selv henvender sig til forlaget med en bogidé. Her fungerer det bedst, hvis journalisten i forvejen har lavet en grundig research og udformet en klar synopsis til bogen.

”Hvis vi kan lide idéen, holder vi et møde eller to og beder om at få en mere detaljeret plan for synopsen med oversigt over kapitler og definition af målgruppen. Vi diskuterer det så igennem og skal tit ændre vinklen, fordi bøger skal være meget mere langtidsholdbare end en artikel. Det kræver, at journalisten tænker på en anden måde, for bogen skal stadig være væsentlig og relevant efter tre måneder,” pointerer forlagschefen.

Standarden er 35 kroner per solgt bog

Når det er på plads, går det normalt meget godt – indtil journalisten får at vide, at det formentlig ikke er noget, han eller hun bliver rige af, som Bjarke Larsen formulerer det med et smil.

”Men her tænker mange journalister, at der til gengæld dels er en form for prestige i at skrive bogen, og dels at det er fagligt tilfredsstillende for dem at arbejde i dybden med et emne. Og så kan det jo afføde en masse foredrag og undervisning, som kan give indtægter fremover. Bogen kan altså fungere som et slags visitkort,” siger han.

[quote:4]I mange år – inden nye formater som selvudgivelse dukkede op – var den såkaldte 15-procentskontrakt mellem forlaget og forfatteren helt standard i forbindelse med en bogudgivelse. Og sådan er det for det meste stadigvæk, fastslår Bjarke Larsen.

Hvis bogen i butikkerne koster 300 kroner, betyder det, at forfatteren får 15 procent af salgsprisen efter moms. Det giver cirka 35 kroner per solgt bog. De resterende andele fordeles typisk sådan, at boghandleren tager 35-45 procent for at sælge bogen, mens de lagerhoteller, hvorfra bøgerne distribueres, får 7-10 procent. Endelig tager forlaget omkring 40 procent for korrektur, layout, tryk og pr.

”Det er et minimum af bøger, der sælger over 2.000 eksemplarer, og med 3.000 solgte bøger er man på bestsellerlisten. Det vigtigste er, at du brænder for emnet og har ambitionen og lysten til at være forfatter,” slutter han.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen