Du er født i Danmark og opvokset i New York. Hvordan var din opvækst?  

”God, men i retrospekt ret kaotisk. Min far var jazzmusiker og spillede på jazzklubber om aftenen, og min mor var stewardesse og sjældent hjemme, så vi havde mange barnepiger. Vi boede i Hell’s Kitchen på Manhattan, som var et skørt sted, men der var en stærk community feeling. Jeg husker det som en helt vildt dejlig tid, men det var mildest talt ikke, som jeg forestiller mig, min egen søns opvækst skal være.”

Hvorfor flyttede I til Danmark?

”Min mor, som var flygtet fra sit kulturelle ophav i Sydafrika, insisterede på, at min bror og jeg skulle lære dansk. Det var vigtigt for hende, at vi kendte i hvert fald et af vores kulturelle ophav. Der var apartheid i Sydafrika, og fordi min far, som var dansker, var hvid, og hun var sort, kunne de ikke tage derned. Han ville egentlig gerne blive i USA, så kompromiset blev, at vi skulle være i Danmark i et år, men så blev de skilt, og det hele gik i kaos, og vi endte med at blive.”

Hvordan blev du journalist?

”Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville, men da jeg var 21, tog jeg på højskole, hvor jeg mødte min meget gode veninde Sofie, og så tog vi til Indien. Da vi kom hjem, havde vi begge fundet ud af, at vi ville prøve Journalisthøjskolen. Men før jeg søgte ind, flyttede jeg tilbage til New York, hvor jeg fik et internship på et nyt onlinemagasin. Det var et slags nyhedsbrev for banksektor-agtige du­des med for mange penge. Jeg blev ansvarlig for natteliv og skulle være på forkant med nye klubber. Et drømmejob for en 22-årig. Man kan argumentere for, at formålet var lidt fjollet, men arbejdsredskaberne var meget gavnlige.”

”Nogle gange gik vi over stregen. Hvis der for eksempel var en restaurant, der skulle til at åbne, fik jeg at vide, at jeg skulle gå derned og ”do whatever you have to” for at finde ud af, hvornår den åbnede. Så kunne jeg finde på at sige, at jeg overvejede at søge et job der. Helt fucked up og uetisk. Men det var kulturen, og de fleste på redaktionen var heller ikke journalister. Heldigvis gik det op for mig, at jeg var nødt til at tage tilbage til Danmark og blive rigtig journalist.”

Hvordan var det at gå fra at være journalist på Manhattan til journaliststuderende i Aarhus?

”Vildt fedt. Jeg var meget motiveret og målrettet. Vidste præcis, hvad jeg ville have ud af det, kastede mig ind i studielivet, blev redaktør på skolens magasin. En af journalisterne i New York havde sagt til mig: ”Nola, jeg vil give dig et råd: Når du skal i praktik, skal du tage et dagblad, for så får du det journalistiske håndværk i orden, som du senere kan bruge til lige det, du vil.” Det tænkte jeg meget over, og det var også en af grundene til, at jeg endte i praktik på Information.”

[quote:0]

Kort efter at du var færdiguddannet, blev du ansat på Jyllands-Posten. Hvordan adskilte Jyllands-Posten sig fra Information?

”På nogle måder var de ret forskellige – på andre måder fuldstændigt ens. Dagen inden mit første redaktionsmøde kan jeg huske, at jeg var vildt nervøs, men til mødet blev jeg lettet, da det gik op for mig, at det jo bare var journalistik. Definitionen på en god historie er jo grundlæggende den samme.”

Og hvad var anderledes?

”Man tager nogle ting for givet det ene sted, som man ikke gør det andet. Jeg kan huske et redaktionsmøde på JP, hvor dagens aviser lå fremme, og Information havde et billede af Buster fra ’Busters verden’ på forsiden og teksten: ”Hvad hvis Buster var queer?”. Det grinede jeg ad, men der var flere, der sagde: Hvad er ’queer’? Og så tænkte jeg: Ah, heri består forskellen. På Information tager man dels for givet, at alle ved, hvad ’queer’ er, men også, at man ikke behøver forklare, hvorfor en historie om for eksempel ligestilling er vigtig.”

Efter fire år på Jyllands-Posten er du nu blevet vært på DR’s ’Sundhedsmagasinet’. Hvordan er det at lave tv?

”Meget anderledes. Når man laver artikler, står man alene i næsten alle led i processen. Tv er virkelig et holdarbejde. Og så er noget af det fedeste, at man er tvunget til at komme væk fra redaktionen og ud i virkeligheden. Men lige nu er alting nyt. Jeg går til værtstræning, speak-træning, møder med sminke og kostume og giver interview til Her & Nu.”

Det lyder, som om der er mindre reelt journalistisk arbejde nu, end der var, da du var dagbladsjournalist?

”Det kommer an på, hvad man betegner som reelt journalistisk arbejde. Før havde jeg meget fokus på indhold – nu er det meget formidling: Hvordan jeg formulerer mig ordentligt og taler, så folk forstår det.”

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det er spild af dit journalistiske talent, at du skal fokusere så meget på ydre fremtoning og agere en slags kransekagefigur i en kæmpe tv-produktion?

[quote:1]

”Ja, men sådan oplever jeg det ikke selv. Hvis ens mål med journalistik er at påvirke verden i en eller anden grad, så er ’Sundhedsmagasinet’ et godt format. Programmet taler til så mange mennesker som muligt om det, der er allervigtigst for deres liv, som min medvært Peter (Qvortrup Geisling, red.) siger. Det synes jeg er helt rigtigt – det er old school public service, og det handler om emner, der påvirker folks liv på en måde, som mange af de artikler, jeg skrev på JP, ærlig talt ikke gjorde.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Der er ingen tvivl om, at vi har en kommerciel udfordring og – synes jeg – en fagpolitisk udfordring. Men journalistikken står ikke i en stor faglig krise. Alle mulige nye medier siger lige nu, at de skal ”skære igennem støjen” og hjælpe folk med at navigere i ”den uendelige strøm af ligegyldige nyheder”. Den fortælling er jeg ikke enig i. Jo, der er mange nyheder, men der bliver lavet sindssygt meget god journalistik – også på de etablerede medier. Problemet er at tjene penge, og her har jeg nul svar. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at det skal gå branchen godt. Det har jeg tillid til, at det nok skal – men på samme måde, som jeg har tillid til, at ting generelt nok skal løse sig. Inshallah.”