Ingen landsdækkende dagblade har formået at fastholde deres læsertal fra første halvår 2017 til første halvår 2018.
Det viser nye læsertal for de danske printaviser, ugeblade og magasiner, som Kantar Gallup har frigivet her til formiddag.
Faktisk står det så skidt til på det danske dagbladsmarked, at Randers Amtsavis sammen med Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad er de eneste på den lange liste over regionale og landsdækkende printaviser, der kan glæde sig over læserfremgang.
Derudover har både Midtjyllands Avis og Nordvestnyt Holbæk/Odsherred/Kalundborg formået at fastholde deres læsertal.
29 procent af læserne er væk
Alle andre dagblade herhjemme kan altså notere en læsertilbagegang på den trykte avis i 2018’s første halvår sammenlignet med samme periode året inden.
Ser man på de landsdækkende aviser, er tilbagegangen størst for B.T.. Avisen har mistet 29 procent af sine læsere på et år. Tilbagegangen er også stor for Jyllands-Posten, som har måttet vinke farvel til 19 procent af sine læsere.
Både Børsen, Berlingske, Ekstra Bladet og Politiken kan notere en læsertilbagegang på 13-14 procent, mens tilbagegangen er en smule mindre for både Information og Kristeligt Dagblad.
Blandt de regionale dagblade er det især den lille avis Morsø Folkeblad og Århus Stiftstidende, som bløder læsere. Begge udgivelser har mistet 29 procent af sine læsere fra første halvår af 2017 til første halvår 2018. Også Horsens Folkeblad, Nordjyske Stiftstidende og Lolland-Falster Folketidende går kraftigt tilbage.
Samvirke i top
Kigger man på de danske ugeblade og de 10 mest læste magasiner, er billedet en smule mindre entydigt.
Blandt ugebladene går blade som Alt for Damerne og Billed Bladet en smule frem, mens både Se og Hør og Ude og Hjemme mister læsere. For Ude og Hjemme er tilbagegange særligt stor – 17 procent.
Samvirke er fortsat Danmarks mest læste magasin og kan notere en læserfremgang, mens Idényt på andenpladsen til gengæld mister læsere. De fleste andre magasiner på Top-10-listen fastholder nogenlunde deres læsertal.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.