I slutningen af oktober udkommer 70-årige Lasse Jensen med sine erindringer om 52 år i journalistikkens tjeneste.
Han tager læseren med på en rejse fra mesterlæren på Middelfarts Venstreblad i 1965 over tiden som ung udenrigskorrespondent i verdens brændpunkter for Ritzau og DR, der førte til chefstillinger på først TV Avisen og siden TV 2 Nyhederne og seniorreporterårene efter årtusindskiftet som mediefagjournalist i rollen som vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.
”Bogen er vel for alle dem, der interesserer sig for medier, journalistik og biografier. Det er et forsøg på at kombinere erindringer og mediehistorie,” siger Lasse Jensen til Journalisten.
Bogen bærer titlen ’Journalist’ med undertitlen 'fortællinger om mig selv, medier og mennesker'. Og Lasse Jensen er netop nu ved at indtale den som lydbog.
Både forlaget Gyldendal og Lasse Jensen selv har været enige om, at bogen ikke kun skulle handle om hans oplevelser, men også være en slags portræt af journalistikkens og mediebranchens udvikling.
”Det er primært en erindringsbog om mit eget liv gennem 52 år i journalistikken. Men ambitionen er også gennem nogle nedslag i mine egne oplevelser at fortælle om udviklingen i mediebranchen og i journalistikken med særligt fokus på DR, fordi det er der, jeg har tilbragt det meste af mit arbejdsliv,” siger Lasse Jensen.
Journalistikken presses væk fra væsentlighed
Han har været vidne til en meget markant udvikling i journalistikken. Journalisten har bedt om at udpege den værste og den bedste udvikling, som faget har gennemgået i hans tid.
En svær opgave mener Lasse Jensen, for der er sandt for dyden sket meget siden 1965. Men han er alligevel hurtig til at udpege fagets mest problematiske udvikling set med hans øjne.
”Internettet og de sociale medier har ikke bare ændret mediernes situation og økonomi helt radikalt, og kastet medierne ud i en sand overlevelseskamp. Det har også ændret selve journalistikken. Og det er ikke til det bedre,” siger Lasse Jensen.
”Det mest bekymrende er den udvikling, som er sket de seneste 10-15 år, hvor store dele af journalistikken presses væk fra væsentlighedskriteriet og over i underholdning og performancekrav, hvor det handler om antallet af klik. Balancen er blevet skubbet i en klar negativ retning,” siger Lasse Jensen og tilføjer:
”Nogle vil kalde den udvikling for kundevenlig. Men det er den mest problematiske udvikling, jeg har oplevet i journalistikken. For hvis journalistik har et formål, så er det at gå kritisk til magthaverne og fortælle om samfundet på en måde, hvor man stadig navigerer efter et vist princip om væsentlighed.”
”Men det princip er blevet kørt i baggrunden af solo-kriterier og klik-kriterier. Det gør bare ikke historierne væsentlige, men måske underholdende og fascinerende,” siger Lasse Jensen.
Journalistikken blev sat fri
Når talen falder på fagets mest positive udvikling de seneste 50 år, så peger han på, at der skete en frisættelse af journalistikken i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.
”Jeg har været en del af en generation, som har været både heldig og forkælet. Da jeg bliver journalist, er faget i en vild udvikling, hvor journalistikken bliver sat fri. Aviserne forlader partitilknytningen, og chefredaktørerne får frihedsbreve. Der kom en bølge af ny journalistik sammen med ungdomsoprøret, Watergate-skandalen og en stigende kritisk sans over for autoriteter i det hele taget,” siger Lasse Jensen.
”Der var masser af penge i medierne, og mulighederne var næsten ubegrænsede, hvis man ellers gad og kunne. Og DR havde lige oprettet TV Avisen og fortsatte med at ekspandere i modsætning til i dag. Det betød, at jeg fik nogle fantastiske muligheder for at rejse ud i verden allerede som helt ung journalist lige efter endt mesterlære. Det nød jeg virkelig godt af,” siger Lasse Jensen.
Krigen i Biafra gjorde det største indtryk
Skal han pege på en enkelt anekdote fra sine mange år som udenrigskorrespondent, finder han frem til sin første reportagerejse i Afrika som helt ung korrespondent for Ritzau. Her blev han sendt ned for at dække borgerkrigen i Biafra, i det nuværende østlige Nigeria, som udløste hungersnød blandt lokalbefolkningen.
”Biafra-krigen kan de færreste huske i dag, men den gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg tilbragte et halvt år dernede. Jeg var kun i begyndelsen af 20’erne, og det var første gang, at jeg oplevede en krig, og første gang, at jeg overhovedet rejste uden for Europas grænser.”
”Vi landede med et af kirkernes fly midt om natten på en ombygget landevej, hvor der kun var lys på landingsbanen i de sidste 40 sekunder før landing. Vi vidste, at der lå en bombemaskine oven over os, som ville forsøge at få ram på os, selv om det vist sjældent lykkedes for dem. Så står man der i bælgmørke midt i Afrika og kan høre bombeflyet cirkle rundt og høre det slippe bomben og den der hvislende lyd, hvorefter bomben eksploderer. Det glemmer jeg aldrig. Det gjorde et stort indtryk på mig,” siger Lasse Jensen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis journalister ser det som deres opgave at levere underholdning, så er de på afveje. Men det diskvalificerer ikke god journalistik, hvis den også er underholdende.
Det er også vigtigt at journalister gøre sig klart, at det overhovedet ikke handler om at finde den rette balance mellem journalistik og underholdning.
Eksempelvis føler jeg mig sikker på, at Lasse Jensen i sin dækning af krigen i Biafra ingen intentioner havde om at beskrive den underholdende.
Da jeg i 1970 startede som journalistelev, var mit væsentligste motiv at bruge sproget til at beskrive verden som jeg så den.
Var emnet, jeg beskrev i en artikel, sjovt og underholdende, så farvede det artiklen.
Dybest set blev jeg journalist, fordi jeg elskede og elsker at bruge sproget til at fortælle, hvad jeg ser.