Drømmen er udlandsstoffet, og forbillederne er journalister som Nagieb Khaja og Puk Damsgård, når 22-årige Maya Tekeli til september starter på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hun skal læse journalistik – noget hun har drømt om og arbejdet målrettet på i flere år. Særligt siden sidste år, hvor hun også gik til optagelsesprøve, men ikke kom ind på skolen.

”Siden jeg fik afslag, har jeg knoklet for at få erfaring og ikke komme bagud. Jeg har udforsket medieverdenen, så godt jeg nu kunne, og det føles bare rigtig for mig. Det er også derfor, jeg har været så insisterende omkring det – jeg føler nærmest, at jeg bliver nødt til det her,” fortæller Maya Tekeli.

Journalisten har talt med hende om de drømme og forventninger, hun har til studiet, faget og et arbejdsliv i en omskiftelig mediebranche.

”I folkeskolen sagde min lærer engang til mig, at jeg ville blive en god politikvinde eller journalist. Jeg tror, det var der, idéen blev puttet ind i mit hoved første gang. Det har nok også spillet ind, at min mor er fra Tyrkiet. Gennem hendes syn på livet og mange besøg i Tyrkiet har jeg oplevet, hvor vidt forskellige verdener kan være, og hvor vigtigt det er, at nogen gør sig umage for at fortælle om det.”

”Da jeg fik afslag fra Journalisthøjskolen sidste år, fandt jeg for alvor ud af, hvor meget det faktisk betød for mig at komme ind. Jeg blev helt knust. Men det varede heldigvis i kort tid – så rejste jeg mig op og gik ellers i gang med at uddanne mig selv. Jeg ville ikke tage det nej som et endeligt nej.”

”Siden har jeg lavet en masse ting forskellige ting: Jeg har skrevet for en lillebitte lokalavis på Nørrebro, der hedder Rabarberbladet, jeg har været på højskole, hvor jeg har lavet journalistik på fuld tid, jeg har lavet podcast-projekter med mine venner, og jeg har arbejdet med salgskommunikation i Unicef og Forbrugerrådet Tænk. Der fik jeg også inviteret mig selv med på nogle redaktionsmøder.”

”Jeg lever i den naive tro, at jeg vil kunne gøre en forskel med min journalistik. Det har jeg i hvert fald lyst til. Jeg er især fascineret af udenrigsstoffet og Mellemøsten, og en journalist som Nagieb Khaja er et stort forbillede for mig. Jeg synes, han er modig, og jeg ville ønske, at jeg selv var lige så modig. Jeg håber, jeg kommer til at kunne lave rigtig Watergate-journalistik – noget, der virkelig gør en forskel for verden. Det er sikkert overambitiøst, men lad os se, hvor langt vi når med det.”

”Jeg er allermest bange for ikke at blive dygtig nok til at gøre det for journalistikken, som jeg mener, der er behov for. Det er et stort ansvar at skulle informere folket. Hvis man ikke gør sig umage som journalist, kan man hurtigt sprede forkerte oplysninger. Så selvom det er et virkelig sjovt håndværk, så synes jeg også, at det er gravalvorligt og et stort ansvar at have på skuldrene.”

”Jeg glæder mig helt vildt meget til at starte på studiet. Men jeg er også lidt nervøs for at møde så mange, der kan og vil det samme som mig, og som sikkert også er dygtigere end mig. Det er også lidt angstprovokerende for en ærkekøbenhavner som mig at skulle flytte til Aarhus.”

”Jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at arbejde med Tyrkiet. Det er et spændende land på vej mod en meget spændende rolle i verden, og jeg tror, det er en fordel for mig, at jeg taler sproget og kender kulturen. Men mit tyrkisk er gebrokkent, så jeg har fundet et kursus i modersmålsundervisning i Aarhus.”

”Jeg tænker en del over jobmulighederne, og jeg har også allerede spammet flere nyhedsmedier med mails og uopfordrede ansøgninger. Men jeg tror på, at hvis man gør sig umage og kæmper for det, så skal alting nok lykkes. Og hvis der bliver færre muligheder i fremtiden, må man bare gøre sig ekstra umage. Så det gør mig ikke bekymret – mere bare ekstra målrettet. Jeg skal nok komme til at lave det, jeg har lyst til.”