I tre måneder udgav journalist Mohamed Sifaoui sig for at være muslimsk fanatiker. Han beretter om hadefulde mænd, men får aldrig stillet de kritiske journalistiske spørgsmål.

Tekst: Pernille Bramming, debatredaktør på Weekendavisen. Har boet i Cairo og har bidraget til antologier om islam og Mellemøsten.

• Mohamed Sifaoui: »Brødre mordere. Jeg infiltrerede Al Qaida«.
  Ekstra Bladets Forlag, 2003. 156 sider, 129 kroner.

ANMELDELSE. I Europas storbyer findes der miljøer, hvor muslimske fanatikere arbejder for deres utopi om at gøre den ganske verden til et transnationalt samfund af sande muslimer. De skriver bøger og tidsskrifter, som de udbreder, de hverver tilhængere, og de samler penge ind til både den verbale og voldelige kamp verden over.

Et sådant miljø i Paris har den algiersk-franske journalist Mohamed Sifaoui »infiltreret« i tre måneder i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003 ved at udgive sig for at være tilhænger af rabiate ideer og hedde Djamel Mostaghanemi. På den måde hævder han at være kommet tæt ind på livet af en gruppe fanatikere i Paris, at have afsløret deres projekt og deres metoder. Afsløringer, som han dokumenterer via skjult kamera.

Hans motiv er at bidrage til kampen mod den muslimske fanatisme ved at udstille fanatikerne i pressen. Som sekulært indstillet algierer nærer han et intenst had til fanatikerne, som har dræbt hans venner og bekendte i Algeriet, og som nu vil fortsætte destruktionen i andre lande i islams navn.

På sin vis er hans beretning interessant. Man får et indblik i et miljø af hadefulde mænd, som leger kispus med det franske politi, som de betryggende nok har i hælene hele tiden. De råder over lejligheder til at skjule sig i, de rekrutterer tilhængere blandt marginaliserede unge, ofte i fængslerne, og de fremstiller sig over for godtroende journalister og menneskerettighedsforkæmpere som forfulgte uskyldigheder, der blot vil udøve velgørenhed i islams navn.

En rød tråd i bogen er Mohamed Sifaouis forargelse over netop dette dobbeltspil: Fanatikerne er nogle særligt ondskabsfulde luskebukse og løgnere, fordi de benytter sig af ideen om »takeya«, altså det at man ifølge islam skulle have lov til at lyve, hvis formålet er at beskytte den islamiske religion.

Dermed går Sifaoui ind i en gammel tradition, som kristne missionærer og præster i årtier har haft, når de har ønsket at bevise, at muslimer er de kristne underlegne, fordi de – muslimerne – har denne anløbne moral.

Selvfølgelig er løgne og dobbeltspil forargeligt, men at det skulle være specielt muslimsk er dog ude af proportioner. Som om vor egen Blekingegade-bande i sin tid behøvede at læse i muslimske skrifter for at finde ud af, at de ikke skulle skilte med deres kriminelle forehavender!

Efter endt læsning sidder man alligevel skuffet tilbage: Mohamed Sifaoui afslører ingenting. Han får bekræftet den viden, han selv og en stribe af de forskere og journalister, der har beskæftiget sig med muslimsk fanatisme, allerede har.

Og netop hans metode med at optræde som forklædt islamist forhindrer ham i at afdække noget nyt eller opnå en dybere indsigt. Han skal i sagens natur afholde sig fra at spørge for meget for ikke at vække mistanke. Den værst tænkelige position for en journalist!

Så alle de spørgsmål, det kunne være rigtig interessant at få besvaret, kan han ikke stille. Her tænker jeg især på at få oprullet, hvorfra hadet kommer. Hvorfor vælger et vist antal muslimer i vestlige storbyer at forkaste såvel den omgivende vestlige kultur som deres forældres religiøse overbevisninger og kultur og gå ind et undergrundsmiljø af forfulgte »hellige«? Der må jo være forklaringer, eftersom det store flertal af Europas muslimer ikke gør det.

Det forhindrer Mohamed Sifaouis egen vrede og journalistiske metode ham i at undersøge. Godt skrevet er bogen heller ikke, og iscenesættelsen af ham selv og hans egne følelser fylder uforholdsmæssigt meget. Bogen ender derfor med at blive en kimen med alarmklokkerne, der døver uden at gøre os specielt meget klogere.