search

Modstandsmanden

 Journalisten Peter Øvig Knudsen har i årevis arbejdet på at blotlægge besættelsestidens mest smertefulde hemmeligheder. 

 

Journalisten Peter Øvig Knudsen har i årevis arbejdet på at blotlægge besættelsestidens mest smertefulde hemmeligheder.

 

GULDGRAVER. Der er flere ting, der virker paradoksale i forbindelse med Peter Øvig Knudsen:

At han har sagt sit faste og godt betalte job op på Weekendavisen for at hellige sig den overvejende brødløse beskæftigelse at skrive bøger. At han nu har skrevet to stærkt roste bøger om besættelsestiden uden at være særligt interesseret i Anden Verdenskrig som historisk periode. Og ikke mindst det faktum, at Peter Øvig har slået sin karriere op på at være intervieweren par excellence, mens han har brugt de seneste næsten tre år på at lave en 550 siders bog, hvor han på nær i to tilfælde udelukkende fører samtaler med kilder, der er stendøde.

Men der er forklaringer på det hele.

»Da jeg sagde jobbet op, var det farvel ikke bare til lønnen, men til alt det økonomiske flødeskum: Pensionsordning, gruppeliv, feriepenge, frynsegoder og barselsorlov. Men jeg sagde op, fordi jeg prioriterer arbejdsglæden. For mig er det meget tilfredsstillende at kunne fordybe sig i store fortællinger,« siger Peter Øvig, som nu henter en stor del af sin indkomst på foredrag.

At han i to bøger har kastet sig over besættelsestiden – først stikkerlikvideringerne og nu Gestapos danske torturbøddel Ib Birkedal Hansen – uden at være historisk interesseret, forklarer han med, at han er optaget af mennesket. Krigen er bare en ramme, hvor mennesket træder i ekstrem karakter.

Men hvordan hænger det sammen, at han som interview-journalist i sin nye bog kun snakker med de døde?

»Det har været dejligt at lade andre gøre det hårde arbejde med at interviewe,« siger han.

Historien om Birkedal er baseret på politiets afhøringer og en psykiaters rapporter, som de blev nedfældet for mere end 50 år siden.

»Som journalister har vi aldrig mulighed for at udspørge forbryderne frisk fra fad. Det har politiet, og hvad fakta angår, er politirapporterne et fabelagtigt interview-materiale. Det samme kan siges om psykiaterens papirer. Han er en meget sexfikseret interviewer, og da jeg fik fat i stoffet, kunne jeg godt se, det var guld,« siger Peter Øvig.

Som chef for politiets psykiatriske undersøgelsesklinik mentalundersøgte Max Schmidt en meget stor gruppe forbrydere og landsforrædere efter krigen for at afgøre, om de var egnet til straf. Psykiaterens svælgen i arrestanternes sexliv samt politiets detaljerede afhøringer om eksempelvis den tortur, modstandsfolk var udsat for hos Gestapo, er både bogens rygrad og omdrejningspunkt.

Kritikere vil måske indvende, at alle de seksuelle udpenslinger ikke kommer sagen ved, men det gør de ifølge Peter Øvig lige netop. For mange af de kvinder, som var forelskede i eller erotisk besat af torturbødlen Birkedal, fungerede som stikkere og lokkeduer for ham. De lokkede modstandsfolk i fælder, så Birkedal kunne torturere dem og presse dem for oplysninger.

»Det seksuelle er ikke til at komme uden om. Vi kan spørge, hvorfor de folk begik de forbrydelser, men vi får ikke hele svaret ved kun at se på, hvad der foregik i deres hoveder. Vi må også forholde os til det, der befinder sig under halshøjde, altså følelser og sex.«

»Jeg overvejede længe, om jeg skulle fortælle konkret om torturen. Man har haft den opfattelse, at folk selv skulle fortælle, hvad de havde været udsat for, og da det for langt de fleste har været meget traumatisk, har vi i realiteten ikke fået ret meget at vide om, hvordan det foregik. Jeg har valgt at beskrive torturen uden omsvøb, for at vi bedre kan forstå det.«

Metoden er den samme som i hans forrige bog »Efter drabet« om modstandsbevægelsens likvideringer. Peter Øvig har én gang for alle truffet et valg om at blotlægge besættelsestidens mest smertefulde hemmeligheder med risiko for at fratage folk nogle illusioner.

»Når en kvinde, der tror, at hendes far var modstandsmand, skriver til mig, skal jeg så fortælle hende, at jeg ved, han ikke var frihedskæmper, men forbryder og landsforræder? Eller skal jeg forholde hende sandheden? Nej vel?«

»Du er forbandet nødt til at fortælle sandheden, hvis du vil have unge mennesker til at interessere sig for besættelsestiden. Mange sidder jo stadig med et billede af Gestapo-manden som et monster i lang sort læderfrakke og modstandsmanden som én, der udfører heltegerninger iført lys cottoncoat. Det er et meget forvrænget billede,« siger han og ved godt, at han i sine to bøger om danskere i krig er gået længere, end de fleste har gjort og er parat til at gøre.

Måske fordi han er journalist. I hvert fald er den journalistiske tilgang til stoffet afgørende for ham. Han er ikke historiker, som han siger, og han har med vilje ikke forsynet bogen om Birkedal med hverken et forord med sin præmis, en afsluttende konklusion eller et omfattende noteapparat. Til gengæld gør han på bogens flap opmærksom på, at 'dette er en dokumentarisk beretning. Intet er opdigtet.' Historien bygger på arkivmateriale, og 'enhver sætning i bogen kan spores tilbage til disse kilder', skriver Peter Øvig, der i øvrigt har lagt en meget lang og uhyre detaljeret kildeliste ud på sin hjemmeside www.oevig.dk.

»Det er vigtigt, at jeg kan stå inde for historien, og det skal være muligt at tjekke mig ved hjælp af kilderne. Det har netop irriteret mig ved stort set al litteraturen om modstandskampen, at folk er anonymiseret, for det gør det ikke muligt at foretage et kildekritisk eftersyn. Ved at gå direkte til kilderne, kan jeg se, at mange af de historier, der over årene er fortalt, er enten forvanskede eller vandrehistorier.«

Peter Øvig har i enkelte tilfælde valgt at anonymisere personer, fordi han ikke har fået tilladelse af de pårørende til at skrive de rigtige navne, men han mener, at folks rigtige navne og ansigter er med til at give læseren en fornemmelse af autenticitet. I modsætning til de anekdotiske og myteprægede fremstillinger, der gør besættelsestiden støvet og uvirkelig – og dybest set til noget, man ikke behøver beskæftige sig med.

Guldet fra de mange arkivkasser har Peter Øvig ikke gravet frem uden modstand. Dokumenterne stammer fra især Rigsarkivet og Landsarkiverne, og nogle gange har det taget op til et år at få adgang til materialet, fordi myndighederne ikke altid overholder arkivloven.

»Men det er en misforståelse, når mange tror, at det er på arkiverne, at tingene bliver forhalet. Det er det ikke. Proceduren er, at de arkiv-ansvarlige skal spørge den myndighed, der har afleveret dokumenterne til arkivet, om jeg må få adgang til materialet. Ifølge loven har myndigheden 30 dage til at svare på en forespørgsel, men når det gælder for eksempel Justitsministeriet, som jo ellers nok skulle kende loven, har jeg aldrig oplevet, at de lever op til kravet. Hver gang en sag ser ømtålelig ud, er ministeriets automatreaktion at give afslag,« fortæller Peter Øvig og tilføjer, at han har gode erfaringer med at rykke og rykke og klage og klage.

I forbindelse med sin nye bog fik han også afslag fra Justitsministeriet på at se arkivmaterialet om henrettelsen af Ib Birkedal Hansen. Men han spurgte sig selv, om det kan være rigtigt, at offentligheden stadig ikke – 54 år efter at skuddene faldt – måtte få noget at vide om retsopgørets sidste henrettelse. Var det rigtigt, at man ikke kunne få indblik i, hvordan Justitsministeriet behandlede hans benådningssag?

»Offentligheden har ret til at se, hvordan det gik for sig, og jeg finder mig ikke i afslag. Så jeg har i flere tilfælde klaget direkte til justitsministeren. Jeg har ganske vist aldrig fået svar fra ministeren, men til gengæld har jeg i alle tilfældene fået adgang til papirerne kort tid efter,« siger Peter Øvig Knudsen.

Efterhånden er det blevet en sport for Øvig at få lukket arkivkasserne op. Et maratonløb, en regulær udholdenhedstest, men ikke uden sine opløftende momenter:

»Nogle mennesker bliver helt slået ud, når de får et afslag fra en offentlig myndighed. Jeg får derimod ny energi og tænker: 'Okay, de vil have kamp, så skal de få det!'«

* Øvig i øvrigt

Peter Øvig Knudsen er journalist og forfatter, født 1961. Har arbejdet på Månedsbladet Press, Dagbladet Information og senest Weekendavisen.

Han har skrevet otte bøger, blandt andet interview-bøgerne »Børn skal ikke lege under fuldmånen« (1995), »Min generation« (1997) og »Passioner« (1998). To bøger om besættelsestiden: »Efter drabet« (2001) og »Birkedal«, som udkom i sidste uge.

I 2003 lavede han sammen med Morten Henriksen den Robert-belønnede dokumentarfilm »Med ret til at dræbe«, baseret på bogen »Efter drabet«. Har de seneste år turneret land og rige rundt og holdt foredrag om stikkerlikvideringerne.

Peter Øvig bor med sin kone og to børn i Jægersborg.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen