Det bliver en tidligere DR-chef, der skal gennemføre den nye VLAK-regerings besparelser på licens og "fokusering" af DR.
Mette Bock, Liberal Alliance, er ny kulturminister. Det skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook.
Mette Bock har været medieordfører i Liberal Alliance, hvor hun blandt andet har talt for at skære DR og privatisere TV 2.
»Tvangslicensen bør afskaffes. I stedet skal staten sikre en basisfinansiering, hvorpå der skal bygges en abonnementsordning, så borgerne selv kan sammensætte, hvilke kanaler og platforme man ønsker at abonnere på og dermed betale for,« sagde hun eksempelvis til Journalisten i foråret 2015.
Fortid i DR
Hun har en fortid som direktør i DR fra 2008 til 2010, hvor hun havde ansvaret for DR's programproduktion. Før DR var hun ansv. chefredaktør på JydskeVestkysten fra 2002 til 2007. Karrieren i mediebranchen startede som journalist på Jyllands-Posten.
Da Mette Bock forlod DR, skrev hun i en fællesmail til medarbejderne, at DR "skal samle, udfordre og oplyse":
”Hvor er det godt, at Danmark har DR – og at DR har jer! Tak for godt samarbejde. Jeg vil blive en engageret ambassadør for DR i årene, der kommer. Pas godt på hinanden og pas godt på Danmarks vigtigste kulturinstitution!” lød det i mailen, skriver DR-journalist Henrik Liniger på Twitter.
Sådan her sagde @mettebock farvel til os ansatte i DR efter sin tid som programchef. Jeg håber hun tager ordene med sig ind i sit nye job. pic.twitter.com/wSgbptBML4
— Henrik Liniger (@linigerDR) November 27, 2016
Mette Bock er uddannet i filosofi og statskundskab.
Politisk har hun ifølge Ritzau skiftet farve flere gange. Hun startede i 1990'erne som kandidat for SF, men skiftede til De Radikale. Siden 2010 har hun bakket op om Liberal Alliance, som ledes af hendes bror Anders Samuelsen.
Mette Bock overtager posten som kulturminister fra Bertel Haarder.
Den nye VLAK-regering har flere mediepolitiske punkter på dagsordenen. DR skal “fokuseres”, lyder det i regeringsgrundlaget, som også varsler, at licensen skal skæres, og at DR bør have færre kanaler og fokusere mere på klassisk public service. TV 2 skal privatiseres, lyder det også i regeringsgrundlaget. Derudover vil regeringen tage et opgør med offentlighedsloven, hvor ministerbetjeningsreglen skal lempes, og så varsles hårdere straffe for medier.
Senest opdateret klokken 11.15.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Cand. scient. pol. Mette Bock afløser på posten som kulturminister cand. scient. pol. Bertel Haarder, der i anledning af sin 60 årsdag i september 2004 blev portrætteret af Ole Birk Olesen, der minsandten også har læst til scient. pol. på Aarhus Universitet, og som nu er udnævnt til boligminister.
I maj 2003 skrev Ole Birk Olesen en artikel i bl.a. Viborg Stifts Folkeblad om statsminister Anders Fogh Rasmussen: "Skulle ministre og embedsmænd en dag få fingre i eksemplarer af den russisk-amerikanske kult-forfatterinde Ayn Rands bøger vil de her kunne finde personbeskrivelser som med meget overvældende træfsikkerhed passer på deres chef. Alle Ayn Rands helte er simpelthen som Anders Fogh Rasmussen", skrev Ole Birk Olesen.
Jeg havde aldrig hørt om denne Ayn Rand (1905-1982), og det var meget svært at finde noget om hende på bibliotekerne. Rand var f.eks. ikke omtalt i Encyclopedia Britannica fra 1970'erne, men Randers var, "a town in Jutland".
Ole Birk Olesen var åben om sine ideer, der var helt anderledes end det hav af rødt, man ellers mødte blandt journalister. Han var ultraliberalist og fortalte os på et nu nedlagt forum om nogle af de vigtigste libertarianske og liberale bøger, hvis forfattere var Ayn Rand, Robert Nozick, F. A. Hayek, David D. Friedmann, Walter Block, Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og Henning Fonsmark. Libertarianismen støtter individets rettigheder især med hensyn til ejendom . . .
Dengang i 2003 udtalte IMF, Den Internationale Valutafond, at et kollaps i boligmarkedet var mere sandsynlig og mere farlig end et kollaps i aktiemarkedet. I 2005 begyndte boligpriserne i København og Aarhus at koge, og der forelå selvfølgelig den mulighed, at både boligmarked og aktiemarked kunne falde sammen - som det skete ca. 2008.
Boligprisboblen dengang minder om den nuværende, og det bliver interessant at se, hvad den nye boligminister vil foretage sig.
Han var ikke bange af sig i gamle dage. F. eks. mente han, at minister Brian Mikkelsen da var den fjerdemest utroværdige minister i regeringen, og hvad digtede han ikke om Pia Christmas-Møller? Der kørte historier om ham i Journalisten, men de er desværre ikke tilgængelig længere.
https://journalisten.dk/sw4524.asp
Liberal Alliance er ikke lige min kop the, men det er da udemærket, hvis det parti kan få ryddet op i forestillingen om, at danskerne ikke selv er i stand til, at vælge hvilke medier de ønsker at købe og betale for.
Mette Bock er også mag.art. og cand.phil. i filosofi ifølge folketinget.dk:
"Mag.art. i filosofi, Syddansk Universitet, 1989.
Cand.scient.pol., Aarhus Universitet, 1986.
Cand.phil. i filosofi, Syddansk Universitet, 1982."
http://www.ft.dk/Folketinget/findmedlem/LAMEBO.aspx
Mette Bock er cand. scient. pol., som broderen Anders Samuelsen er cand. scient. pol.
Der kommer vel et stykke om den nye minister Ole Birk Olesen, som er en rigtig journalist, uddannet fra Journalisthøjskolen.
For 10-15 år siden var han aktiv på en af DJ's diskussionssider, men jeg kan ikke huske, om han viste særlig interesse for boliger og bygninger, som han nu skal være minister for.
Hans far har netop været på tv og udtalt, at han er megastolt af sønnen Ole Birk Olesen.