Medierne presser citronen: ”Fuck, kommer de nu til at tilbyde pladsen til en anden?!”

Dette er kapitel 3 i serien 'Hunger Games', hvor de to journaliststuderende Alexia Junker og Christina Lucia Jacobsen i fem kapitler forsøger at forstå det praktiksystem, som for mange bliver et chokerende første møde med mediebranchen. Du kan læse kapitel 1 her og kapitel 2 her.

At vi overhovedet er gået i gang med at undersøge praktiksystemet, bunder i en række debatindlæg og opslag på sociale medier, som vi for det første selv kunne spejle os i og for det andet fortæller en vigtig historie. For uanset årsagen, så er der i hvert fald en gruppe af journaliststuderende, der ikke føler sig ordentligt behandlet i ansøgningsprocessen. Og som de spirende journalister, de er, er de heller ikke bange for at skrive om det.

De skriver blandt andet:

”Det kan ikke være for meget forlangt i en uddannelsesbetinget praktik, at man som minimum får et skriftligt afslag, så man kan komme videre i processen og ikke skal spankulere nervøst rundt for at få en konklusion på de mange timer, man har lagt i ansøgningsprocessen.” Uddrag af debatindlæg i Journalisten, 3. april 2024 af Oliver Hyldebrandt, SDU

”Jeg ridser livet som praktiksøgende journaliststuderende op: Forestil jer 10 mundtlige tysk-eksaminer i streg, fordelt på to dage. Nogle medier har valgt på forhånd. Andre har sendt beskeder, der beskriver, at de allerede har valgt, men at man kan komme til samtale og blive et muligt ”andetvalg”.” Uddrag af debatindlæg i Jyllands-Posten, 3. august 2024 af Rune Jacobsen, SDU

”Nogle ville sige, at man bare skal være hård for at være i mediebranchen. Men hvorfor egentlig det? Er det bedste for vores branche virkelig at være styret af kolde skuldre og spidse albuer? At underordne sig en kultur, der er så syg, at alle almindelige mennesker ikke kan holde den ud? Er det det, vi vil have? Og er det det signal, vi vil sende til de unge mennesker, når de møder branchen for første gang?” Uddrag af debatindlæg i Journalisten, 5. november 2024 af Eva Beyer Paulsen, DMJX

Nogle vil argumentere for, at der her er tale om enkeltes oplevelser, og at de fleste studerende går ukompliceret igennem ansøgningsperioden.

Derfor har vi selv snakket med en lang række studerende, der er i tråd med det, der bliver skrevet om offentligt, giver udtryk for en proces, der tærer på kræfterne; grænseoverskridende samtaler, pladser, der trækkes tilbage, og dagblade, der presser på for at lave aftaler, før de studerende er klar til det.

Efter at have snakket med den første studerende satte det en telefonkæde i gang, hvor vi ved hvert opkald blev henvist til en ny studerende, der omtalte et nyt medie. Det endte med, at vi fra den senest overståede ansøgningsrunde, hvor cirka 90 medier havde slået pladser op, kunne krydse de første 15 af, som en eller flere studerende havde haft en ubehagelig oplevelse med. Til sidst stoppede vi med at tælle.

I både debatindlæg og fra dem, vi har talt med, gives der udtryk for en undren over, hvorfor man ikke i en periode vælger at nedbringe antallet af optagne på tværs af landets journalistuddannelser. Deres rationale er, at der ikke kan være brug for så mange nyudklækkede journalister, hvis der end ikke kan findes praktikpladser nok til at uddanne dem.

Så vi ringede til Henrik Berggren, institutleder for journalistuddannelserne på DMJX, hvor vi stillede ham spørgsmålet, hvorfor man ikke optager færre studerende, hvis der ikke er praktikpladser nok til dem.

Opkald til Henrik

Henrik: ”Optag skal ses i sammenhæng med dimittendledigheden i branchen. For det er to helt forskellige problemstillinger. Praktikpladsmanglen er en midlertidig strukturel problemstilling.”

Alexia: ”Det undrer os nok lidt, at antallet af praktikpladser ikke afspejler branchens ledighed. Man hører jo nærmest ugentligt om medier, der må i fyringsrunder, og at branchen er i krise.”

Henrik: ”Jeg tror bare ikke, sammenhængen er særlig stærk mellem de to ting. Det er i hvert fald ikke vores oplevelse. Vi er næsten der nu, at hvis vi ikke havde nogen, der stod over fra sidste gang, så ville vi næsten være oppe på, at vi har praktikpladser nok. Så det er bare for at sige, at der er mange faktorer, der spiller ind.”

Alexia: ”Så det er den hale, der følger efter nu, der er problemet?”

Henrik: ”Nej, problemet lige nu er, at der mangler pladser. Det er mere rent matematisk. I runden, der lige er kørt, var vi jo tæt på at have det antal, der normalt ville være.”

Alexia: ”Så du tænker, at det er et problem, der vil udvikle sig til at tage af?”

Henrik: ”Det skal løses. Det skal simpelthen løses. Der kan også være nogle strukturelle ... Man kan sige, at længden af praktikken afgør, hvor mange praktikpladser, der er brug for.”

Alexia: ”Så hvad har I så i støbeskeen for at løse det?”

Henrik: ”Det kan jeg desværre ikke sige så meget om. Det er et bestyrelsesanliggende, der foregår i en drøftelse mellem bestyrelsen og styrelsen.”

Alexia: ”Og hvorfor er det så svært at rekruttere nye praktikpladser, hvis der er relativt lav ledighed i branchen?”

Henrik: ”Det er klart, at den økonomiske udvikling i branchen betyder noget, men jeg synes egentlig, at vi hele tiden lykkes med at finde nye pladser. Men det er jo også et spørgsmål om at finde pladser, som studerende er interesserede i. Så ja, det er komplekst, men det min vurdering, at vi er rimeligt tæt på at have de pladser, vi har brug for til et normalt hold.”

I samtalen med Henrik fik vi en fornemmelse af, at der var noget under opsejling i forhold til de manglende pladser, som han ikke rigtigt kunne fortælle os endnu. Vi ved nu, her på bagkant af interviewet, at vores fornemmelse var rigtig.

Et par måneder efter interviewet har bestyrelsen på DMJX nemlig officielt anbefalet, at man forkorter praktiklængden fra halvandet år til et år for journaliststuderende fra DMJX. Den anbefaling åbner en helt ny boks af dimensioner, interesser og dilemmaer. Så vi lader låget ligge og venter i stedet i spænding for at se, om anbefalingen bliver effektueret.

For selv om det er de manglende pladser, der gør ansøgningsprocessen yderligere intens, så er det mødet med medierne, der fylder mest i vores snakke med de studerende. Det er her, misforståelser opstår, regler bøjes og de studerende presses – indimellem ganske unødigt.

Vi ved fra Code of Conduct, at det er mod retningslinjerne at presse de studerende, men hvorfor er der så hvert år medier, der alligevel drister sig til at presse citronen og få de studerende til at bekende kulør? Og hvad kan der gøres ved det og alle de andre dilemmaer, de studerende kommer til at stå i?

Praktikudvalget

Da vi snakkede med Pia, sagde hun, at hele ansøgningssystemet bygger på mediernes nåde, for i virkeligheden er det op til de enkelte medier at strukturere deres praktikansættelser, som de vil.

Og hvad er god opførsel egentlig? Er det subjektivt? I så fald gør det det endnu sværere for en studerende at navigere i.

Det leder os til Praktikudvalget, der er et konsensusudvalg, hvilket betyder, at repræsentanter for medier, skoler og studerende skal være enige om, hvad der er god opførsel, og hvordan praktikansøgningen tilrettelægges på den bedst mulige måde. Fordi konsensusudvalget er tvunget til at være enige, hvis noget skal besluttes, kan der ikke gennemtvinges beslutninger. Og fordi medierne i princippet ikke er underlagt andet end lovmæssige regler i forbindelse med afholdelse af samtaler, kan de ikke sanktioneres, hvis ikke de overholder Code of Conduct.

Vi har en del spørgsmål til arbejdet i Praktikudvalget, så vi ringer til formanden for Praktikudvalget, Marianne Gram, og spørger hende til at starte med, hvordan hun synes samarbejdet fungerer?

Opkald til Marianne

Marianne: ”Det, man skal forstå, er, at i sådan et udvalg, altså det har jeg jo lært på den hårde måde, er det min opgave at prøve at se, om jeg kan få konsensus, og vi kan blive nogenlunde enige om tingene. I værste fald kan man stemme, men det er bedst, hvis vi kan blive enige, så folk ikke går ud og obstruerer det, der bliver besluttet. Det synes jeg egentlig går udmærket. Så har vi gjort det, at vi laver nogle underudvalg, hvis der er noget, der skal tygges igennem, i stedet for at vi bare sidder og kloger os på det møde. De underudvalg finder ud af, hvad der er op og ned, og prøver at se, om de kan blive enige. Så jeg synes, at det er et mere arbejdende udvalg, end nogensinde.”

I vores snak med Pia gav hun udtryk for, at de justeringer, der bliver lavet, ofte er reaktive – altså at systemet i højere grad tilpasses efter mediernes ageren i selve processen, end at udvalget sætter sig ned og tager fremadrettede beslutninger, men det er Marianne ikke enig i.

Marianne: ”Jeg synes, det er omvendt. Jeg synes, vi er proaktive, fordi vi hele tiden vender bolden i det her. Så det synes jeg ikke, man kan sige. Hvis nogen kommer med nye forslag, så sætter vi os ned og finder ud af det. Det er jo en kompleks maskine, der også er underlagt nogle ting, men vi prøver faktisk at optimere, så godt vi kan.”

Kompleksiteten er vi også stødt på i vores gennemgang af Code of Conduct, som vi mener kan virke modstridende. For eksempel må medier og studerende gerne lave forhåndsaftaler, men med de nye regler om afskaffelse af samtaleretten skal medier afholde alle de samtaler, de har indkaldt til.

Vi har snakket med studerende, der har fået aflyst samtaler, eller hvor medierne allerede har valgt deres kandidat i starten af ugen. Og vi kan ikke lade være med at spekulere over, om vi så ikke er tilbage ved, at de studerende igen risikerer at spilde tid på samtaler, der ikke er relevante for dem?

Marianne: ”Altså, jeg tror jo, at de fleste vil færdiggøre deres samtalerunde, inden de indgår en aftale. Ellers ved de jo ikke, hvad de går glip af, men jeg vil da lige vende det med udvalget for at se, om vi har overset noget her.”

Vi har også forelagt Marianne nogle af de historier, vi har hørt fra de studerende, som befinder sig i gråzoner af ordentlig opførsel. Marianne anerkender, at der er episoder, der ligger i gråzoner, men det er svært for udvalget at stille noget op, fordi de ikke altid hører om det. Derfor har hun en opfordring til de studerende:

Marianne: ”Jeg synes, det er udmærket, at de studerende udfører selvjustits med debatindlæg og opslag. Det skal de blive ved med. De studerende selv er også nødt til at melde tilbage til deres studievejledere, for de kender jo de mennesker, der sidder derude, og de vil hellere end gerne gribe knoglen med en lille opsang, men de er jo nødt til at vide det først.”

Opfordringen er hermed givet videre. For i vores samtale med Marianne, kommer vi også ud i et mindre regnestykke om, hvor mange studerende der egentlig har ubehagelige oplevelser, i forhold til hvor mange gode samtaler de også har haft. Og vi er simpelthen i tvivl om, om omfanget er gået op for dem. Det er jo ikke blot enkelte ubehagelige oplevelser, der er skyld i kritikken fra de studerende.

Det er all of the above.

Følg med i næste kapitel, der udkommer i morgen, og som blandt andet handler om en praktiksøgende, der blev holdt hen, selvom der ikke var et match.