Så oprandt dagen, vi alle frygtede: Panikdagen, som uddannelsesinstitutionerne kalder matchdagen i et desperat forsøg på gennem ordets magt at ændre vores virkelighedsopfattelse.

Jeg var en af de heldige. En af de heldige, der vandt første runde af kampen om, hvem der har de spidseste albuer. Jeg fik drømmepladsen og græd kun lidt meget i kampen dertil. For dette stykke ’Hunger Games’ er noget af det mærkeligste og hårdeste, jeg har oplevet.

Primært fordi det var stressende og svært at blive valgt fra, men også fordi jeg så venner blive udsat for det samme som mig.

”Det er OK at sætte venskaberne på pause i den her tid,” sagde vores praktikantansvarlige, da praktiksøgningen startede.

Det, jeg i stedet har sat på pause, har været avisabonnementerne.

Jeg vidste, at det kunne være hårdt at få en afvisning fra drømmepraktikstedet. Hvad jeg ikke vidste er, at det er endnu hårdere slet ikke at få en afvisning overhovedet.

Selv fik jeg et afslag og fem steder, jeg aldrig hørte fra. Afslaget kom fra en ung mand, som måske selv lige havde været igennem møllen. Måske var han bare en af de få gode mennesker i mediebranchen. Men han var undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg blev oprigtigt overrasket, da afvisningen fra ham kom: Af den ene grund, at jeg blev behandlet ordentligt.

For sagen er, at denne praktiksøgning allerede er fyldt med historier, der kan få ethvert håb om, at praktiksøgningsprocessen nogensinde skal blive en nogenlunde menneskelig proces, til at smuldre.

For vi ved, at en fjerdedel af os ikke får en plads: At de fleste af os ikke har et valg, når telefonen endelig ringer, og en plads tilbydes. For det er måske det eneste opkald, vi får. Så vi accepterer den dårlige behandling, vi får, fordi der ikke er et andet alternativ til den end orlov. Nogle får ingen opkald overhovedet – hverken de gode eller de dårlige.

Der er grove tilfælde derude: For eksempel Amila Ibrišagić, som allerede nu har skrevet om den dårlige behandling, hun er blevet udsat for, på LinkedIn.

Men også en studerende, der tog toget hele vejen til København, for så på Hovedbanegården at modtage en mail om, at vedkommendes samtale var aflyst. En landsdækkende avis, der efter at have holdt alle samtaler (og derved brugt af de studerendes dyrebare tid) sendte en mail ud, hvor de fortalte, at de havde valgt ikke at ansætte nogen af dem. Dagblade, der holder samtaler, på trods af at de allerede er ved at give pladsen væk til en anden. Medier, der presser en til at tage en forhastet beslutning uden betænkningstid.

Jeg ved, at processen også er drænende og besværlig for praktikstederne. Men det er ikke dem, der står i en sårbar situation, hvor de for første gang i deres karriere skal finde et fuldtidsjob, som de for resten skal besidde i 12-18 måneder. Det er ikke dem, for hvem ingen praktikplads betyder ingen uddannelse. Det er ikke dem, der mangler pladser.

Jeg skrev i tirsdags med en af de personer, der efter at have brugt lang tid på en samtale fandt ud af, at stedet slet ikke ansatte nogen overhovedet. Frustreret skrev vedkommende, at de var i tvivl om, hvorvidt de overhovedet havde lyst til at blive journalist, hvis det var denne attitude, vedkommende skulle møde resten af sin karriere.

Det kræver åbenbart robusthed at være i praktik nogle steder, ligesom det også kræver robusthed overhovedet at søge praktik.

Jeg kalder det afstumpethed: Det er kun de mest kyniske af os, der kan holde den her proces ud.

Nogle ville sige, at man bare skal være hård for at være i mediebranchen. Men hvorfor egentlig det? Er det bedste for vores branche virkelig at være styret af kolde skuldre og spidse albuer? At underordne sig en kultur, der er så syg, at alle almindelige mennesker ikke kan holde den ud? Er det det, vi vil have? Og er det det signal, vi vil sende til de unge mennesker, når de møder branchen for første gang?

Jeg forstår godt, at nogen ikke vælger at fortsætte på uddannelsen, når første møde med mediebranchen foregår på denne måde. Men det er et kæmpe tab, fordi mange af dem er dygtige og kompetente mennesker. Vi skræmmer dem væk, inden de får en mulighed for at vise, hvad de kan. Resten af os må tilpasse os den grimme kultur for at holde det ud.

Der er god behandling derude – og forhåbentligt er det majoriteten. Men det, jeg vil huske mest fra de sidste par uger, er de dårlige historier. Det skal vi ændre på, hvis vi ikke vil skræmme de dygtige journalistspirer væk.

Eva Beyer Paulsen er journaliststuderende på DMJX og bestyrelsesmedlem i KaJ

Fotograf: Ciliane Stubkjær Jensen