“Vi ringer i løbet af i morgen, og hvis du ikke hører noget, så skal du nok ikke regne med, at du har fået en plads.”
Den sætning har mange håbefulde praktiksøgende journaliststuderende formentlig hørt efter en af deres 15 minutters speeddates hos flere af landets store mediehuse.
En sætning, der måske virker harmløs, men alligevel en, jeg er stødt på efter flere samtaler i løbet af ’praktikugen’. Man studser måske ikke over det med det samme, for man håber selvfølgelig, man er den heldige, der får opkaldet dagen efter og derfor slet ikke skal bekymre sig om den radiotavshed, som så mange andre bliver udsat for. Lige indtil man så er en af mange, der skal selvfortolke et afslag gennem stilhed.
Den stilhed er en langsom dræber. For hvornår er deadline for, hvornår opkaldet skulle komme? Er det om formiddagen? Måske eftermiddagen? Enhver vibration eller notifikation på telefonen får én klæbet til skærmen i håbet om godt nyt.
Er det den kommunikation, man kan forvente?
Jeg har i længere tid tænkt over, om det er mig, der har haft for store forventninger til, hvilken kommunikation man kan forvente i den her proces. Umiddelbart adskiller praktiksøgningen sig ikke meget fra en normal jobsøgningsproces, hvor man ud fra min egen erfaring som minimum får afslag per mail, et tak for ansøgningen og interessen.
En mail, der måske til tider kan virke en smule overfladisk, men der er trods alt nogen på den anden side, der har taget sig tiden til at anerkende ens interesse og indsats i forhold til at søge job hos dem.
Man kan ikke komme videre i sin uddannelse som journalist, hvis man ikke får en praktikplads. Der er derfor utroligt meget på spil, når man som håbefuld kommende journalist stiller sig op i den astronomisk lange kø til de alt for få praktikpladser, der er til alle dem, der skal have et sted at komme ’i lære’. Situationen er derfor ekstremt sårbar og har konsekvenser for gennemførelsen af uddannelsen. Man kan godt søge videre efter et andet job i et dansk arbejdsmarked, hvor arbejdsløsheden lige nu er historisk lav, og der dermed er mangel på arbejdskraft. Der er ikke mangel på forventningsfulde og praktikhungerende journaliststuderende.
Et tilbagevendende problem
Situationen har været den samme hvert år. De store mediehuse ved, at de får mange ansøgninger. De ved, de hvert år skal give mange afslag til håbefulde unge mennesker. Det er ikke en situation, som kan komme bag på dem. Det er derfor også en situation, man kan organisere sig ud af, ved at forberede en ordentlig proces for både de gode og de dårlige nyheder. Måske gør den tilbagevendende store søgning til de store mediehuse, at de tager mængden af højt kvalificerede studerende for givet? ’For der kommer jo så mange hvert år’.
Det kan ikke være for meget forlangt i en uddannelsesbetinget praktik, at man som minimum får et skriftligt afslag, så man kan komme videre i processen og ikke skal spankulere nervøst rundt over for at få en konklusion på de mange timer, man har lagt i ansøgningsprocessen. Noget, som flere mindre medier bestemt godt kan finde ud af, endda med tilbuddet om at få feedback på ens samtale, og hvad der evt. var udslaget for, at man ikke fik pladsen i denne omgang.
Oliver Rosted Hyldebrandt
Det er uden tvivl et tilbagevendende problem for de steder, der får rigtig mange ansøgere, at tiden, det kræver at informere dem, der ikke har fået en plads, bare ikke er vigtig for dem. Jeg ved ikke, om den halve time, det tager at oprette en mailliste, hvor man kan give folk besked, er det, der vælter puslespillet for tidsplanlægningen, men jeg har i hvert fald siddet tilbage med en følelse af ikke at være blevet taget seriøst.
Kunne man forestille sig, at de store mediehuse på alle de ansøgninger, de får til de almindelige jobs, de slår op, også behandler ansøgere med et: ”Hvis du ikke har hørt noget i morgen, så har du nok ikke fået jobbet”? Det tror jeg ikke. De har alle HR-afdelinger, hvor der med stor sandsynlighed er et HR-system, som kan benyttes til at sende en generisk mail ud til alle, der ikke kom i betragtning til stillingen.
Derfor undrer det mig, at det for de praktikantansvarlige ikke er en selvfølge, at man giver svar til alle, der har søgt – uagtet om man har fået pladsen eller ej. Det er ikke svært at gøre det, og det er bestemt ikke noget, der tager lang tid, så hvorfor gør man det ikke?
Man står i en unik position som medie, at man kan være med til at uddanne dem, der kommer til at udgøre branchen senere hen. Det er et stort ansvar og privilegie at have, og med det følger også, at man behandler alle ansøgere i processen ligeværdigt.
Så hermed en opfordring til alle landets praktikansvarlige om at give alle ansøgere besked omkring udfaldet af praktikpladserne i en i forvejen meget stressende uge.
Det er ikke kun respektfuldt, det er også ordentligt.
Oliver Rosted Hyldebrandt er journaliststuderende på SDU
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.