Samtaleugen spidser til: ”To katastrofale samtaler og en begravelse har taget al kampgejst fra mig”

Dette er kapitel 2 i serien 'Hunger Games', hvor de to journaliststuderende Alexia Junker og Christina Lucia Jacobsen forsøger at forstå det praktiksystem, som for mange bliver et chokerende første møde med mediebranchen. Du kan læse kapitel 1 her. 

Må man godt det?

Vi snakker lidt om DR Sjælland og det, han sagde med, at hvis jeg sagde måske, så kunne de ringe videre. Vi er ikke helt enige om, om han egentlig har sagt noget, der lægger op til forargelse. For er det egentlig ikke også fair, at man som et mindre medie med få ansøgere har brug for klar besked? Eller er det de studerende, der står i den udsatte position, der må tilgodeses, uanset omstændighederne?

Det leder os til at se nærmere på de retningslinjer, som både medier og studerende skal følge i ansøgningsprocessen. Er der noget at misforstå? Noget, der står uklart?

De fælles retningslinjer er udarbejdet i et samarbejde mellem medier, uddannelsesinstitutioner og studerende. De bliver løbende justeret, og i øjeblikket ser retningslinjerne således ud:

I Code of Conduct står der tydeligt, at en tilkendegivelse om en plads fra et medie er bindende, så vi har brug for at ringe til redaktionschef Torben Kristiansen fra DR Sjælland for at være sikre på, at han mente det, der blev hørt til samtalen.

Så efter at have forklaret, hvorfor vi ringer, spørger Alexia ind til, hvorfor han sagde, at de havde mulighed for at ringe til en anden, hvis hun ikke takkede ja til pladsen med det samme, hvis hun fik den tilbudt.

Opkald til Torben

Torben: ”Jeg kan jo prøve at uddybe det?”

Alexia: ”Ja, endelig.”

Torben: ”Jeg tror, det er vigtigt at have en ærlig og åben kommunikation for at fjerne den stress, der er forbundet med samtalen. Det, jeg mener med det, er, at jeg godt vil holde en plads i så og så lang tid, men hvis nu det trækker ud, og jeg ikke hører noget, så bortfalder tilbuddet igen. Jeg kunne jo også godt tænke mig, hvis de studerende ville være ærlige og sige, hvis de har otte andre samtaler, og vi ligger nederst på prioritetslisten, så jeg kan vurdere, om jeg tør binde min plads på det.”

Alexia: ”Ja, men det er, fordi når du så siger det, så tænker jeg, om det ikke har den modsatte effekt. For hvis du gerne vil have, at de studerende skal være ærlige om, at de har nogle andre prioriteter eller samtaler, og du så siger, at det kan være, at du ringer videre, tvinger du dem så ikke til at sige ja, selv om de måske ikke nødvendigvis mener det, fordi konsekvensen kan blive, at de så står uden en plads?”

Torben: ”Når jeg siger det, er det jo i virkeligheden for at prøve på at forberede de studerende på, hvis de får et tilbud. Få dem til at tænke over, om de er parat til at tage imod det. Men hvis de oplever det som pres, er det jo ærgerligt, for det er bestemt ikke meningen med det.”

Alexia: ”Sådan oplevede jeg det måske lidt. For jeg synes, der er noget modstridende i det, du siger. De studerende står jo i en presset situation, med mangel på pladser og sådan noget. Hvis de ikke får tilbudt noget andet, så vil de jo ikke sige, at de er usikre, hvis de har indtryk af, at pladsen så ryger igen. Og i retningslinjerne står der jo, at det er bindende, hvis et medie tilbyder en studerende plads.”

Torben: ”Ja, men det er jo vigtigt at sige; jamen prøv at hør, reglerne er sådan, at hvis jeg tilbyder dig en plads, så har du en plads, og den må du springe fra – det må jeg ikke. Det er jo nedfældet sort på hvidt, men hvis jeg så ringer op til dig, så vil jeg gerne have, at du har tænkt over, hvordan du vil reagere, hvis du får det opkald.”

Alexia: ”Men det var mere, fordi du sagde, at hvis jeg så siger måske, så kan I ringe til en anden?”

Torben: ”Ja, ja, hvis vi aftaler det i telefonen.”

Alexia: ”Okay, synes du, der er noget i Code of Conduct, der burde justeres?”

Torben: ”Jeg tror, man som praktiksted skal være opmærksom på, at det er et ulige magtforhold. Jeg kan tage hjem, og så går det nok alligevel. Som studerende føles det noget anderledes. Og jeg har været med i mange år, også dengang hvor studerende stod og græd uden for døren. Det synes jeg ikke, de gør i dag. Men jeg synes også bare, man skal huske, at der er voksne mennesker på begge sider. Og voksne mennesker kan lave aftaler med hinanden, hvis de er åbne og ærlige. Jeg er jo heller ikke interesseret i at ansætte nogen, som i virkeligheden ikke har lyst til at være her.”

Alexia: ”Okay, jeg tror, jeg forstår, hvad du mener, så jeg er glad for, at jeg ringede til dig, for jeg har nok misforstået det, eller også er der er noget mellem linjerne, jeg ikke har forstået, og jeg har måske hørt det på en anden måde.”

Torben: ”Ja, ja, det kan også være, at jeg har sagt det dårligt. Det skal jeg ikke kunne sige.”

Alexia: ”Ja måske. Men i hvert fald, så tror jeg bare, det var det. Tak fordi du ville være med til at opklare den del for mig.”

Torben: ”Jamen held og lykke med opgaven, ikke? Ring, hvis der er et eller andet, I har brug for.”

Praktikprocessen er intens, og alle antenner er ude. Som studerende er det eneste, vi konkret har at læne os op ad, de retningslinjer, vi får præsenteret inden ansøgningsrunden. Alt andet er uvist, og som studerende ved vi ikke på forhånd, hvem vi kommer til at sidde over for. Måske har man mødt nogle ansigter til praktikmessen, men det er en lidt speciel situation at sætte sig over for et menneske, der har et tydeligt indtryk af os gennem vores hjemmesider, men vi ved intet om dem. Så måske er det ikke så sært, at parader kan komme op, for at beskytte os selv i situationen.

Det var godt, at vi ringede til Torben. Hans imødekommenhed var overraskende, og det er et godt eksempel på, hvordan paraderne også hurtigt kan gøre nogle til skurke. Vi synes ikke længere, at Torben er en skurk. Når han forklarer, hvad han mente, giver det fint mening. DR Sjælland er ikke et af de mest eftertragtede steder på grund af deres geografiske placering, så er det egentlig ikke fair nok, at han ikke vil binde en plads til en studerende, der sandsynligvis ender med at springe fra igen?

Men men, vi skal heller ikke glemme, hvem der sidder i den sårbare stol ved samtalebordet. Både LOKK og DR Sjælland siger begge, at de også kan blive presset over ikke at være de studerendes førstevalg. Her skal vi huske, at medierne kan gå tomhændet hjem, og så går det nok det hele, som Torben siger. Det kan de studerende ikke. For dem er hele deres fremtid og drømmeuddannelse hængt op på, at de finder en praktikplads.

Opkald til Lars

Christina ringer til tv-konsulent og praktikantvejleder hos Region Hovedstaden Lars Wallin og forklarer ham sit ærinde. Bagefter spørger hun ind til det, hun ringer for:

Christina: ”Jeg var til samtale hos jer om torsdagen, som en af de allersidste, og jeg havde fået indtryk af, at du ville give mig pladsen, fordi du sagde til mig, at jeg var jeres bedste kandidat, og hvis jeg ville have pladsen, så kunne jeg få den-agtigt. Men da jeg så skrev, at jeg var super interesseret, så skrev du, at I havde valgt en anden. Kan du huske det?”

Lars: ”Var det dig, der havde været politimand?”

Christina: ”Lige præcis.”

Lars: ”Ja okay, så er jeg med.”

Christina: ”Og jeg var bare lidt frustreret over, at du jo egentlig havde sagt til mig, at jeg kunne få pladsen, og så ringede du og sagde, at jeg var meget indadvendt, og at du ikke rigtigt kunne fornemme min personlighed.”

Lars: ”Ja, men det er sjovt, fordi normalt siger jeg jo aldrig sådan noget, altså at du har fået en plads, hvis jeg har en ansøger mere. Så det kan jeg simpelthen ikke forstå, jeg har sagt.”

Christina: ”Nej, men jeg kan huske, at du sagde, at jeg var jeres bedste kandidat, og hvis jeg ville have pladsen, kunne jeg få den. Og så sagde jeg, at jeg mente, vi lige skulle vente.”

Lars: ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg simpelthen ikke forstå det, for det ville jeg aldrig gøre, hvis der var en kandidat mere. Men som jeg husker det, så kan jeg godt have sagt, at du var vores bedste kandidat indtil videre.”

Christina: ”Men sådan husker jeg det i hvert fald.”

Lars: ”Altså, det er jo ikke fair for nogen at gøre det.”

Christina: ”Nej, nej, lige præcis.”

Lars: ”Så altså, men jeg kunne sikkert sagtens sige, at du var også den bedste.”

Christina: ”Ja.”

Lars: ”Og det er jo egentlig også okay at sige.”

Christina: ”Ja, det er da fint. Det har jeg jo simpelthen forstået på en anden måde. Men så var der det her med, at vi talte i telefon sammen, og det var jo egentlig også fint nok, men jeg fik jo ærligheden, kan man sige.”

Lars: ”Ja, men jeg kunne jo godt have undladt at sige det, for det er jo også en svær en at komme med, men jeg ville også gerne sige det, for det kunne jo være, at du kunne bruge det til noget.”

Christina: ”Mhm.”

Lars: ”Og jeg tror, at andre ville have tænkt det samme. Altså at man ikke rigtig vidste, hvem det var, der sad foran en. Og det kan skyldes nervøsitet og alle mulige ting, men det var bare den fornemmelse, jeg sad tilbage med.”

Christina: ”Okay, jeg tror måske, jeg føler, du brugte lang tid på, at vi gik rundt, og jeg blev præsenteret, og så var der jo ikke så lang tid, hvor vi kunne tale sammen. Så jeg forstår ikke helt, at du ikke spurgte mere ind til mig, hvis du havde det sådan.”

Lars: ”Ja. Ja, det kan man selvfølgelig godt sige. Men alle, der kommer her, får den tur rundt, og det har simpelthen noget at gøre med, at vi er en speciel arbejdsplads i det offentlige, så det er også for at hjælpe jer til at få en bedre mulighed for at tage det rigtige valg.”

Christina: ”Jamen, det giver også fin mening. Det var egentlig bare det, Lars. Vi skriver det jo i vores produkt til vores bachelorprojekt, hvor jeg også har min oplevelse med dig med. Og så kommer jeg også til at skrive, hvad du har sagt.”

Lars: ”Jamen, jeg står inde for det, jeg har sagt. Og jeg synes også, det lyder rimelig fornuftigt, hvis jeg selv skal sige det.”

Christina: ”Jamen, tak for din tid, Lars, i hvert fald.”

Vi føler, at vi bevæger os i gråzoner. Vi har begge haft negative oplevelser, men vi kan ikke rigtig pege en pil og anklage nogen for at have gjort noget forkert. For hvem hører rigtigt, og hvem mener hvad?

Nerverne, forventningerne – gode som dårlige – og forudindtagede forestillinger påvirker, hvordan vi som studerende tilgår samtalerne, og det har været interessant at snakke med Clavs, Torben og Lars og høre deres side af sagen. Men vi sidder stadig med en mere eller mindre uforløst følelse. Mia er stadig skuffet over, at hun ikke fik pladsen hos LOKK, ovenpå Clavs’ mange favoritopdateringer, Alexia holder fast i, at Torben præsenterede noget, der var imod Code of Conduct, uanset hvad intentionen var, og Christina føler stadig , at hun fik en plads, der blev trukket tilbage - hvis ikke direkte, så imellem linjerne.