Ondt i maven og bristede håb. ”Jeg troede jo, den var hjemme, og nu stod jeg uden praktikplads”

Praktikansøgningen har i sin nærmest mytologiske form altid været frygtet af landets journaliststuderende. Et klimaks af følelser, der kan ende i et antiklimaks af skuffelser – over medierne, over skolerne og over sig selv, når der skal prøves kræfter med en branche, der altid har været præget af konkurrence og spidse albuer.

Og får de studerende ikke fingre i en af de eftertragtede pladser i første hug, er der kun to muligheder tilbage – kast håndklædet i ringen og vink farvel til drømmen, eller rejs dig og tag endnu en tur i arenaen.

For os blev et bachelorprojekt redningen, da vi stod tomhændede og forslåede efter forårets ansøgningsrunde. Tiden har vi brugt på at slikke vores sår, rejse os igen og gøre klar til kamp. Kampen var det sidste, vi havde lyst til, men vi var nødt til det.

For set i lyset af vores fremtrædende furer og modne aldre, knap 30 og 40 år, har vi travlt med at komme ud og være journalister, for vi har været bagud fra start.

I to uger har vi været lammet i et inferno af hjemmesider, visitkort, ansøgninger og samtaler – igen. Nu er vi ude på den anden side, og denne gang overlevede vi journalistuddannelsernes udgave af ’The Hunger Games’; filmen, der foregår i en dystopisk fremtid, hvor 24 unge dyster mod hinanden i en tv-transmitteret kamp mod døden. Og hvor der i den kunstigt fremstillede dødsarena kun er én vinder. Èn overlever.

Temaet er ikke for børn og sarte sjæle – det er journalistuddannelsernes praktiksøgning heller ikke.

Det her er et forsøg på at forstå den ansøgningsproces, der hvert år efterlader journaliststuderende chokerede og hudløse.

Og lad os deklarere fra start, at den her undersøgelse bygger på egne oplevelser, medstuderendes oplevelser og en oprigtig nysgerrighed efter at forstå, hvad dælen der foregår her.

Dagbogsnotaterne

Igennem samtaleugen har vi sendt over 100 talebeskeder til hinanden med tanker og følelser om processen.

På baggrund af talebeskederne, der har fungeret som en form for digital dagbog, har Alexia sammenfattet væsentlige uddrag i tekstform.

Vi er klar over, at alle ansøgeres forløb er forskellige, men med dagbogsnotaterne ønsker vi at give et indblik i den følelsesmæssige rejse, Alexia og mange andre studerende har været på.

Det har vi gjort for at tydeliggøre, hvad der personligt er på spil, når man som studerende kaster sig ind i kampen om praktikpladserne.

Godt vi har hinanden

Efterårets ansøgningsrunde har været hårdest ved Alexia. I forårets runde var det Christina, der var hårdest ramt, så vi kender begge følelsen af samtaleugens brutalitet og har kunnet støtte hinanden på skift.

Vi startede begge på journalistik på SDU i 2022. Siden har vi pendlet sammen og skrevet stort set alle fællesopgaver sammen – og så er vi blevet veninder.

Vi har vores baggrund og humor tilfælles, men ellers er vi vidt forskellige, og vores styrker ligger forskellige steder. Derfor arbejder vi godt sammen. Nu skal vi arbejde sammen for sidste gang. Et sidste stort projekt, inden vores veje skilles professionelt.

For vi vil forskellige ting – Alexia vil skrive, og Christina vil kommunikere. Derfor har vi været fri for at konkurrere om de samme pladser, og vi har kunnet støtte hinanden ubetinget.

Oraklet

Normalt er Google vores ven, men hvordan praktiksystemet er blevet til, og hvordan det har udviklet sig gennem tiden, har end ikke den alvidende søgemaskine kunnet hjælpe os med.

Heldigvis fandt vi frem til et orakel – den nu pensionerede journalist og praktikvejleder gennem 20 år på DMJX, Pia Færing. Hun nyder nu sit otium i Spanien, og efter at have skrevet med hende har hun sagt ja til at viderebringe sin unikke viden.

Så en dag, hvor Pia sidder i læ for regn og luftalarmer, et par etager over Spaniens oversvømmede gader, kortlægger hun hele praktiksystemets historie for os.

Pia giver udtryk for, at systemet er blevet langt mere humant end tidligere. Og selv om vi ikke er fan af argumentet med børnene i Afrika, er vi alligevel glade for, at vi ikke har stået på journalisthøjskolen i Aarhus og grædt foran medstuderende, der med jublende arme i vejret fik drømmepladsen.

Vi var så ”heldige”, at vi i forårets runde kunne sidde derhjemme og sluge nederlaget uden tilskuere. På den måde må også vi erkende, at systemet synes at have rykket sig i en mere human retning for de studerende.

Pia slutter af med at sige;

”I får lige mine sidste guldord: Problemer har løsninger, dilemmaer har valg. Det her er ikke et problem, for der er ingen løsning – der er kun valg.”

Vi griner alle tre lidt af Pias manglende ydmyghed, inden vi siger farvel og skynder os at ringe til Mia, som vi har en telefonaftale med. Mia var også til samtale hos LOKK mandag, og hun overtog hurtigt pladsen som favorit efter Alexia. Og Pia fik ret, for fra nu af pibler dilemmaerne frem.

Vi har godt nok ikke selv svømmet i favoriterklæringer, men vi ved, at det er almindelig kutyme, at medier tidligt i processen giver udtryk for, at de er interesserede. Det har vi hørt mange medstuderende fortælle om, og det kan der både være fordele og ulemper ved.

Det er altid rart at få tilkendegivet, at et medie er interesseret, men det kan også sætte forventninger op, der ender i skuffelse, hvis pladsen alligevel falder til en anden.

En skuffelse blev det også for Mia, og vi har fået hendes tilladelse til at ringe til kommunikations- og presseansvarlig hos LOKK, Clavs Sylvest, for at høre, hvad der lå til grund for de daglige favoriterklæringer.

Opkald til Clavs

Christina forklarer først, hvorfor vi ringer, og spørger ind til Mias historie.

Christina: ”Hun var til samtale hos dig, og du har så skrevet til hende hver dag efterfølgende, at hun var jeres favorit. Så hun havde selvfølgelig en opfattelse af, at hun lå lunt i svinget hos jer. Så ringer du til hende torsdag og fortæller, at hun ikke har fået pladsen alligevel. Kan du genkende det forløb?”

Clavs: ”Ja, jeg kan godt genkende det.”

Christina: ”Okay, det er godt. Så jeg vil egentlig bare gerne spørge dig, om du vil fremlægge din side af sagen?”

Clavs: ”Jamen, vi er nye i den her sammenhæng. Det er første gang, og vi er lige blevet praktikgodkendt. Så jeg har været optaget af at følge retningslinjerne. Og jeg kan fornemme, at det er der andre, der ikke gør så meget ud af. Jeg havde en oplevelse af, at flere af dem, som vi skulle have til samtale, meldte afbud, fordi de havde fået praktiksted et andet sted. Og så havde vi en rigtig god samtale med pågældende, og så skrev jeg til hende. Altså jeg har jo ikke lovet hende et job. Bare skrevet, at hun var vores favorit.”

Christina: ”Så du mener ikke, at det kan give hende nogle falske forhåbninger, når nu du skriver hver dag?”

Clavs: ”Jeg husker ikke, at det var hver dag.”

Christina: ”Det var det.”

Clavs: ”Okay. Men i hvert fald – det er selvfølgelig hendes oplevelse. Men om det er falske forhåbninger, ved jeg ikke. Jeg vil gerne tilkendegive, at vi er interesserede ... og jeg har jo ikke lovet hende noget, så havde det været noget andet.”

Christina: ”Det forstår jeg, men jeg tænker bare, om man kunne have ventet med at tilkendegive det så massivt, til man var mere sikker og havde haft alle sine samtaler?”

Clavs: ”Jo, men som sagt, så var jeg også optaget af, at der var rigtig mange andre af vores kandidater, som fik jobs løbende. Så jeg var også sådan lidt; nå ja, okay, men så er det umiddelbart sådan, man gør. Men jeg kan sagtens forstå, at hun er skuffet, men jeg synes, det er lidt ærgerligt, at hun beskylder os for at være ... hvad hun så beskylder os for, for jeg har jo ikke lovet hende noget på noget tidspunkt. Så jeg mener ikke, at jeg har gjort noget forkert.”

Christina: ”Nej, jeg tror ikke, hun beskylder jer for noget. Det var mere det her, at du havde valgt at kontakte hende hver dag, i forhold til at vente, til du var mere sikker?”

Clavs: ”Jo, men det forstår jeg også godt. Men jeg tror, at det er det, de gør andre steder. Så jeg tror ikke, der er noget odiøst i, at man gør det.”

Christina: ”Når du kigger tilbage på forløbet, er der så noget, du ville gøre anderledes i din kommunikation?”

Clavs: ”Det ved jeg jo ikke. Selvfølgelig er der altid noget læring, i og med at det er vores første gang. Men i det konkrete tilfælde, så synes jeg ikke, vi har gjort noget forkert.”

Efter noget formalia omkring citatgodkendelse afsluttes opkaldet til Clavs.

Der er flere ting i det, han siger, vi bider mærke i. For det første synes vi, det er interessant, at han giver udtryk for, at han føler sig presset, når studerende aflyser samtaler. For ligesom de studerende bliver presset over løbende at se pladser gå til andre studerende, så bliver medierne det vel også?

Og vi kan godt høre og har egentlig heller ikke været i tvivl om, at Clavs’ intention med at skrive til Mia har været i god mening. Men hvornår er det for meget, og i så fald, ville det egentlig ikke også være rart at få tilkendegivet, hvis man befandt sig i den modsatte situation?

På den måde står både medier og studerende over for en række dilemmaer, der nemt kan ende i misforståelser.

Følg med i næste kapitel, der udkommer i morgen, og som blandt andet handler om de mange gråzoner og misforståelser, der kan opstå i praktiksøgningen.