Medie afviser mailsvar fra minister: ”Han fik 9 dage og frit valg”

Transportminister Ole Birk Olesen vil ikke interviewes om voksende biltrafik, skriver Ingeniøren. Han vil gerne svare per mail, men det afviser mediet: ”Mailsvar har tit den effekt, at de undgår at svare på vores kritiske spørgsmål,” siger journalist. Minister: Tekniske spørgsmål er bedst på mail

”Ole Birk Olesen vil ikke tale om voksende biltrafik.” Sådan lød en overskrift på Ingeniørens nyhedsside mandag.

Artiklen er en opfølger til specialmediets seneste forsidehistorie om, at biltrafikken i Danmark vokser massivt. Stigningen skyldes blandt andet flere motorveje og sænket registreringsafgift. Derfor har Ingeniøren gerne villet interviewe transportminister Ole Birk Olesen om hans syn på udviklingen.

Men det er ikke lykkedes. Trods gentagne henvendelser over halvanden uge vil ministeren ikke stille op til mundtligt interview, skriver Ingeniøren.

”Vi skriver det for at skabe gennemsigtighed i vores journalistik. Det er en udbredt tendens, at pressefolk i ministerierne foretrækker at sende skriftlige svar. Men mailsvar har tit den effekt, at de undgår at svare på vores kritiske spørgsmål,” forklarer Steffen McGhie, journalist på Ingeniøren, til Journalisten.

Har takket nej til at få skriftlige svar 

I stedet for et interview foreslår ministeriets presseafdeling at sende ministerens svar skriftligt. Men det har Ingeniøren takket nej til.

”Der kommer noget helt andet ud af, at man interviewer folk og har mulighed for at stille opfølgende spørgsmål. Risikoen ved mailsvar er, at der slet ikke bliver svaret på vores spørgsmål. Det har jeg konkret prøvet flere gange med Ole Birk Olesen og hans ministerium,” siger Steffen McGhie. 

Men hvorfor vil I ikke engang sende jeres spørgsmål og se hans svar?

”Hvis det havde været en sag som de fleste, hvor vi havde henvendt os med kort deadline og en konkret kritik, så kunne mailsvar også godt gå. Så ville jeg anse det som nødvendigt, at han kom til orde. Men her er der tale om en lang deadline og et ønske om at snakke med ministeren om hans syn på et væsentligt emne i hans ressortområde. Og så er det ikke gjort med fremsendte spørgsmål og svar kørt igennem presseafdelingens maskine,” siger Steffen McGhie.

Han tilføjer, at ministeren har haft god mulighed for at finde tid i kalenderen: 

”Han fik 9 dage og frit valg på alle hylder til selv at vælge et tidspunkt for interviewet.”

Minister: De stiller meget tekniske spørgsmål

Ifølge Ole Birk Olesen skyldes det da heller ikke tidsnød, at han ikke har stillet op til interview om sagen. Han understreger, at han gerne besvarer spørgsmål fra Ingeniøren og nærmest gør det hver uge.

”Men det foregår ofte skriftligt. Og det er, fordi et fagmedie som Ingeniøren stiller nogle spørgsmål, som i sig rummer nogle præmisser, der er tekniske og faktuelle. De har brugt lang tid på at kigge i rapporter, og jeg kan have behov for at gøre det samme for at kunne besvare spørgsmålene,” siger han til Journalisten.

Ville du stille op til mundtligt interview, hvis du på forhånd fik de temaer og fakta, de vil høre dit syn på?

”Her har de henvist til nogle sider i nogle papirer og sagt, at det er dem, de gerne vil snakke om. Uden at ville uddybe yderligere. Og der er det bare min erfaring med Ingeniøren, at spørgsmålene kan være ganske teknisk komplicerede. Og nogle gange er præmisserne misforstået,” siger han.

Hvad hvis de sendte dig de eksakte spørgsmål på forhånd, ville du så stille op?

”Det vil jeg tage stilling til fra sag til sag,” siger ministeren.

Du stiller op til det her mundtlige interview med relativt kort varsel. Hvad skyldes det?

”Det skyldes, at her ved jeg 100 procent, hvad sagen handler om og kan give det svar, der efterspørges. Men det er altså bare en anden sag, hvis Ingeniøren beder mig forholde mig til noget, der står på side 97 i en rapport, som jeg ikke har haft mulighed for at dykke ned i inden.”

Journalist: Ikke et godt argument

Ole Birk Olesen understeger, at det ikke har været tilsigtet, hvis han har svaret udenom i mailsvar. Og han afviser ikke, at et mundtligt interview i nogle tilfælde kan give et bedre resultat end skriftlige svar.

”Men det kan også være, at journalisten bruger lejligheden til at stille et spørgsmål af en karakter, som jeg ikke kan svare umiddelbart på. Og så bliver det en selvstændig historie på Ingeniøren, at der er stillet et spørgsmål, som jeg ikke på stående fod kunne svare fyldestgørende på. Den frygt kan jeg godt nogle gange have med den pågældende journalist på Ingeniøren,” siger han.

Til det svarer Steffen McGhie fra Ingeniøren:

”Ole Birk Olesen har rent faktisk aldrig oplevet, at jeg har vinklet på, at han ikke har været i stand til at besvare spørgsmål om sit ressortområde. Og jeg synes ikke, at det er et godt argument mod at stille op til interviews, at en minister ikke tåler at blive spurgt om noget, han ikke har øvet sig på at sige hjemmefra.”

4 Kommentarer

Mikkel Beck
7. FEBRUAR 2018
@Luci Smith Det står mig ikke
@Luci Smith Det står mig ikke helt klart, hvad i alverden din tidligere chefs oplevelser for 30 år siden, Anders Samuelsen, hans søster, Laura Lindahl og resten af din rant med Ole Birk Olesens (i øvrigt sølle) forsvar for, hvorfor han ikke stiller op til mundtligt interview i Ingeniøren at gøre????
Henrik Lind Jørgensen
7. FEBRUAR 2018
Som "mediebruger" (jeg ved
Som "mediebruger" (jeg ved godt, jeg også er journalist og derfor næppe repræsentativ) har jeg det sådan, at jeg ikke regner svar afgivet pr. mail eller sms som nær så meget værd for de udsagn, der er fremkommet ved et interview. Det samme gælder naturligvis citater fra en pressemeddelelse. Derfor er det vigtigt, at medierne deklarerer, hvor udsagn kommer fra, og måske bør medierne også i højere grad fortælle, at mail- og smssvar ikke er så gode, eller - som i dette tilfælde - helt undlade dem. Desværre nytter det jo ikke noget, hvis medierne ikke står sammen, og det gør de ikke. Hvis politikerne fandt ud af, at man ikke bare kan spise medierne af med en sludder for en sladder forfattet af en spindoktor (journalist) vil de kløgtigste politikere opdage, at det nytter at tale.
Peter Ernstved Rasmussen
7. FEBRUAR 2018
Wow! Du er en virkeligt god
Wow! Du er en virkeligt god repræsentant for journalistik, pluralisme, ordentlighed og overbevisende argumentation?!: “Latterlige mennesker, der ikke forstår noget om forskning, fordi de er debile.” Dine øvrige udgydelser er mindst lige så skarpe. Tillykke! Den neglede du til 10-0 ;)
Luci Smith
6. FEBRUAR 2018
Ole Birk Olesen har hele
Ole Birk Olesen har hele efteråret konsekvent ikke svaret på noget af det, som Radioavisen og andre medier forsøgt at spørge ham om. Ministeren virker som om han er bange for journalister. Ikke tillidsvækkende, men meget typisk for de elendige ministre fra LA.

Enhver der har læst en bog- eller forsøgt at læse en bog - af af Ayn Rand vil vide, at det er noget værre bræk, der ikke egner sig for intelligente mennesker. Hvis det skulle være forbillede for pengemaskinen Lars Seier Christensen og hans købeparti LA, er det omtrent så ideologisk og moralsk bankerot som Scientology.

Min tidligere chef i USA blev tiltrukket af Ayn Rand på et tidspunkt for ca 30 år siden. Hun blev skilt fra sin mand og begyndte at ligge med pizzabudene, mens manden blev tvunget i rehab. Pengene fra hussalget blev brugt og nu arbejder hun som ekspeditrice i en stormagasin i Los Angeles. Easy come, easy go. Man er ikke Master of the Universe længe. Jeg ser frem til, at LA bliver lagt i graven. Det var et dyrt eksperiment med elendige ministre. Håber at der en en smule Public Service tilbage, når vi kan komme af med denne regering, så det ikke bliver som KVINFO, nedlagt fordi ministeren synes at hun og Laura Lindahl trængte til at vise noget Symbolhandlingskræft. Latterlige mennesker, der ikke forstår noget om forskning, fordi de er debile. Det kan også være, at de er uoplyst, men det er tydelig for enhver, at de ikke lytter til kloge mennesker, når de søger oplysning. Jeg er ret træt af Anders Samuelsen og hans søsters kamp for at rette op på deres fars eftermæle, der efterhånden bare laver ravage. Det er da også underligt, at Danmark har en Udenrigsminister, der ligner en, der har sovet på en bænk i Washington, når han møder Trumps Udenrigsminister. Øv. Træls.