Journalisterne på Fyens Stiftstidende frygter avisens eksperimenter med layoutstyring. Vejen går i retning af den redaktionssekretær-løse avis. Det falder nemlig sammen med, at avisen skal spare, og de nye rutiner vil nemt kunne gøre flere redaktionssekretærer overflødige.
I begyndelsen af april var tre repræsentanter fra Fyens Stiftstidende i Malmö for at kigge på Skånska Dagbladets forsøg med layoutstyring. Fynboerne så, hvordan et computerbaseret lay-out-program havde erstattet de fem redaktionssekretærer, der redigerede lokalsiderne.
"Det så tilforladeligt ud, selv om det kræver en stor portion planlægning og disciplin," siger redaktionschef på Fyens Stiftstidende, Erik Stærke.
Samme optimisme kan en anden af Sverige-delegationens deltagere ikke mønstre.
"Jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre at gennemføre uden en kraftig efteruddannelse af alle journalister," siger redaktionssekretær Jesper Frantzen.
Han tror, der skal betales en pris, hvis avisen udskifter redaktionssekretærer med elektroniske skabeloner.
"En avis er ikke en pølsefabrik, og en computer kan ikke stramme slapt sprog op eller ændre på rubrikker, der ikke fungerer. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at gennemføre layoutstyring, uden at det går ud over avisens kvalitet," siger Jesper Frantzen
Ud over den rent faglige bekymring frygter han også for de syv redaktionssekretærer, der i dag tager sig af stoffet fra lokalredaktionerne.
"Jeg ved ikke, om interessen for layoutstyring falder sammen med, at vi skal spare, eller om den var dukket op alligevel. Men vi ryster under alle omstændigheder i bukserne," siger Jesper Frantzen.
Har haft systemet længe
Fyens Stiftstidende har for flere år siden investeret i layout-programmet Quark, der indeholder layoutstyring. Programmet gør det muligt for avisen at udforme særlige skabeloner over for eksempel lokalsiderne, som journalisterne så blot skal udfylde med redaktionelt stof. Redaktionssekretæren bliver overflødig.
Først nu, da Fyens Stiftstidende er ude i økonomisk uføre og skal til at spare, er der for alvor kommet fart i planerne om at indføre layoutstyring.
"Det er yderst uhensigtsmæssigt at indføre systemet samtidig med, at der hænger sorte skyer over hovedet på os," konstaterer tillidsmand Lene Sarup.
Fyens Stiftstidende er længst fremme blandt danske aviser med at indføre layoutstyring.
"Vi vil ret hurtigt gennemføre en test på en eller to af vores lokalredaktioner. Nogle af dem di-sponerer og planlægger i forvejen deres spalter, så det vil være naturligt at begynde med dem" siger Erik Stærke, der afviser, at eksperimentet med layoutstyring er udsprunget af spareønsker.
"Det er klart, at man opnår en rationaliseringsgevinst, men den kan jo også bruges til at frigøre ressourcer til andre gøremål," siger Erik Stærke, der endnu ikke vil give et bud på, hvor mange af de syv redaktionssekretærer på lokalsiderne, der bliver overflødige.
Overraskelse
Lene Sarup er overrasket over, at det allerede er kommet så vidt, at der kan sættes forsøg i gang på flere af avisens lokalredaktioner.
"Vi har et redaktionsråd, hvor vi normalt vil diskutere denne slags emner. Det undrer mig, at sagen ikke er blevet taget op der," siger hun
Hun er også bekymret for, at avisens ledelse vil flytte ansvaret for redigeringen ud på lokalredaktionerne.
"Jeg tror ikke, at lokalredaktionerne har kapacitet til at påtage sig flere opgaver, end de i forvejen har," siger Lene Sarup.
Ud over at være tillidskvinde er hun også redaktionssekretær. Hvis redigeringen lægges ud på lokalredaktionerne, vil man miste overblikket over avisen, mener hun.
"På den redaktionssekretær-løse avis vil man ikke have de personer, der har mulighed for at vurdere, om en lokal nyhed fortjener en mere fremtrædende placering i avisen," siger Lene Sarup.
Erik Stærke erkender, at der skal en holdningsændring til, hvis Fyens Stiftstidende skal have layoutstyring og fortsat holde standarden.
"Nogle journalister har en uvane med at læne sig op ad den sikkerhed, der ligger i, at redaktionssekretæren læser artiklerne igennem. Denne type journalister skal stramme sig op og skrive korrekt," siger Erik Stærke.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.