Filmmageren og lægen Nils Malmros´ nye bog om hans far langer kraftigt ud efter pressen. Især journalist Jens Jørgen Espersen, der afdækkede Thorotrast-sagen i slutningen af 80erne. Men Nils Malmros har kun læst et fåtal af journalistens artikler, ligesom han ikke har foreholdt ham kritikken, inden han skrev bogen.

Den 31. januar 1946 sprøjtede hjernekirurg Richard Malmros det radioaktive stof, Thorotrast, ind i halspulsåren på en 15-årig dreng. Han lod det sive ind velvidende, at kontraststoffet ville fordele sig i den 15-åriges hjerne og krop og aldrig forlade den igen. Drengen var alvorligt syg. Så selv om Thorotrasten var farlig, så havde Richard Malmros ikke andet valg, hvis han skulle redde drengen. Thorotrasten gav nemlig Richard Malmros mulighed for at se blodgennemstrømningen i drengens hjerne på røntgenbilleder, så han kunne stille en diagnose.

56 år efter er denne scene fra det virkelige liv blevet dramatiseret af hjernekirurgens søn, filminstruktøren Nils Malmros, i filmen 'At kende sandheden'. Filmen er fiktion, men det er bogen af samme navn ikke. Den beskriver i detaljer faderens liv.

Men Nils Malmros nøjes ikke med det. Han sætter også skalpellen i pressen. Det sker i kapitlet "Thorotrastskandalen". Her forsøger han at perforere den "bedrevidende og skandalehungrende presse".

Thorotrast-sagen blev stort set lukket i 1992, da Østre Landsret i princippet frikendte lægerne for lægefejl i forbindelse med Thorotrast-indsprøjtninger. Alligevel mener Nils Malmros, at han er forpligtet til at tage sagen op igen. Fordi han ikke mener, at pressen erkendte, at den havde taget fejl.

Overrasket
Nils Malmros har forberedt sig, da JOURNALISTEN møder ham på Nordisk Film i Valby. Foran ham på bordet ligger et røntgenbillede af en hjerne og gamle artikeludklip.

"Jeg føler stadig indignation, når jeg læser artiklerne fra dengang. Det er den eneste lægeskandale, jeg kender indefra. Og det var overhovedet ikke nogen skandale. Betyder en Cavling-pris, at man er for god til at fortælle sandheden, når den kommer frem?" spørger Nils Malmros med lyn i de ellers rolige øjne.

I en lejlighed på Frederiksberg står Cavling-statuetten på sin vante plads på klaveret. Der har den stået siden januar 1989. Jens Jørgen Espersen fik den overrakt med begrundelsen: "for med sin skarpsindige journalistik at have fremdraget den indtil november 1987 upåagtede Thorotrastsag, som han med stor ihærdighed har afdækket i alle detaljer, trods stor modstand fra implicerede myndigheder."

Jens Jørgen Espersen har også forberedt sig. Hans hænder hviler på en bunke gamle Ritzau-telegrammer og artikler. I stuen står den flyttekasse, hvor hele researchen til Thorotrast-sagen er arkiveret, og som er fundet frem igen.
"Jeg opfatter Malmros' indlæg som et partsindlæg. Jeg mener ikke, at jeg har lavet fejl. Det overrasker mig meget, at der skulle gå så mange år, før han kommer frem med kritikken," siger Jens Jørgen Espersen.

Han var ansat ved Ritzaus Bureau fra 1976 til 2000. Fra slutningen af 1987 og fem år frem skrev han omkring 120 artikler om det, som blev kendt som Thorotrastskandalen. Sagen tog sin begyndelse, da en højtstående embedsmand i sundhedsvæsenet gjorde Jens Jørgen Espersen opmærksom på, at omkring 1.100 Thorotrast-patienter måske også var berettiget til en godtgørelse fra staten, fordi de fra 1936-47 havde fået indsprøjtet Thorotrast i kroppen. Både de hiv-smittede blødere og Lsd-ofrene havde nemlig fået en godtgørelse fra staten, mens Thorotrast-ofrene ikke engang var blevet omtalt i medierne.

Jens Jørgen Espersens efterfølgende afdækning af sagen satte både spørgsmålstegn ved, at lægerne havde brugt Thorotrast, og ved at myndighederne hemmeligholdt brugen af stoffet.
Det er de historier, som Nils Malmros 10 år efter finder så fordrejede, at han må tage sin far og lægestanden i forsvar.

Et hemmeligt arkiv
Jens Jørgen Espersen fandt frem til, at den eneste dom i en sag om erstatning til et thorotrast-offer var faldet i 1985. Landsretten havde frikendt Richard Malmros for at have begået lægefejl, da han på Århus Kommunehospital i 1946 havde brugt Thorotrast til at diagnosticere en 15-årig dreng. Men Jens Jørgen Espersen gravede dybere. Han fandt frem til, at tre ud af fem læger i Retslægerådet – som rådgav retten i sagen – var inhabile. Retslægerådet havde heller ikke givet fyldestgørende oplysninger om, at der fandtes et alternativt stof til Thorotrast, og at det ikke var kræftfremkaldende. Derfor mente flere juraeksperter, at frifindelsen af Richard Malmros var givet på et forkert grundlag.
Jens Jørgen Espersen afslørede også, at der lå et hemmeligholdt arkiv i sundhedsvæsenet over de 1.100 personer, som havde fået Thorotrast. Af dem er omkring 200 døde som følge af Thorotra-sten.

Først efter disse afsløringer fortalte den da 83-årige Richard Malmros sin version af historien. I maj 1988 forklarede han i Ugeskrift for Læger sin brug af Thorotrast. Den historie skrev Jens Jørgen Espersen også.
Jens Jørgen Espersens afsløringer førte blandt andet til, at sagen blev taget op i Folketinget. Men også til, at der blev rejst endnu en erstatningssag mod Rigshospitalet.

Det var de afsløringer, som indbragte ham journalisternes fine-ste hædersbevisning, og som Nils Malmros i dag kritiserer.

Den eneste journalistiske fejl, som Jens Jørgen Espersen vedgår, er, at han citerede Retslægerådet for at have svaret nej på spørgsmålet om, hvorvidt der var lægelige alternativer til Thorotrast.
"Det er en dum fejl. Retslægerådet svarede ikke nej, men de undlod at fortælle, at der var et alternativ. Så essensen i det, jeg skrev, var rigtig. Men det er stadig en fejl," forklarer Jens Jørgen Espersen.

Insinuationer
"Espersen lavede et meget grundigt og præcist stykke research. Det er er der ingen tvivl om," siger Nils Malmros med hånden på en kopieret baggrundsartikel fra 1992 fra Information.

"Men hvorfor laver han så den her baggrundsartikel i 1992, hvor han fortsætter med at insinuere, at min far og lægestanden havde begået lægefejl? Er det for at forsvare sin Cavling-pris?"

Den 11. november 1992 bragte flere aviser Jens Jørgen Espersens baggrundsartikel. Artiklen lægger op til den dom, som samme dag skal falde på Rigshospitalet. I artiklen citerer Jens Jørgen Espersen den anonyme embedsmand i sundhedsvæsenet, som oprindeligt satte ham på sporet af Thorotrast-sagen.

"…adskillige mennesker er blevet uskyldige ofre for fejlbehandling med et røntgenkontraststof," citerer Jens Jørgen Espersen embedsmanden for at have sagt.

Det er især denne passus, som får Nils Malmros til at rode i sit grå hår med sin ene hånd.

"Er det god journalistik at bruge den kilde, når alt taler for, at kilden ikke har ret? Espersen ved udmærket, at der ikke er begået lægefejl. Alligevel fortsætter han insinuationerne."
Det afviser Jens Jørgen Espersen fuldstændigt:

"Det var stadig helt åbent, om der var begået lægefejl. Jeg kunne ikke vide, hvordan dommen ville falde ud. Jeg citerer den anonyme embedsmand, fordi det i 1992 var flere år siden, sagen sidst var ridset op."

Nils Malmros er ikke kun uenig i brugen af embedsmanden. Han anfægter også, at Jens Jørgen Espersen ikke nævner Richard Malmros' forsvar i Ugeskrift for Læger. I ugeskriftet har Richard Malmros forklaret, hvorfor han på daværende tidspunkt i 1946 var nødt til at bruge Thorotrast.

"Min far bliver frikendt i 1985. Så kommer der en ny sag, og så repeterer Espersen den gamle sag på et tidspunkt, hvor min far har redegjort for det hele i Ugeskrift for Læger. Han bruger kun min fars redegørelse, da det er opportunt for ham."

– Men din far er vel part i sagen?

"Ja, men det er sandheden. Men jeg ved godt, at sandheden er et partsindlæg."

Men Jens Jørgen Espersen nævner også Richard Malmros' forklaring indirekte. Han henviser bare ikke til Richard Malmros' redegørelse i Ugeskrift for Læger, men til en lærebog fra 1943, hvor Richard Malmros i store træk fortæller det samme som i ugeskriftet.

Dårlig research
"Det er en meget tynd beskyldning, som Nils Malmros kommer med på det punkt. Han ser også bort fra, at jeg tidligere havde beskrevet hele Richard Malmros' redegørelse i en anden artikel," siger Jens Jørgen Espersen.

Det er måske baggrunden for, at Nils Malmros og Jens Jørgen Espersen er så uenige om pressens dækning af sagen. Jens Jørgen Espersen har skrevet omkring 120 artikler om Thorotrast-sagen, men Nils Malmros henviser kun til to af disse artikler i sin bog.

"Jeg forstår ikke, hvordan en filminstruktør som Nils Malmros kan lave så dårlig research og komme med så alvorlige anklager mod mig uden at have læst mine artikler. Det ville svare til, at jeg bedømte Nils Malmros' arbejde ud fra en af hans film, som havde fået dårlig kritik. Han har heller ikke kontaktet mig for at høre min version," siger Jens Jørgen Espersen.

Nils Malmros mener omvendt, at hele pressens dækning er afspejlet i disse artikler, og han mener ikke, han burde have talt med Jens Jørgen Espersen.

"Jeg har ikke kontaktet Espersen, jeg er jo ikke journalist," siger Nils Malmros.

– Men er det fair at kritisere Jens Jørgen Espersen, når du ikke har læst alle hans artikler?

"Jeg har ikke haft tid til at læse alle de artikler. Men det er fair, fordi Espersen laver en artikel (baggrundsartiklen red.), der fastholder, at der er en lægeskandale, selv om han godt ved, at det ikke er tilfældet."

– Men det er nogle alvorlige anklager, du kommer med?

"Det er også nogle alvorlige anklager, som pressen kommer med mod lægerne."

Den 15-årige dreng, som Richard Malmros sprøjtede Thorotrast ind i halspulsåren på, blev opereret og overlevede. Han døde 31 år efter som følge af den kræft, som Thorotrasten, ifølge Landsretten, forårsagede.