search

Lokaljournalisten der vil mere

 

 

Flid-komiteen giver årets flid-pris til Anne Nielsen for hendes serie om den sent udviklede dreng Peter. Uddrag af udtalelsen: "… Komiteen bedømmer artikelserien som en nyskabende form for lokaljournalistik, hvor fiktionens virkemidler inddrages på spændende vis. Anne Nielsen har haft mod til at gå nye veje, hun har holdt konceptet fra start til slut, det er sprogligt meget gennemført, flot fokuseret, og alle detaljer synes at have en funktion. Der skabes endvidere en fin nysgerrighed gennem tilbageholdte informationer …".

Hvis man kun skriver om byrådsmøder og butiksåbninger, glider livet fra en, mener Anne Nielsen. Hun er journalist i Stege på Møn, men ikke en helt almindelig lokaljournalist.

Anne Nielsen fik for nylig FLiD-prisen, lokaljournalisternes svar på en Cavling. Hun har fulgt en sent udviklet dreng igennem 14 måneder. Brugt hundredvis af aften- og ferietimer på at lave i alt 13 helsides artikler om Peters udvikling.
Anne Nielsen er dybt fascineret af de amerikanske serial narratives, og historien om Peter er hendes første forsøg på selv at lave en omfattende seriefortælling. En fortælling, der er krydret med skønlitterære virkemidler som dialog, scener og plot.

Det har været hårdt, derfor er hun glad for prisen.

"Selvfølgelig er jeg det," siger Anne Nielsen tøvende. Den 50-årige lokaljournalist ved Næstved Tidendes Møn-redaktion prøver at se overbevisende ud. Men det lykkes ikke.

Det er der mindst to grunde til:

Først og fremmest er hun ikke selv tilfreds med de 13 afsnit om Peter, som hun har vundet prisen for. Hun synes måske, de er for kedelige, og sproget kunne være bedre.

For det andet har hun hørt, at nogle kolleger heller ikke bryder sig om historierne. Eller rettere; ikke kan forstå, hvorfor man skal bruge 13 helsider og over et års arbejde på at følge en sent udviklet dreng, der går på en teaterskole på Møn.

"Men jeg var nødt til at gennemføre det," siger Anne Nielsen.

 

Nærmere sandheden
Anne Nielsens første seriefortælling begynder slet ikke på Møn, men i Boston i december 1999. Mens orkanen væltede Danmark, sad Anne Nielsen på den anden side af kloden og sugede til sig af en helt ny slags journalistik. Amerikanske journalister fortalte om at bringe skønlitteratur ind i avisernes firkantede artikler. At fortælle historier i stedet for at skære historier.

Det er snart to år siden. Men intet er det samme i Anne Nielsens journalistiske univers. Hun sidder bag sit store egetræsskrivebord i det alt for varme kontor.

"Journalistik er fiktion forklædt som sandheden. Skønlitteratur er sandheden forklædt som fiktion," siger hun og venter på, vi skal forstå det.

"Fortællende journalistik kombinerer skønlitteratur og journalistik. Jeg synes, den her form kommer tættere på sandheden end anden journalistik."

Hun spiler øjnene op.

"Var det ikke dybsindigt," skraldgriner hun. Men stopper, og tonelejet bliver pludselig lavt og sart:

"Det har jeg tænkt meget over. Fordi jeg tit tænker på, at det er en opstyltet virkelighed, vi beskriver. Vi viser kun en brøkdel af det, der virkelig foregår. Kilder spiller en bestemt rolle. Borgmester, ekspert eller offer. Alle de der todimensionelle ting, du skal lave, når du er journalist."

"Jeg har på en eller anden måde lyst til lidt mere."

Efter konferencen i Boston kom Anne Nielsen hjem til sin 17-årige kat, som efter hendes eget udsagn er nærmeste familie.

 

Lyder ikke som French
Mens Anne dækkede byrådsmøder, lokalplaner og generalforsamlinger på vandværket, fandt hun et egnet emne til en seriefortælling.

"Jeg ville rekonstruere en ulykke, der skete under orkanen. Nogle Falckreddere forsøgte at redde en mand, der faldt i havnen," siger hun og læner sig frem.

"Manden lå og klyngede sig til en pæl i havnen. Han råbte, men de kunne ikke komme hen til ham. Det var utroligt dramatisk. Til sidst fik de ham op, og han overlevede. Jeg tænkte alle tiders og begyndte at lave interviews med de forskellige. Men historien døde, fordi én Falckredder ikke ville være med." Annes blik dør samtidig med, at hun afslutter sætningen. Men så liver hun op igen.

"Kan du ikke se det. Det kunne have været en fantastisk historie," siger hun og rammer pludselig nogle forkerte vokaler. Hun har danske forældre, men er født og opvokset i USA. Først da hun var 24 år, kom hun til Danmark for at gå på højskole. Siden har hun boet her.

Anne Nielsen ville ikke lave en rekonstruktion af ulykken, når en af de centrale Falckreddere manglede.

"Det kan du ikke," siger hun bare og ryster på hovedet. I stedet ringede hun til en skole, der hjælper sent udviklede børn. Hun ville følge et barn gennem et år og beskrive udviklingen.

Første historie om Peter var i avisen i april sidste år.

-Hvordan vidste du, at du havde en historie, der var god nok?

"Det vidste jeg heller ikke. Men det gik op for mig, at Peters forestillingsverden ikke stemmer overens med virkeligheden. Han skulle være scenetekniker, troede han. Jeg prøvede derfor at skabe spænding ved at fokusere på kontrasten mellem, hvad Peter tænker, og hvad virkeligheden er."

Anne Nielsen besøgte Peter på nøgledage: Da han var i praktik, lige efter en ferie med skolen og til en vigtig samtale. Hun klippede interviewcitater ind i kursiv. Det skulle illustrere hans tanker.

Over de næste 14 måneder lagde Anne Nielsen alle sine kræfter i at lave sin første rigtige seriefortælling.

-Hvorfor er du ikke tilfreds?

"Fordi det ikke lyder som Thomas French." Hun griner, inden hun får sagt efternavnet på den amerikanske journalist og guru, der udelukkende skriver seriefortællinger for St. Petersburg Times i Florida.

"Jeg har en forestilling om, hvordan ting skal lyde, men så kommer det ned på papir… Den er heller ikke så spændende, som jeg havde håbet på," siger hun og kigger ned i det rustrøde nålefilt.

"Mange andre kunne sikkert have gjort det bedre."

Det gjorde de nu ikke. I hvert fald ikke ifølge FLiD-priskomiteen, der valgte Anne ud af 13 nominerede.

Hvorfor stoppede du ikke undervejs, hvis du var tvivl, om det var godt nok?

"Jamen, jeg havde lovet at følge ham. Og så er jeg nok også stædig. Jeg kan bide tænderne sammen og sige, "nu gør jeg det"," siger hun.

 

Det rigtige emne
Måske er stædighed også en del af forklaringen på, at hun ikke for længst har knækket halsen på sin drøm om seriefortællinger.

I december sidste år var hun atter i Boston. Og i øjeblikket deltager hun i et fjernkursus i fortællende journalistik.

Sideløbende prøver hun at indflette fortællingen i det daglige arbejde, der normalt handler om at få dækket det hele – og først og fremmest de otte spalter i morgendagens avis.

"Jeg beskrev en anden historie i to dele. Det var bare fjong," siger hun og peger opad med to tommelfingre.

"En mand havde mistet sin skotske højlandsko," starter hun og holder en lille kunstpause.

"Og skulle ud for at finde den skide ko. Han havde bestilt et hold cowboys og lavede simpelthen klapjagt. Jeg mødte op sammen med de andre, og det var også meget muntert i starten. Men det blev mindre og mindre muntert. Så dukkede den pludselig op – skræmt fra vid og sans. Ind i en hest med rytter. Der skete ikke noget. Bagefter pandede den en af fodfolket ned. Det blev meget dramatisk. Sidst på dagen fangede vi den faktisk. Den blev bundet og givet en beroligende sprøjte."

Hun standser og kigger op.

"Koen døde af udmattelse."

Første artikel om højlandskoen stopper der, hvor koen sænker hovedet og løber hen mod pigen.

"Sådan skal det være. Her er formen bare genial. Den er jeg mere tilfreds med end Peter-historien."

Tager det længere tid at lave fortællende journalistik?

"Det gør det da. Du kan ikke lave sådan nogle ting på en 37 timers uge."

Men Anne Nielsen bruger gerne sin fritid på at efterligne sine amerikanske forbilleder.

"Det er en vitaminindsprøjtning. Jamen, det er den slags opgaver, der gør det værd at være journalist. Jeg har ikke lyst til kun at lave byrådsmøder og dække nye butikker i byen. Så glider hele dit liv fra dig."

Hun kigger over mod vinduet, som er dækket af en hvid persienne.

"Men der behøver ikke at være stor forskel på lokaljournalistik og narrativ journalistik. Peter-historien har påvirket andre historier. For eksempel lægger jeg en dialog ind i en historie, hvor man normalt bare havde brugt en person," siger hun og begynder at fortælle om et møde på Møns Klint, hvor hun beskrev bygnin-ger og stemning i stedet for at lave et langt referat.

Vil du gerne arbejde et andet sted?

"Jeg tror det ikke. På en stor avis er man bundet. Her har jeg frihed til at skrive, hvad jeg vil. Og jeg er tæt på kilderne. Det er vigtigt i fortællende historier."

Anne Nielsen ved ikke, hvornår hun går i gang med sin næste seriefortælling. Men hun tænker på det.

"Peter var ved at tage livet af mig. Men jeg søger efter det helt, helt rigtige emne. Det drømmer jeg om at finde."

Hele serien om Peter kan læses på: http://www.cfje.dk

VÆRKTØJSKASSE
Anne Nielsens erfaringer vedrørende serial narratives, seriefortællinger:

– Find det rigtige emne. Der skal ske en udvikling. Ikke nok at beskrive en tilstand.

– Det er en stor fordel, hvis hovedpersonerne er åbne. At man kan aflæse noget på kropssprog og ansigtsudtryk.

– Grundlaget skal være i orden. Tjek med alle, før du går i gang, så du ved, at alle er med.

– Vær ærlig. Understreg på forhånd, at beskrivelsen bliver på godt og ondt. Altså ingen glansbilleder.

– Få professionel hjælp undervejs. En redaktionssekretær, en skrivende kollega eller andre, der kan se det lidt udefra og holde dig fast.

Serial narratives – http://www.sptimes.com/ under Special reports
Genren – http://www.pointer.org/

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen