Lisbeth Knudsen har altid søgt hen, hvor magten og ansvaret er. Hun har taget de opgaver, som kun få kan magte. Efter udnævnelsen til koncerndirektør i Det Berlingske Officin placerer hun sig som et af de mest magtfulde mediemennesker i Danmark.

Portræt. Koncernchef i Det Berlingske Officin og chefredaktør på Berlingske Tidende. En nærmest overmenneskelig, dobbelt udfordring. Men for mange af de mennesker, der har arbejdet tæt sammen med hende, kom det ikke som nogen stor overraskelse, at det blev Lisbeth Knudsen, der kom til at stå i spidsen for Det Berlingske Officin. Hvis nogen kan magte det, så er det hende, lyder det.

Officinet er den koncern, som mange topchefer gennem de seneste måneder har forladt, fordi de ikke har ønsket at lægge ryg til kravene om besparelser, eller fordi de ikke har magtet opgaven.

Gennem hele sin karriere har Lisbeth Knudsen påtaget sig tunge opgaver, som andre gerne havde været foruden.

Allerede dengang hun var praktikant på Berlingske Tidendes politiske redaktion, var det ofte hende, der gik til redaktionsmøder på hovedredaktionen. Mens de andre på den politiske redaktion ikke havde lyst til at diskutere med den daværende chefredaktør Laust Jensen, som kunne være særdeles hårdhændet, syntes Lisbeth Knudsen ligefrem, at diskussionerne var sjove og interessante.

Da hun efter praktiktiden vendte tilbage til journalisthøjskolen, var det med et løfte om en fast stilling på Berlingske Tidende. Efter to år som fastansat journalist blev hun i en alder af 24 år politisk redaktør.

Landets hidtil yngste.

Lisbeth Knudsen blev administrerende chefredaktør for Det Fri Aktuelt og direktør for A-pressen. Et andet bladhus med udsigt til sparerunder. De årlige tilskud fra fagbevægelsen blev mindre og mindre, og distributionen var kaotisk.

Selvom det ikke lykkedes Lisbeth Knudsen at få vendt økonomien på Aktuelt, blev hun journalistisk anerkendt for omlægningen af Det Fri Aktuelt til Aktuelt og modtog Publicistprisen i 1998. Med sin enorme arbejdskapacitet og evne til at skabe orden i kaos, lykkedes det hende undervejs at frigive ressourcer til at lave god journalistik.

En af hendes nærmeste samarbejdspartnere dengang var Jørgen Flindt Petersen, ansvarshavende chefredaktør på Det Fri Aktuelt frem til 1993, hvor han blev direktør for TV 2. Han oplevede det som en stor lettelse, da Lisbeth Knudsen trådte til. Som direktør tilførte hun en solid viden om alle dele af en bladvirksomhed, og det havde Det Fri Aktuelt manglet.

»Det var som at tage en håndfuld stesolider,« siger Jørgen Flindt Petersen.
blev Lisbeth Knudsen nyhedsdirektør i Danmarks Radio.

Efter otte år i fagbevægelsen blev Lisbeth Knudsen nyhedsdirektør i Danmarks Radio.

Da det blev besluttet at lægge TV Avisen og Radioavisen sammen i 1998 og danne DR Nyheder, var det under modstand både internt i DR og i pressen. Flere år senere skulle der også vise sig en voldsom politisk modstand mod projektet. Alligevel var der stor enighed om, hvem der var i stand til at løfte opgaven. En opgave, som både krævede stor teknisk indsigt og en evne til at nedbryde kulturforskellen mellem radio- og tv-avis.

Ud over Lisbeth Knudsen var der meget få kandidater, som både havde de strategiske evner og den journalistiske tæft, som var nødvendig for at kunne overbevise medarbejderne om, at projektet var den rigtige vej at gå, vurderede ledelsen.

En af Lisbeth Knudsens helt store fordele som nyhedsdirektør var, at hun var journalist til fingerspidserne. Ingen kunne sige til hende, at noget ikke kunne lade sig gøre journalistisk. For den sags skyld heller ikke teknisk. Hun var respekteret for sin journalistiske troværdighed og hæderlighed. Og lidt efter lidt lykkedes hende at overbevise mange journalister i DR om, at flermedialitet var vejen frem i en stadig hårdere konkurrence.

Til gengæld blev hun kritiseret for at bruge det byggemateriale, der var til overs, da hun rev væggene ned mellem TV Avisen og Radioavisen, til at bygge en ny mur på rundt omkring DR Nyheder. Flere peger på, at DR Nyheder blev en stat i staten med hemmelige budgetter, mens Lisbeth Knudsen regerede fra 12. sal.

Internt i DR havde flere en mistanke om, at nyhedsdirektøren førte en slags cigarkasseøkonomi, hvor hun flyttede rundt med de penge, der var afsat til de enkelte udsendelser.

Blandt andet var flere medarbejdere utilfredse med, at hun efter deres opfattelse flyttede flere penge over på morgenfladen, end der egentlig var afsat, hvilket var til skade for aftennyhederne.

Det var ganske rigtigt en af Lisbeth Knudsens hjertesager, at DR Nyheder skulle være til stede alle vegne, på morgenfladen og på nettet, og tage konkurrencen op med TV 2s morgennyheder.

Men Lisbeth Knudsen mener selv, at DR Nyheders økonomi var så gennemsigtig, som det er muligt i en nyhedsorganisation, der altid skal være parat til at reagere, hvis der pludselig bliver udskrevet valg eller opstår en lignende akut situation. Hun afviser alle beskyldninger om, at hun blev mere og mere hemmelighedsfuld om DR Nyheders budgetter.

Lisbeth Knudsen oplevede det selv, som om der var et krav om, at DR Nyheder skulle være Danmarks stærkeste nyhedsorganisation, samtidig med at DR Nyheder heller ikke måtte blive for stærk.

Da nyhedsmedarbejderne er dem, der er mest synlige i offentligheden, kommer de automatisk til at udgøre en selvstændig og meget stærk gruppe. Flere peger på, at der i resten af DR altid havde været en opfattelse af, at nyhedsafdelingen væltede sig i penge. Det havde i virkeligheden ikke noget at gøre med Lisbeth Knudsens ledelsesstil, men om den interne konkurrence i DR.

En enorm arbejdskapacitet. Det er et af Lisbeth Knudsens særkender. Uanset, hvor højt hun er strøget til tops, har hun bevaret fornemmelsen for, hvad der er en god nyhed i den aktuelle dagsorden. Vækkeuret ringer klokken 05:30 hjemme i villaen i Gentofte, som hun deler med sin mand Peter Valenius. Han har gennem mange år siddet i Københavns Amtsråd for Socialdemokraterne og været folketingskandidat for partiet. Inden Lisbeth Knudsen møder på arbejde ved otte-tiden, har hun pløjet sig gennem seks aviser.

Hendes energi og punktlighed er ligefrem berygtet. Engang, da tidligere chefredaktør Hans Engell skulle til møde med hende i Danmarks Radio, fik han at vide, at han kunne møde op klokken 07:36. Da han spurgte sekretæren, om det ville sige halv otte eller klokken otte, fik han at vide, at Lisbeth Knudsen fører kalender på minuttet.

»Den punktlighed har jeg ikke oplevet andre steder end i Livgarden,« siger Hans Engell.

Han lærte Lisbeth Knudsen at kende, da han var reporter på Berlingskes Christiansborg-redaktion, mens hun var redaktør.

»Selvom hun ikke er gået ind i politik, så arbejder hun politisk. Det ses i den måde, hun tænker taktisk og strategisk på. I politik er afstanden fra A til B ikke altid lige. I politik er det at udtænke en plan det letteste. Det sværeste er gennemførelsen. Hun har altid været i stand til at tænke i gennemførelsen,« siger Hans Engell.

Medarbejderne på Berlingske Tidende har også opdaget, at Lisbeth Knudsen arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Efterhånden forventer de, at der senest ligger mailsvar fra hende ved halv elleve tiden om aftenen.

En medarbejder på Berlingske Tidende sendte på et tidspunkt en mail rundt til samtlige ansatte, hvor han spurgte, hvem der var IT-koordinator. Samme aften var der svar fra chefredaktøren: »Det er jeg, hvad er problemet?«

Det irriterede hende voldsomt, at en medarbejder ulejligede 350 andre med noget, der måske kun vedkom under 30 personer.

Noget af det, der kan gøre Lisbeth Knudsen allermest vred, er, hvis folk er dårligt forberedte.

»Hvis man indkalder folk til et møde eller selv deltager i et møde, man er blevet indkaldt til, er det mangel på respekt for andre og spild af tid, hvis man ikke er forberedt eller ikke er både fysisk og mentalt til stede og interesserer sig intenst for den person, man sidder over for, og den sag, man behandler,« siger Lisbeth Knudsen.

Når man spørger hendes tidligere samarbejdspartnere, om de kan nævne et eksempel på et møde, hvor Lisbeth Knudsen var så godt forberedt, at hun erobrede dagsordenen, så svarer alle, at de ikke kan huske et eneste møde, hvor det ikke var tilfældet.

Hun bliver rost for sin evne til at engagere sig i alle dele af en nyhedsproduktion. Men hendes evne til at engagere sig i selv de mindste detaljer har den slagside, at hun har det med at tiltrække svage mellemledere, der finder sig i, at hun blander sig, men som omvendt ikke giver hende et tilstrækkeligt kvalificeret modspil. Det siger flere, når de ikke behøver at lægge navn til kritikken.

Inden Lisbeth Knudsen blev nyhedsdirektør i DR, kendte danskerne for eksempel navnene på fremtrædende chefer for Radioavisen og TV Avisen som Jørgen Schleimann, Lasse Jensen og Connie Hedegaard. Da Lisbeth Knudsen var nyhedsdirektør, kendte danskerne kun Lisbeth Knudsen som det bolværk, der stod frem, når hendes nyhedsafdeling blev beskudt.

En af grundene til, at hun udadtil fyldte så meget i medierne, var, at Danmarks Radio blev udsat for en massiv kritik for at være venstreorienteret i hendes periode. Det var under regeringens opgør med det, de kaldte ‚de røde lejesvende i DR‘.

Lisbeth Knudsen var for flere borgerlige debattører inkarnationen af det venstreorienterede DR.

Da øjenlægen Jørgen Kleener i en overgangsperiode på omkring et år var bestyrelsesformand for DR, udpeget af den borgerlige regering, havde han flere målsætninger.

En af dem var at gøre op med den generelle venstredrejning i DR. En anden at forny P1. En tredje at rulle planerne om at sammenlægge Radioavisen og TV Avisen tilbage.

Jørgen Kleener lagde ikke skjul på, at Lisbeth Knudsen stod i vejen for hans målsætninger.

Hvis der alligevel ikke skulle være et samlet DR Nyheder, ville der heller ikke længere være brug for en nyhedsdirektør og dermed heller ikke Lisbeth Knudsen.

Men at fyre hende uden videre ville for åbenlyst politisk, skriver Christian Nissen i sin erindringsbog.

Bestyrelsens beslutning om at lægge TV Avisen og Radioavisen sammen blev taget op til overvejelse igen. En intern undersøgelse blev sat i gang. Lisbeth Knudsens stilling kom i spil en junidag i 2003, kort inden hun fyldte 50 år. Det blev nogle af de sværeste måneder i hendes tid på DR. De næste måneder vidste hun ikke, om hun var købt eller solgt. Som i så mange andre svære situationer reagerede hun ved at arbejde.

Hun sled med argumenterne for, at Danmarks Radio skulle have en samlet nyhedsafdeling.

Arbejdet hen over sommeren mundede ud i, at generaldirektør Christian Nissen præsenterede et notat med tre modeller for en fremtidig nyhedsorganisation. Det endte med, at planen om at samle DR Nyhederne blev vedtaget. Lisbeth Knudsen havde vundet første runde og oplevede nu, at Jørgen Kleener undervejs ændrede holdning til hende og til projektet.

Et andet resultat var, at Lisbeth Knudsen trak sig lidt mere tilbage for at lade cheferne under hende være mere synlige i offentligheden.

Derudover fik hun også den påskønnelse oven på de svære måneder, at hun blev udnævnt som stedfortrædende generaldirektør. I praksis var hun det allerede, fordi det gik efter anciennitet. Men det havde stor betydning for hende, at hun fik den anerkendelse.

Lisbeth Knudsen havde vundet første runde af den interne magtkamp, men hun skulle ikke få lov til at nyde frugterne af sejren. Generaldirektør Kenneth Plummer barslede i 2006 med en plan, der skulle slanke chefredaktion fra seks til fire.

Stillingen som programdirektør i DRs nye ledelsesstruktur gik til Lars Vesterløkke. Lisbeth Knudsen blev tilbudt stillingen som kommunikationsdirektør uden for chefredaktionen.

Den 7. november 2006, dagen, hvor bestyrelsen satte navne på, hvem der skulle have hvilke stillinger i chefredaktionen, havde Lisbeth Knudsen allerede pakket sine ting sammen. Det hele stod klar nede i bilen til at rykke ud. Tilbuddet om at blive kommunikationsdirektør ville hun end ikke overveje.

Lisbeth Knudsen forlod DR umiddelbart før, hun skulle se den plan, som hun gennem otte år havde arbejdet på, blive realiseret. Den nye DR-by stod næsten klar, og hun var allerede selv flyttet derud, endnu inden medarbejderne var rykket ind i det nye flermediale mediehus.

»Det var ligesom at køre med 200 kilometer i timen mod en mur, og det var virkelig ærgerligt ikke at se det hele tage form og se folk flytte ind derude. Det er noget af det, jeg har syntes var sværest i hele processen,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun var dog forberedt på, at det ikke blev hende, der fik stillingen. Hun sagde også nej til en afskedsreception, da hun forlod DR. Dels er hun et blufærdigt menneske, der ikke bryder sig om at blive fejret og rost i fuld offentlighed. Hun holdt heller ingen afskedsreception, da hun forlod Berlingske Tidende og har ingen planer om at fejre, at hun netop er blevet koncernchef. Hun har det bedre med hårdt arbejde end med fester. Og dels syntes hun, at det ville have været hyklerisk, hvis personer, der netop havde besluttet, at hun ikke skulle have den stilling, hun gik efter i DR, skulle stå og holde skåltaler for hende.

Men selvom hun ikke nåede at husere mere end en lille måned i det nye DR byggeri, har hun alligevel fået opkaldt et kontor efter sig. I det lokale, hvor cheferne sidder, ligger et lille mødelokale med glasvægge, som medarbejderne kalder Lisbeths minde. Det var her, hun skulle have holdt møder.

EN HÅRD NYSER blev Lisbeth Knudsen kaldt i pressen, da det blev offentliggjort, at hun var blevet koncerndirektør. Men mange af dem, der har arbejdet tæt sammen med hende, kalder hende et følsomt og blødt menneske.

Hun kan godt få en tåre i øjenkrogen, hvis hun bliver udsat for kritik af folk, hun respekterer, eller hvis hun bliver virkelig vred eller berørt. Hun er også kendt blandt sine nærmeste medchefer for at være en leder, der bekymrer sig meget om sine ansatte.

Udlandsredaktør på Berlingske Tidende Kristian Mouritzen ved fra flere kolleger, der har oplevet personlige kriser, at Lisbeth Knudsen har været ufatteligt hjælpsom. Han oplevede selv stor forståelse, da han på grund af sygdom i den nærmeste familie i en periode havde brug for at tænke på noget andet end arbejdet.

»Hun er en god samtalepartner. Hun tager aktivt del i problemstillingen, og hun vender tilbage efter noget tid på en måde, så det ikke virker som et pres, men som en støtte,« siger han.

Noget af det mest tilfredsstillende, Lisbeth Knudsen har oplevet som leder, har været at hjælpe mennesker i krise tilbage på ret køl. Til gengæld forventer hun, at folk er åbne omkring deres problem og gør en indsats for at komme i gang med karrieren igen.

Flere bemærker også hendes nøjsomhed. Der er ikke kager til chefmøderne i Det Berlingske Officin, og hun kører rundt i en lille Renault Scenic. Det er nu ikke kun, fordi hun står over for nogle af de mest kontante sparekrav lige nu, at hun holder igen med pengene.

I DR sagde hun også nej til en stor direktørbil, og da hun efter et indbrud i sit private hjem blev tilbudt at få erstattet sit fjernsyn med et større B&O anlæg, frabad hun sig det. Statussymboler siger hende ikke noget. Og så handler det også om at sende det rigtige signal til medarbejderne om, at man skal passe på virksomhedens penge. Nøjsomheden har hun lært helt fra barns ben. Hendes forældre var selvstændigt erhvervsdrivende med en lille stempelfabrik og et bogtrykkeri. Overskud skal ikke bare bruges, men gemmes til vanskeligere tider.

Mange undrer sig over, hvor Lisbeth Knudsen får sin energi fra. Hun er ikke til lange ture i skoven, men lader op ved at læse en god bog, se en god film og tale med mennesker, der har gode idéer. Hun holder gerne fri to uger hver sommer, hvor hun tager i sommerhus med sin familie et sted i Danmark eller Europa. Det skal dog helst være et sommerhus, hvor der er internetforbindelse. Hendes familie har efterhånden fundet ud af, at hun slapper bedst af, hvis hun ved, hvordan det går med hendes avis, og hvis hun ved, at der ikke er sket noget i verden, som hun burde have vidst.

Når Lisbeth Knudsen fortsætter som chefredaktør for Berlingske Tidende samtidig med, at hun skal være koncernchef i Danmarks største bladkoncern, er det, fordi det er vigtigt for hende at bevare kontakten og forbindelsen til det redaktionelle. Det er nemlig indholdet, medierne skal leve af – eller som Lisbeth Knudsen retter det til: »Det er annoncerne til indholdet, vi skal leve af.« /

Artiklen bygger på 13 interview med personer, der har arbejdet sammen med Lisbeth Knudsen, på tidligere portrætter af Lisbeth Knudsen blandt andet i Ud & Se, på Christian Nissens bog »Generalens veje og vildveje« og på interview med Lisbeth Knudsen selv.