Danske læger blev bestormet af bekymrede patienter, da der i begyndelsen af december kom to nyheder i omløb om medicin, der øgede risikoen for kræft. Den ene fortalte, at p-piller kunne øge risikoen for brystkræft. Den anden, at blodtrykssænkende medicin kunne forårsage hudkræft. Begge historier byggede på nye forskningsresultater, som danske forskere står bag.

Anders Beich er læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, hvor de fleste praktiserende læger er medlemmer.

”Vi har lavet en stikprøveundersøgelse blandt vores medlemmer, og de, der svarede, havde i gennemsnit haft 15 konsultationer på baggrund af de to artikler i den pågældende uge. Det giver altså 50.000 konsultationer på landsplan,” siger han.

Situationen er udtryk for en generel tendens, forklar Anders Beich. Når den slags nyheder kommer på gaden, giver det med det samme udslag i køerne i de praktiserende lægers venteværelser. Det skaber travlhed og koster samfundet en masse penge, men først og fremmest skaber det masse unødig bekymring, påpeger han:

”Vi gør et stort arbejde for at afbekymre befolkningen, men når nogen blæser så hårdt i bekymringsfløjten, som det sker her, og bølgerne er pisket op, så er det svært at gyde olie på vandene.”

Patienter husker dårlige historier

I Anders Beichs øjne opstår der flere problemer, når ny-publicerede studier med det samme kommer i massemedierne. Dels har de praktiserende læger ikke haft tid til selv at sætte sig ind i studierne. Dels er det generelt sådan, at nye forskningsresultater kun skal ses som det, han kalder ”et lille bidrag til sandheden”.  Det skal først diskuteres og vægtes i lægefaglige kredse og hos myndighederne, før det besluttes, om lægerne skal ændre praksis og eksempelvis gå bort fra at bruge nogle præparater.

Han nævner som eksempel en historie i begyndelsen af 2017 om, at antidepressiv medicin ikke virker.

”Efterfølgende kom der en sønderlemmende kritik af studiet i det tidsskrift, hvor det blev publiceret. Men på det tidspunkt havde forskerne allerede været i Go’ morgen Danmark og Go’ aften Danmark og så videre. Og i dag sidder befolkningen stadig med en frygt for antidepressiv medicin. Jeg har stadig patienter, der ikke vil tage det,” fortæller han.

Frygter, at folk bliver rundtossede

Anders Beich vil ikke vurdere, om der er problemer med de aktuelle forskningsresultater. Men i formidlingen virker det hurtigt mere alarmerende, end det reelt er. I artiklen om, at p-piller øger risikoen for brystkræft, hedder det således, at risikoen er øget med 20 procent. Men længere nede i artiklen læser man, at det i forvejen er en ganske lille risiko, der øges.

”20 procent oven i næsten nul er stadig næsten nul,” siger Anders Beich.

På den baggrund stiller Anders Beich spørgsmål ved, om den slags forskningsresultater overhovedet er egnet til at komme ud som nyhedshistorier. Han bebrejder ikke medierne, at de skriver om nye forskningsresultater, men opfordrer forskerne til at være mere tilbageholdne med selv at være opsøgende for at få deres forskning i medierne.

”Jeg siger ikke, at det ikke må komme ud i befolkningen. Men hvis alle gør det her, bliver folk rundtossede. Er det virkelig nødvendigt at sende en pressemeddelelse, hver gang man har publiceret en forskningsartikel? Og journalisterne har svært ved at læse det her kritisk. Hvis det ligner en nyhed, så kører medierne med på det. Det bliver en priming, der kommer helt nede fra forskerne selv, og det synes vi ikke er nødvendigt.”

Beich har ikke et konkret bud på, hvornår nye resultater er modne til at komme ud i massemedierne. Men han peger på, at resultaterne efter publicering bliver vurderet af sundhedsmyndighederne, samtidig med at der typisk opstår en videnskabelig debat omkring forskningsartiklen blandt specialiser.

”Og så er man i hvert fald et skridt videre,” siger Anders Beich.

Forsker afviser kritik

Nyheden om, at p-piller øger risikoen for brystkræft med 20 procent, bygger på et forskningsresultat, som klinisk professor Øjvind Lidegaard fra Københavns Universitet står bag. Han ser i modsætning til Anders Beich ingen problemer i, at medierne skriver om videnskabelige resultater, når de har været igennem tidsskrifternes faglige vurderingsproces.

”Et publiceret studie er offentligt tilgængeligt. Og det er helt meningsløst at sige, at patienterne ikke bør informeres om det, selv om nogle måske kan mene, at det kan patienterne ikke tåle at høre. Det er klart, at tingene skal sættes i perspektiv – at det ikke betyder, at alle kvinder skal holde op med at bruge p-piller, og at en 20-årig pige, som ikke har brystkræft i familien, ikke er i stor risiko. Det er ikke mere kompliceret, end at enhver kvinde kan forstå det, og de har ret til at vide det,” siger han. 

Lidegaard fortæller, at en forskergruppe samme morgen, som p-pille-studiet blev publiceret, udsendte en let fordøjelig pressemeddelelse, hvor resultaterne blev sat i perspektiv, og risiciene blev forklaret. Dog er det ofte de videnskabelige tidsskrifter, der selv sender pressemeddelelser ud til pressen, og derfor har man som forsker ikke kontrol med pressens dækning, tilføjer han. 

”Det er det, man har dem for”

I forbindelse med Politikens dækning har han fået mulighed for at tjekke artiklen for faktuelle fejl. Han vil også godt stå inde for rubrikken om, at p-piller øger kræft-risikoen med 20 procent.

”Det, synes jeg, er i orden at skrive, for det er det, undersøgelsen viser. Og hvis man som læser ikke kan kende forskel på, at der er 20 procents risiko for kræft, eller at risikoen er øget med 20 procent, så er det svært at formidle konkrete resultater,” siger Øjvind Lidegaard.

Han mener, det er helt naturligt, at artiklerne skaber opmærksomhed blandt folk, men hans erfaring er, at praktiserende læger er godt klædt på til at forklare og nuancere over for deres patienter.

”Selvfølgelig skaber det opmærksomhed, og det er oplagt, at nogle vil henvende sig til egen læge. Men det er vel også det, man har dem for – for at oplyse deres patienter,” siger Øjvind Lidegaard.

Det var Politiken, der nyhedslancerede begge de historier, som ifølge Anders Beich gav ekstra rykind hos de praktiserende læger – dels om at blodtryksmedicin øger risikoen for hudkræft, dels om at p-piller øger risikoen for brystkræft. 

Rubrik blev skærpet i netversion

Tanja Parker Astrup, redaktionschef for Forbrug og Liv hos Politiken, fortæller, at sundhedsjournalisterne vurderer historier om nye forskningsresultater grundigt, før de skrives. Blandt andet ved at prøve konklusionerne af hos andre eksperter og sundhedsmyndighederne. I forbindelse med begge de konkrete historier kontaktede Politiken Lægemiddelstyrelsen.

”Hvis myndighederne reagerer – f.eks. går til Det Europæiske Lægemiddelagentur med sagen – ligger der et signal om, at der er noget interessant at komme efter. Så det er én af flere støttestokke, vi bruger,” siger Tanja Parker Astrup.

I forbindelse med historien om p-piller var en af overvejelserne, hvordan man skulle vinkle og formidle nyheden om øget kræft-risiko.

”Man kan bestemt diskutere, om det får en skræmmeeffekt, når man skriver, at p-piller øger risikoen for brystkræft med 20 procent, når det kun er små tal. I reelle tal drejer det sig om, at yderligere 13 ud af 100.000 kvinder får brystkræft. Det synes jeg omvendt også er mange, når det handler om en dødelig sygdom direkte afledt af et lægemiddel, men det bliver en lidt subjektiv vurdering,” siger hun, men understreger, at de absolutte tal fremgår tidligt i artiklen, og at eksperter også er citeret for, at yngre kvinder roligt kan fortsætte med p-piller.

I papirudgaven af Politiken havde man undladt ”20 procent” i rubrikken. Det kom til gengæld med i netversionen.

”Som regel er det journalisten selv, der skriver rubrikforslag. Det er ikke sjældent, den så bliver lavet om i netudgaven, hvor der sidder nogle forsideredaktører, der generelt set er bedre til at lave rubrikker, men som også er mindre inde i detaljerne. Der er ingen fejl, men man kan diskutere, om man sender de forkerte signaler ved at tage ”20 procent” med,” siger hun.

Erkender ansvar

Tanja Parker Astrup er enig i, at medierne har et ansvar for ikke at opskræmme befolkningen og derfor skal være grundige med at belyse, hvad resultaterne betyder for patienterne. Men Anders Beichs ønske om, at man venter med at publicere nye forskningsresultater, til de er blevet diskuteret i lægemiljøet, har hun svært ved at se udfoldet i praksis.

”Forestil dig den modsatte situation – at vi får kendskab til bivirkninger af en medicin, som vi ikke skriver om, og så kommer det frem et år senere. Så kan man med rette spørge pressen: Hvorfor har I holdt det skjult? Jeg forstår godt hans behov for, at de får fred til at diskutere. Men hvem skal så afgøre, hvornår det skal ud?”

Er I i stand til at gå forskerne på klingen i forhold til faglige svagheder i deres forskningsresultater?

”Det vil være for flot sagt, at vi kan matche en forsker på hans felt, men vi har en super erfaren sundhedsredaktør og nogle dygtige journalister. Selvfølgelig kan man som journalist ikke gennemskue alle resultater. Men vi kan gøre vores arbejde grundigt og alliere os med dem, der har de bedste forudsætninger,” siger Tanja Parker Astrup.