search

KYS ALDRIG ALFONSEN

Igennem et kvart århundrede har Torben Bille anmeldt pop- og rockmusik. Han advarer om de mange rygklappere og den høje servicering af anmelderne. »Musikbranchen er en verden, hvor kindkys og omfavnelser gør sig ud for venskaber, og hvor man hurtigt kan glemme, at der dybest set er tale om forretningsbekendt-skaber,« siger han.

Igennem et kvart århundrede har Torben Bille anmeldt pop- og rockmusik. Han advarer om de mange rygklappere og den høje servicering af anmelderne. »Musikbranchen er en verden, hvor kindkys og omfavnelser gør sig ud for venskaber, og hvor man hurtigt kan glemme, at der dybest set er tale om forretningsbekendt-skaber,« siger han.

»Musikbranchen har én stor og altafgørende forventning til anmeldelserne – reklame! I skåltalerne siger de, at det er godt, at journalisterne vurderer musikken og fører den videre og bla, bla, bla, men det er reklame, der er målet. Det skal man gøre sig klart som journalist og anmelder.«
Torben Bille er kommet 15 minutter for sent. I dag indtager han en andægtig stilling som nyhedschef på dagbladet Information, hvor han for få minutter siden drøftede vinkler på Det Konservative Folkepartis valg af ny leder.
»Engang var det rock, nu sidder jeg sgu og nørkler med drivhusgasser, ozonlag og konservative kriser,« som han siger med smilende resignation.
Den knap 50-årige Torben Bille skrev for snart 25 år siden sin første musikanmeldelse. Den blev til på opfordring fra en redaktør, der havde læst hans læserbreve. Det er siden blevet til anmelderi på Musikmagasinet MM, Politiken, Ekstra Bladet, Det Fri Aktuelt og Information. Han var redigerende bagstopper på Politikens rock-leksion, og om få dage udsender Torben Bille en samling af sine anmeldelser – forsøgt udvalgt, så de tegner rockens, rock-journalistikkens og anmelderen Torben Billes udvikling.
»Jeg udgiver dem, fordi jeg som alle journalister er så indbildsk at tro, at nogen vil have fornøjelse af at læse et tværsnit af 25 års journalistik om et bestemt emne,« som han siger.
Teksternes tone er ofte rå og ubarmhjertig – især nutidens maskinmusik får tæsk: » … Aqua og Cartoons, poppens svar på lørdagskyllinger,« skrev han i Information i marts 1999.
»Dybest set burde maskinmusik ikke anmeldes af anmeldere. Det hører hjemme på erhvervssiderne, det er jo rent markedsføring og kommerciel spekulation,« hugger han over for JOURNALISTEN.
Den direkte stil har givet mange uvenner. En af dem er TV-2-sangeren Steffen Brandt, der i forordet til Torben Billes bog beretter, at han i 1981 kunne havde myrdet Torben Bille med koldt blod.
»… fordi han med stor præcision satte kniven ind i de svage steder, der jo altid er i et udtryk, og vred rundt uden at ryste på hånden, eller for den sags skyld i buksen, ved tanken om de følger det ville kunne få for os og for ham selv, hvis han nu tog fejl,« skriver Steffen Brandt om had/kærlighedsforholdet til anmelderen Bille.
Redigeringen af hverdagens politiske trivialiteter betyder, at der i dag er langt mellem mandens anmeldelser. Men rutinen har sat sig på rygraden.
»Efter mange år i faget, ender du der, hvor du næsten kan anmelde en plade på omslaget – det må være grufuldt for musikeren at høre,« siger Torben Bille. Han skynder sig at tilføje, at han aldrig selv har anmeldt alene på coveret – men:
»Jeg har anmeldt alene på en skrålytning. Og det er jo blevet langt lettere med CD´en, der kan man bare trykke på en knap. I gamle dage skulle man som anmelder trods alt rejse sig og løfte pickuppen,« siger Torben Bille og slår en udglattende skraldlatter op:
»De anmeldere, der siger, de aldrig har gjort det, er fulde af løgn.«

Varm luft
Beder man Torben Bille anmelde dansk anmelderi anno 1999, er anslaget positivt.
»Flere kan håndværket i dag end for 25 år siden. Anmelderiet var før meget analyserende og pegefingeragtigt. Jeg har da selv skrevet den slags: »Kammerat, tror du ikke, at hvis du skruer lidt op for bassen, så …«. Sådan anmeldte man dengang. Kloge-Åge. I dag er det meninger og indlevelse, der bærer anmelderiet,« siger Torben Bille.
Trods anerkendelse mener Torben Bille samtidig, at musik-journalistikken udvikler sig mod det utroværdige.
»Mange anmeldere blander tingene sammen. De laver både anmeldelser, interview og reportage om samme gruppe. Det må da være forbandet vanskeligt for en journalist at lave et interview med nogen, man dagen før har rakket ned. Omvendt er det enormt nemt at lave et »klap mig på ryggen«-interview med folk, man dagen før har rost,« siger Torben Bille. Han mener desuden, at mange anmeldere i dag er ramt af accelererende borgerliggørelse.
»De mangler en ægte respektløshed, som ikke bare er ren maner. Der er flere end nok, der puster sig op, men det meste er varm luft. Der mangler anmeldere, som dels brænder for musikken, og dels tør gå ud over kanten. Anmelderiet er i dag lige så institutionaliseret som rockmusikken,« siger han.
Kritik er der masser af, men den har det med at virke lidt programmeret, mener han.
»I dag jorder musikanmelderne folk, fordi man vedtager, de skal jordes. Sanne Salomonsen er et klassisk eksempel på en musiker, der blev jordet, fordi det syntes anmelderne, hun skulle. Det har jeg da selv været med til.«
Torben Bille mener, det er banal trang til at trykke sig selv af i avisen, der ligger bag de kollektive mord på visse musikere.
»At komme med nogle ramsaltede kommentarer om Sanne Salomonsen eller Gnags, det giver plads i avisen. Det kan redaktionssekretæren forstå, for han er vokset op med den musik, og så kan han sidde og gyse over, at nogen siger det, han altid selv har ønsket, men ikke turdet sige.«
»Omvendt er den unge rock ikke særlig iøjnefaldende eller kendt. Så når de unge anmeldere skal sælge noget til deres redaktionssekretær, giver det ikke spalteplads at jorde Psyched up Janis. Alene det at skulle illustrere artiklen …«.

Kindkys og fribilletter
For ikke-anmeldere, som JOURNALISTENs udsendte journalist, er mødet med anmelder-verdenen lidt overraskende. Torben Bille lægger for eksempel ikke skjul på, at han fra tid til anden har anmeldt musikere, som han har venskabelige forbindelser til. Det, synes han ikke, er problematisk – så længe, det ikke influerer på anmeldelsen. »Men det vil folk jo nok sige, det gør,« konstaterer han selv.
»Jeg ved da ting om musikere, som jeg ikke ville kunne skrive. Og det er da hæmmende. Men sådan er det jo også på Christiansborg. Man kunne udgive tykke aviser med alt det, journalisterne på Borgen ikke vil/tør/må skrive,« fastslår han.
Torben Bille ser en større fare i, at musik-journalister lulles ind i en falsk tro på, at de er frie – »det gjorde jeg selv«. I virkeligheden er skribenten fanget i et net, hvor journalisten langsomt bliver blind for det skadelige i pladebranchens høje servicering – gratis CD´ere, receptioner og billetter, forklarer han.
»Musikbranchen er en verden, hvor kindkys og omfavnelser gør sig ud for venskaber, og hvor man hurtigt kan glemme, at der dybest set er tale om forretningsbekendtskaber,« siger Torben Bille.
»Der er meget stor risiko for, at man bliver bundet af nogle usynlige relationer. Du opfatter dem ikke selv som begrænsende for din ytringsfrihed eller mening, men langsomt sniger de sig ind på dig og omklamrer dig.«
»Når billetsalget til en koncert kører dårligt, kaster pladeselskabet fire-fem flybilletter i nakken på toneangivende anmeldere, de rejser så jorden rundt og hører en koncert med x, der kommer til København om to uger. Som journalist skal man fandeme have is i maven, hvis man tager med på sådan en tur, hvor den ikke får for lidt. Det er mangestjernede hoteller, der er gode kolleger, du hænger i barer, du har det sjovt. Kort sagt – du er på ludertur, og kan man så skuffe sin alfons, når man kommer hjem? Det er det store spørgsmål, og det er svært – jeg har selv prøvet det.«

Billen og døgnfluen
I 1982 havde Torben Bille et voldsomt sammenstød med pladeselskabet CBS og bandet Rugsted-Kreutzfeldt.
»Han slog Rugsted og Kreutzfeldt ihjel,« lyder det stadigvæk med et fnys fra CBS´ daværende direktør Steen Sorgenfrei, her 17 år efter.
Balladen udviklede sig ikke mindst efter Torben Billes stort opsatte artikel i Politiken med overskriften »En døgnflues korte liv.« Artiklen havde den beske underrubrik »Rugsted & Kreutzfeldts 15 minutter på toppen af danskrocken« og var en analyse og kommentar til duoens pludselige fiasko – en Danmarksturne var blevet aflyst og parrets 3. LP floppede salgsmæssigt.
»Jeg har det meget ambivalent med Torben Billes anmeldelser. Han har god musikalsk dømmekraft, men Bille kan være yderst ondskabsfuld og perfid, det var hans artikel om Rugsteds og Kreutzfeldt,« siger Steen Sorgenfrei. »Han har det ikke godt med det multinationale. CBS skulle jordes, fordi vi var de store – og kun derfor.«
Også Jens Rugsted, den ene halvdel af duoen, raser sta-digvæk over Torben Billes artikel.
»Han kaldte os for »en døgnflue«, og det finder jeg mig altså ikke i. Jeg havde spillet musik i 25 år, da han skrev det. Måske var jeg i journalisternes øjne en døgnflue, men ikke musikalsk – vi havde solgt en kvart million plader mand!« siger Jens Rugsted, der i al almindelighed synes, anmeldelser er noget skidt.
»Tænk sig, at man betaler folk for at de skal tvinge sig til at mene noget hver uge. Det er da sygt!«
CBS hævnede sig på Torben Bille ved at udsende et nyhedsbrev, hvor man advarede branchen om det hærgende skadedyr ved navn Billen.
»Det tog han sig meget nært. Vi fik et brev fra hans redaktør (Herbert Pundik. Red.), hvor hovedbudskabet var, at det kunne vi ikke tillade os. Selvfølgelig kunne vi det, han var jo selv yderst kritisk,« siger Steen Sorgenfrei, der stadig gerne sender gift mod Torben Bille.
»Man skal sgu da være ret så glad for sig selv, hvis man finder på at udgive sine gamle anmeldelser,« siger han.
Torben Bille ryster på hovedet over, at raseriet er lige så stort i dag som dengang. Han mener, der er tale om projektion – bandet var floppet, nu skulle det forklares med pressen.
»Jeg skulle have slået bandet ihjel … Det er utroligt, det er den ultimative magt at tilskrive mig. Men de var færdige, da jeg skrev den artikel,« siger Bille – der præcis som Sorgenfrei ikke kan lade være med at returnere en møgspand.
»Men det var da en gave for dansk rock, at de gik i opløsning – så på den måde har jeg da gjort noget fornuftigt.«
Uden direkte at blande sig i striden, har den amerikanskfødte guitarist Billy Cross alligevel en kommentar til hele balladen om forholdet mellem musikere og anmeldere.
»De fleste musikere tænker kun på penge og berømmelse, de forstår overhovedet ikke at kritik kan være konstruktiv. Og det er endnu værre i Danmark end i USA – danske musikere er ramt af en skrigende småborgerlighed og a-kasse-tryghed,« siger Billy Cross. Han har kendt Torben Bille gennem 20 år, er blevet anmeldt af ham – mest positivt – og husker også ovennævnte artikel.
»Jeg synes ikke, artiklen var for brutal, men overskriften var. Det var for sensationalistisk – er det et dansk ord?« siger han. Bortset fra det, er Billy Cross begejstret for den type anmelder, Torben Bille udgør.
»Torben Bille har den heldige kombination af kærlighed til musikken og viden om den både historisk, kulturelt og teknisk. Det betyder, at han ikke bare siger sin egen mening, men også skubber til musikerne og musikken. Derfor var hans anmeldelser potente og anvendelige, ligesom god litteraturkritik er det,« siger Billy Cross. »Han er kun gået rigtigt galt i byen én gang – da han udnævnte Lotte Rømer til sangeren, der skulle redde dansk rock. Bare fordi han var vild med hendes ben … Og så lider han indimellem af anmeldernes store sygdom: Han er for glad for at høre sine egne ord.«
Og Torben Bille skjuler ikke, at anmeldelsens æstetik er central for ham.
»Den gode anmeldelse er en anmeldelse, som inden for sin art er lige så god som den musik, den anmelder. Og man kan sagtens lave en anmeldelse, som er langt bedre end pladen,« siger Torben Bille.
»Det er sådan noget, musikere bliver rasende over at høre – men anmelderi er en subtil form for at spille luftguitar. Der sidder mange frustrerede musikere rundt omkring ved computere,« siger Torben Bille, der selv har en fortid som rockmusiker.
– Er du en af de frustrerede musikere?
»Nej, det mener jeg sgu ikke, jeg er. Jeg prøver lige at ransage mig selv. Nej, det er jeg ikke.«

Byens nummer sjok
Trods luderture, fribilletter, læder-turnejakker og spandevis af plader og CD´ere, mener Torben Bille, at han bevarede sin troværdighed – måske mest på grund af en tilfældighed.
»Min store åbenbaring kom under avisstrejken i 1981. På det tidspunkt så jeg mig selv som The hot Shut in Town. Jeg fik hvad det skulle være af alting – men pludselig udkom min avis ikke. Og var lille jeg så vigtig? No fucking way! Den vigtigste anmelder i byen, det var Aktuelts – alene fordi den avis udkom. Den oplevelse lærte mig endegyldigt, at du kun har dig selv at stole på. Musikbranchen bruger dig, lige til du ikke kan bruges mere. Derfor er det ekstra vigtigt at blive ved med at mene, hvad man mener,« siger Torben Bille, der mener, at anmeldelsen bør have et mere journalistisk modstykke.
»Fremtiden må være at lave regulær konfliktjournalistik på branchen. Skrive historierne på et tidspunkt, hvor pladeselskaberne ikke har noget at sælge, men hvor det er aviserne, der skal prøve at gå ind og prøve at bore en journalistisk kerne ud.«

Torben Billes »Brock – Meninger om musik 1974-1999«, udgivet af Lindhardt og Ringhof i samarbejde med Informations Forlag, udkommer den 31. august.

»Dodo Gad kan synge, så det bliver lige meget, hvad hun synger. Måske derfor er der heller ikke indlagt tekstark. Tak.«
Torben Bille om Dodo & The Dodos i Aktuelt marts 1987.

»Viddet var deres enestevåben. Veloplagtheden deres eneste hemmelighed. Og da den slap op, var der stort set kun tilbage at plyndre den samme idébank til den blev tom. Det skete omkring 1983-84.«
Torben Bille om Shu-bi-dua i Ekstra Bladet september 1989.

»Imponerende. Og imponerende kedeligt.«
Torben Bille om Marie Carmen Koppel i Information oktober 1998.

» … tankevækkende er det, at Kim Larsen så åbenlyst betragter aviserne som et onde, der kun er nødvendigt, når et nyt produkt skal rives ned fra hylderne.«
Torben Bille om Kim Larsen i Ekstra Bladet oktober 1989.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen